Mens du deltager (og måske, hvis jeg er heldig, får dine veninder til også at deltage) i konkurrencen om de smukkeste øreringe fra Katja Jaeger (btw en smykkedesigner, som jeg spår vi kommer til at høre meget mere om), har jeg været i køkkenet for at bage en kage, som jeg tog under armen i går, hvor vi skulle spise middag med ex-mand, sød, ny kone og nuttet tre-årig.
Jeg har (som du, der kender mig, nok udemærket ved), altid lyst til søde sager, men i særdeleshed vinder lysten til en svampet banankage med chokoladestykker altid. Jeg ved egentlig ikke, hvad der er mest dragende ved kagen… den fuldfede fornemmelse af en svampet banankage blandet med tyk chokolade-ganache, der sætter sig fast i tænderne, eller oplevelsen af at jeg, trods føromtalte ganache, føler at kagen er lidt sund, fordi der jo er banan i?
Either way, så vil jeg virkelig anbefale dig at give dig i kast med den her ret så nemme banankage, toppet med seriøst lækker chokolade-ganache og pyntet med valnødder (er du ikke til valnødder, eller nødder i det hele taget, så drop dem og erstat med krymmel, bananstykker eller noget helt tredje). Opskriften er en god, klassisk banankage-opskrift fra Karolines Køkken (If it isn’t broken, why break it?). Jeg har bare tilføjet ekstra bananer og et par gode håndfulde mørk chokolade til dejen, ligesom det rene chokolade-overtræk er erstattet af en ganache med chokolade, lidt fløde og smør, som jeg i mange år har brugt som topping på muffins.
Ingrendienser til dejen:
4 dl sukker
4-5 tsk vanillesukker
6 æg
4 dl hvedemel
3 tsk bagepulver
200 g smeltet smør
4 mosede bananer
200 g hakket, mørk chokolade
Ingredienser til chokoladeganache:
110 g smør
300 g mørk chokolade
4 spsk piskefløde
Sådan gør du:
Tænd først ovnen på 175 grader og smelt herefter din smør. Mens smørret smelter, pisker du sukker, vanillesukker og æg hvidt og luftigt, gerne på en røremaskine.
Bland nu mel og bagepulver sammen og vend det i dejen lidt ad gangen sammen med den smeltede smør. Mos bananerne med en gaffel, hak den mørke chokolade og bland de to ingredienser i dejblandingen.
Fordel kagen i en sådan cirka 25-30 centimeter smurt (med smurt mener jeg smurt med smør og rystet let med sukker) springform og bag kagen nederst i ovnen i cirka 45 minutter.
Note: Stik i kagen undervejs med en strikkepind eller andet, du lige har ved hånden, og tag kagen ud straks, dejen ikke længere hænger fast… ovne arter sig forskelligt, fx er min ovn i kolonihavehuset så sindssyg, at kagen her kun skal have 30 minutter, mens den skal have 50 minutter i ovnen i min lejlighed.
Mens kagen køler af, laver du chokoladeganachen:
Smelt chokolade og smør stille og roligt over vandbad. Når smør og chokolade er smeltet, tager du massen af varmen, tilsætter de fire spiseskefulde piskefløde og lader blandingen køle lidt af, til den tykner en smule. Smør nu chokoladeganachen på toppen og på kagens sider ved hjælp af en dejskraber eller spartel… og pynt med hvad du end lyster.
Jeg er inde i sådan en periode, hvor jeg forsøger at undgå det onde, onde hvide sukker (Går det godt? Næ).
Hvorom alting er, så havde vi besøg af Augustes lillebror en dag, og det nuttede barn har vi altså lært en unode… nemlig at han partout skal have vingummibamser om morgenen, efter at han har sovet hos os. Den er sikker hver gang, og hvem kan egentlig modsige ham, når det er os selv, der i tidernes morgen er kommet på den uovertrufne bestikkelses-idé?
Ikke desto mindre tænkte jeg: “Vi kan da lave nogle fine, sunde kugler og rulle dem i kokosmel, og så får han nok ikke lyst til Haribos farverige små bamser.”
Ak og nej. Selvom den lille fyr troligt rullede og smagte og rullede og smagte (og absolut elskede dem!), så vandt de der gelebamser altså… i den samme lille kop, som han plejer at få dem i, og som han stolt hver gang proklamerer, at han nok skal overbringe den lille baby i min kæreste mave, når hun kommer ud, fordi han så ikke længere er den mindste. Hjerte, brist ikke.
Ingredienser:
1/2 banan
60 g mandler
60 g hasselnødder
60 g tørrede abrikoser (eller dadler, hvis du kun har dem i skuffen)
60 g rosiner
1/2 tsk kanel
1/2 tsk vanillepulver (altså ikke vanillesukker)
1/4 tsk havsalt
1,5 spsk kakao
20 g kokos
Saften af en appelsin
Kokos til at trille de dejlige kugler i
Sådan gør du:
Det er virkelig nemt! Du blender bare alle ingredienserne til en ensartet masse i en foodprocessor eller fx en blender (en maskine med skarpe blade). Tril herefter den fine kakaomasse til kugler og rul himmerigemundfuldene i kokosmel.
Jeg har haft sådan nogle TRÆTTE dage. Sådan at jeg nærmest ikke kunne snegle mig til noget som helst… alligevel kan jeg sjovt nok altid snegle mig ud i køkkenet for at bage.
Den her gang blev det til en af de friskere favoritter, nemlig en sød/syrlig citronkage med marcipan og birkes (Inden du tænker, at den strutter alt for meget af sundhed: Kage proppes med marcipan, kage bages, kage prikkes et utal af gange, kage får hældt varm citronsirup ned i de prikkede huller, så kage bliver snasket, kage overhældes med glasur = not so much sundhed her).
Jeg siger dig: dejlig med en kop te.
Ingredienser:
130 gram blødt smør eller margarine
2½ dl sukker
2 æg
3,75 dl mel
2,5 spsk. birkes
Revet citronskal af 1 citron
Saft af 1 citron
1-2 tsk. bagepulver
1/2 tsk. salt
½ dl mælk
50 gram revet marcipan
Citronsirup:
1 dl sukker
Saft af 1 citron
Revet skal af 1 citron
1 dl vand
Glasur:
Saft fra 1 økologisk citron
ca. 300 gram flormelis
Sådan gør du:
Først rører du smør og sukker sammen, indtil blandingen er hvid og luftig. Tilsæt så æg, et ad gangen, og tilføj marcipan. I en anden skål blander du mel, birkes, citronskal, bagepulver og salt. Tilsæt til slut mælk og de tørre ingredienser til sukker-/smørblandingen og hæld det i en smurt springform. Bag herligheden ved 175 grader i ca. 30-40 minutter eller indtil kagen er fin lysebrun og giver efter, hvis du trykker forsigtigt på kagens overflade.
Sirup og glasur:
Varm sukker, citronsaft og skal indtil al sukkeret er opløst. Når kagen er bagt færdig, og mens den er rygende varm, prikker du huller i kagen og hælder siruppen over. Lad kagen køle helt af og afslut med glasur. Uhm!
I dag har dagen stået på fællesarbejde (hvor vi fik bygget en bålplads!), uddeling af bajere allerede klokken 10.00 (!), en lille kone, der lavede frokost til mig, og nu en smovset udgave af mine, synes jeg selv, dejlige cookies.
Den her gang har jeg bare fordoblet dejen og formet dem til kugler i størrelsen af tennisbolde… et voila. Høje, tykke, chewy cookies… afhængighedsskabende dejlige.
Opskriften finder du lige her
… til regnvejrsdage og indehygge.
Ingredienser (16 stk.):
500 gram hvedemel
100 gram smør
50 gram gær
2 dl. mælk
1 æg
50 gram sukker
1 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
Pensling:
Sammenpisket æg
Sådan gør du:
Smelt smør og tilsæt mælken. Rør i en skål gæren ud i smør/mælke-blandingen. Tilsæt herefter salt, sukker, kardemomme, æg og hvedemel, og ælt godt sammen. Lad dejen hæve tildækket i 30 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader, form bollerne og fordel dem på bagepapirbeklædte bageplader og lad dem efterhæve tildækket til dobbelt størrelse (det tager sådan cirka 30 minutter).
Pensel med æggestrygelse og bag de fine boller ved 200 grader på midterste ribbe i 10-12 minutter.
Uhm!
Jeg elsker scones (ah okay, jeg elsker alt sødt), men jeg forguder specielt scones, der er sprængfyldt med god, mørk chokolade og penslet med æg og en smule salt (I tell you; fiffet med salt slår kegler).
Således har jeg i dag bedrevet dagen med at arbejde (lidt), gøre rent (lidt), bage scones (mange), læse en fantasy-bog højt for min dreng (av, hals)… og om lidt skal vi grille. Jeg kan godt lide, når Danmark smiler og sender glædesstråler ned over os, men jeg kan i særdeleshed lide min lille familie, når vi sidder på et tæppe og tvinger de sidste dråber saft ud af en Sunlolly og snakker om alt mellem himmel og jord…
Ingredienser:
150 gram smør
600 gram hvedemel
125 gram sukker
½ tsk. salt
40 gram bagepulver
150-200 gram god, mørk og grofthakket chokolade
2,5 dl kærnemælk
2 æg
Til pensling:
1 æg
lidt salt
Sådan gør du:
Bland alle ingredienserne – med undtagelse af chokoladen – sammen i en røremaskine (eller ælt i hånden) og kør i cirka 5 minutter. Tilføj hakket chokolade og lad dejen hæve i en halv times tid.
Form så til sådan cirka 15 lige store kugler, som du presser lidt på selve pladen, så de ikke er kuglerunde. Husk at der skal være afstand mellem dine scones, for de hæver i ovnen, så hvis det er muligt er det en særdeles god idé at du benytter to plader.
Pensl dine scones med æg, der er pisket let med lidt salt, og bag dem ved 200 grader (alm. ovn) i 15-18 min.
But of course skulle jeg da lige ned at ligge igen med 39.5 i feber, hosten og hakken… det var ligesom også kun 14 dage siden, det sidst skete.
Nå, men i min febervildelse har jeg fået en ny passion… nogle af de, der går omkring mig hver dag, vil noook kalde det en art besættelse: Jeg kan, jeg vil, jeg skal få de der skide macarons til at stå midt i skabet. Men jeg fejler. De bliver grimme. Indmaden mangler og kun en skallet hat er tilbage. De får glinsende flot overflade, men ingen krave og ingen fødder (ja, macaron-terminologien har jeg også taget helt til mig)… Jeg har købt decideret macaron-sæt, men intet nytter. Jeg bliver (fandme) vanvittig.
Så midt i feber måtte kæreste, barn og far smide mig i seng, fordi jeg bare liiiige skulle prøve at røre endnu en macaron-dej sammen… og nu er jeg her så igen og kvæler muligvis en eller anden, hvis ikke de lykkes den her gang. Det værste er, at jeg ikke engang særlig godt kan lide de små åndssvage franske mandel-makroner, so what’s the fuzz?
Billedet? Nej, det er ikke mine macarons. Verdambt. Det er til gengæld Ladurées laberheder fra Paris.
Ak ja. Hvis ikke jeg arbejdede som journalist, og hvis jeg ikke arbejdede med mode, så ville jeg være konditor…
Igår regnede det igen-igen, og hver gang der falder dråber fra himlen, overmandes jeg af en ustyrlig trang til at bage… de her chocolate chip cookies er perfekte til et glas mælk, gør både små og store mennesker glade… og skal selvfølgelig laves store og runde, så midten er blød og lidt sej og det ydre er crunchy og let knasende. Yum!
I dag, hvor solen skinner, kalder min nye Céline-nederdel og min ditto ismaskine til gengæld på mig…
Ingredienser:
150 gram blødt smør
150 gram sukker
150 gram brun farin
2 tsk. vaniliesukker
2 æg
325 g hvedemel
30 g havregryn
1½ tsk. natron
½ tsk. salt
cirka 150 gram god, mørk chokolade
Evt. et par håndfulde hasselnødder
Sådan gør du:
Start med at tænde ovnen på 175 grader. Pisk nu det blødgjorte smør, sukker, brun farin og vanilliesukker, indtil massen er luftig. Tilføj de to æg og pisk, indtil kagemassen igen er homogen. Bland mel, havregryn, natron og salt i en skål og rør melblandingen i smørblandingen og tilsæt chokoladen (og nødderne, hvis du er til det). Nu er din dej færdig.
Smøg ærmerne op og rul dejen til kugler på størrelse med to valnødder – jo større kugle, desto blødere midte, når kagerne er færdige. Sørg endelig for, at der er rigtig god afstand mellem kagekuglerne på bagepladen (Jeg havde plads til 8 kugler på én bageplade), for dejen vil flyde – meget – ud under bagning.
Sæt så kagerne i ovnen og lad dem bage i 12-14 minutter. Tag pladen ud af ovnen og lad kagerne køle af 4-5 minutters tid, inden du flytter dem over på en rist til afkøling.
Regner det mon også hos dig? Her siler regnen ubønhørligt ned. Heldigvis er det søndag og søndag er jo lig med hygge og afslapning og musik og bøger… og kage. Så jeg har rørt en af mine (mange) yndlingskager sammen, nemlig den helt klassiske ‘Pund-til-pund’-kage, der selvfølgelig har fået sit flatterende navn, fordi de væsentligste ingredienser, som smør, sukker og mel, indgår med lige stor vægt (her dog kun i et halvt pund hver, but you get the point… det er en kalorietung sag).
Kagen er, udover ovennævnte ingredienser, fyldt med knasende sød kanelsukker, blød marcipan og saftige æblestykker, og kagen er forbløffende let i konsistensen. Den er lex og er en klassiker, du med garanti vil vende tilbage til igen og igen.
Jeg kan berette, at jeg sidder med skoldhed te, varme futter, dejlig kage med en klat creme fraiche og hygger stort til dårlig krimi-komedie i søndags-fjerneren… det er rimeligt okay.
Ingredienser:
250 gram blødt smør
250 gram sukker
3 æg
250 g hvedemel
3 tsk. bagepulver
4 stk. stødt kanel
½ dl æblemost
3-4 skrællede og tyndtskårne æbler
50-100 gram marcipan, revet på et rivejern
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader, pisk smør og sukker sammen og pisk æggene i et ad gangen. Tilføj marcipan. Bland mel med bagepulver og kanel og rør det i dejen sammen med æblemost. Fordel nu dejen i en smurt form, der er drysset med sukker. Skræl så æblerne, skær dem i både, fjern kernehuset og skær hver båd i tynde skiver på langs. Læg æblerne, så de overlapper hinanden i dejen. Drys med kanelsukker og bag kagen i ca. 30-35 minutter. Servér med en klat creme fraiche. Mums.
Jeg er så hundehamrende feber-syg, at jeg muuuligvis tror jeg må sige mine sidste ord om et par dage (ja ja, ynk modtages gerne)… så selvom jeg så gerne ville inspirere og vise mine mode-cravings, må du nøjes med opskriften på, hvad jeg trods alt også ligger og drømmer om at have kræfter til at lave, nemlig yummi-kagen ‘Den du ved nok…’. En saftig, luftig, lex chokoladekage med et låg af flormelis, kokos, smør, vanille og en snert af kaffe. I tell you; den er dejlig, dejlig, dejlig – og ville i øvrigt akkompagnere det her godforbitten vejr udenfor fortrinligt.
Ingredienser:
250 gram sukker
2 æg
2 dl. mælk
225 gram hvedemel
2 tsk. vanillesukker
1,5 spsk. kakao
2 tsk. bagepulver
150 gram smør
Kakaoglasur:
100 gram smør
3.5 spsk. færdiglavet kaffe
1,5 spsk. kakao
1,5 tsk. vanillesukker
50 gram kokosmel
200 gram flormelis
Sådan gør du:
Pisk sukker og æg til æggesnaps. Bland mælk, mel, vanillepulver, kakao og bagepulver sammen med æggeblandingen. Til sidst rører du det smeltede smør i. Bag kagen i en (ca.28 x 41 cm) bradepande, med bagepapir i, ved 190 grader (ikke varmluft) i ca. 20-25 minutter.
Imens laver du den lex glasur (som btw skal have kaffe i… det giver et lillebitte hint, men er ikke altoverskyggende). Kom alle ingredienserne i en gryde og varm massen igennem under omrøring. Tag af blusset, og når kagen er færdig (kagen må meget gerne være varm), smører du straks kakaoglasuren på hele overfladen. Vent en 10 minutters tid og nyd.
ps. Jeg har sprinklet min kage med frysetørret hindbær… det er ikke en nødvendighed, men har du noget i huset, er det så fint!