Siden August var to år, har han været sådan et barn der hver 7. dag skulle pakke sine ting sammen i en Svampe Bob-taske for at rykke det ene eller andet sted hen. Pakke ud, tilpasse sig, finde sig til rette.

Hvis du spørger mig, om han har taget skade af det, så nej. Det tror jeg ikke, for jeg synes egentlig, at vi voksne har været eksemplariske og gode til at tage hans behov alvorligt, men det ændrer ikke på det faktum, at det må være sært at skulle fylde yndlings-dinosauerne, action-mændene, tøjet og savnet (og nu mobilen, det pæne tøj, udstyret til amerikansk fodbold og hvad der ellers fylder hans hverdag ud) ned i en til-formålet-taske og rykke sig selv et andet sted hen hver uge. Til mennesker, han elsker, og til mennesker, der elsker ham, ja, men du ved. Ikke at høre til ét sted.

Omvendt er det bare sådan, det har måtte være. Det er det, vi har skønnet har givet ham mest tryghed og kærlighed, trods alt, i en ikke alt for cool situation, hvor mor og far gik fra hinanden. Jeg har nogle gange tænkt på, om alle vi voksne ikke kunne flytte sammen under ét tag, men åh gud, hvor ville det alligevel være en katastrofe.

Så selvom jeg husker de første års hver anden fredage som ren og skær amputation (mixet med lige dele friheds-følelse, bevares), og selvom savnet nogle dage var ubærligt, så fortryder jeg ikke. Det gør jeg virkelig ikke, for det kunne ikke være anderledes. På den anden side: Selvom jeg lærte at nyde friheden, så har det aldrig givet mening. Det giver på inden måde mening at give sit barn fra sig hver anden uge, heller ikke selvom det er til trygge, kærlige mennesker. Det er naturstridigt, forkert og åndssvagt, men altså nødvendigt, fordi det bare er sådan, det er.

Det er på nogle måder blevet meget nemmere med årene, men dengang var det bare allround svært; sådan husker jeg det. At have en lille purk hos sig, på skødet næsten hele tiden, til lammende stilhed. Så fingrerede jeg et skænderi, lavede vilde kager eller andet, der ligesom udfyldte det tomme rum, indtil jeg på tredje-dagen fandt fred med realiteterne, nød dagene, indtil han kom tilbage, og jublede, når han sad på mit skød igen.

Nu er August blevet så stor, at han i sagens natur ikke hænger ud på mit skød længere, det er mere noget med en lukket dør, nogle venner og en Playstation, men hans fravær føles alligevel ret tydeligt. Jeg tager mig i at kalde på ham, fordi der er aftensmad, Elizabeth spørger, om han er på tur, Tatjana finder noget sjovt, som hun tænker, at han også vil synes er sjovt.

Det er mærkeligt. Stadigvæk. Men vi bliver i hans fravær til gengæld mindet om, hvor højt vi elsker ham.

Hvis man nu set bort fra, at det egentlig er et små-dårligt iPhone-foto, så er jeg fuldkommen verliebt i det her billede af min nu til november 2-årige lille dame, der sidder og venter i cykelskuret på at blive kørt i vuggestue. Det blik, altså…

Hun kan så mange ting, er så fræk, så sød, så snakkesalig (oh my så snakkesaglig!), så mærkelig og så fin, at jeg praktisk talt ikke kan huske, at hun ikke var her.

Jovist er det hamrende, latterligt hårdt igen at have sådan en opmærksomhedskrævende størrelse, og nej, jeg har ikke glemt de første måneders udbrændte frustration, men jeg vil alligevel ikke ønske det anderledes, når hun lister hen til mig og lægger sit hoved på mit ben og siger: “Kkkraaaam”. Når hun vinker på en måde, så det ser ud som om hun tæller penge. Når hun til stor moro og frustration ikke kan udtale ‘b’ (og hendes mormor har kaldt hende bisse tilstrækkeligt mange gange til, at hun efteraber) og dermed render rundt i Nordjylland og råber: “Fiiissssse” på gader og stræder. Når hun kysser med en spids, lille frømund og lægger sin arm om halsen på mig og siger: “Mu”, fordi hun ikke kan udtale ‘Musse’ endnu.

Åh suk, altså. Få et par børn. Virkelig. Også selvom de driver dig til vanvid ret ofte.

Først havde jeg dårlig samvittighed. Sort, regnvejrs-tung samvittighed over ikke at skrive flere blogindlæg, end jeg gjorde. Sagen var bare, at jeg var tom for ord, tom for meninger og jeg havde andre ting at tage mig af og til, som for eksempel det, jeg bliver betalt for at udføre. Dernæst blev jeg laissez faire en rum tid. Sådan: “Ah, det er jo også ferietid. Hvem læser egentlig med anyhow?” og tyngden forsvandt fra mine skuldre, hvilket føltes besnærende rart.

Og først herefter, da jeg gav slip på al den forbandede ‘åh, du burde også…’ og ‘helt ærligt, der er folk, der regner med, at du giver lyd fra dig’, begyndte sætninger, som jeg tænkte, at jeg måtte nå at få nedfældet her på bloggen, inden de forsvandt igen, at dukke op i mit hoved. Ting, jeg gerne ville dele, poppede op. Små hverdags-momenter, store øjeblikke, fine Etsy-fund, TED-talks om kærlighed og små, skøre ting som nu halvanden-årige Elizabeth, der kækt råber: “Meeeeere koldeeeee”, når hun er tørstig og går rundt med hænderne i siden og siger. “Nåeh” til alt. August, der er så sød og følsom og stærk. Og klog. Tatjana, der bare er smuk og fin og sjov som altid.

Og nu er jeg her. Lidt klogere på det hele, tror jeg. Jeg har virkelig funderet over, om jeg skulle lukke og slukke bloggen. For jeg kommer ikke til at skrive hver dag. Jeg har ikke intentioner om, at bloggen skal blive min levevej. Men jeg elsker at skrive og jeg elsker, at I følger med. Så for nu må det være nok. Jeg satser på kvalitet fremfor kvantitet. Ingen dårlig samvittighed. Bare ærlighed. Jeg håber sådan, at det også er nok for jer?

Ps. Som I kan se på ovenstående billede, har jeg også hænderne fulde med denne unge dame, der tror at kakaopulver, kokosmel, hvedemel og brun farin rent faktisk er til for hendes fornøjelse. Shit, hvor hun sviner.