About
Det slog mig aldrig, at jeg rent faktisk kunne tjene penge på en uregerlig pegefinger. Selv i søvne, selv før jeg kunne stave, havde min venstre pegefinger det nemlig med at gå i resonans. Op og ned. Ud til siden. Rundt i ring. Med en sirlig prik over eller måske et hjerte.
Min livlige taktstav forfattede hverdagens ulidelige lethed om til spændende eventyr. Pludselig var lampen i mit værelse ikke bare en lampe, men rent faktisk et dyr, der havde overnaturlige kræfter og boede i huler sammen med sjove, trillende fabeldyr. Nogle orange. Andre lilla. Tankerne havde det med at finde deres plads, når mine diffuse længsler blev manifesteret på imaginært papir – og senere rigtigt papir.
Der skulle gå lang tid, før jeg forstod hensigten med den der skøre pegefinger, der altid ville pynte på sandheden, gøre hverdagen lidt mere spændende og lyserød. Men da jeg så endelig forstod, at det var det, jeg skulle, ja, så indgik vi et makkerskab – min finger og jeg. Jeg fik job som skrivende som 18-årig og har skrevet lige siden. Jeg observerer og analyserer, min venstre pegefinger noterer, refererer og sammen pynter vi på sandheden eller formidler i det mindste det dræbende kedelige på en spiselig måde.
Siden da er det blevet til masser af fortællinger – både i aviser og blade. Og nu kan du følge mig her på min hverdagsblog, der, indrømmet, rummer flere kopper kaffe end champagne, flere letbenede beauty-tips end dybe tanker… og ikke mindst et kig ind i en lidt specielt sammensat familie.
Trackbacks
Check out what others are saying...[…] About | Mariatrier.com Fashion | Khaki Craze […]