Fra venstre: 1. Canapeer med laks og fennikel-remoulade, uhm. 2. Helt ærligt, mere nærvær med den her trunte, tak. 3. Those eyes… seje, store dreng. 4. Tænk hvis man kunne genfinde den barnlige glæde ved bare at gynge igen. 5. Små fine, sirlige hindbærsnitter. 6. Første Nutella-mad. Need I say more? 7. De to små væsener, som jeg øver mig på. 8. Åh, hjerte brist ikke. 9. Mellemstor nuttegris.

Jeg er mæt. Mæt på mad, køreture, påskeæg, skøn udsigt, søde mennesker og lang dag. Sidder i sengen og skriver, imens mine fødder nusser hinanden, som levede de deres eget liv, og jeg nyder at være tilstede… eller måske er jeg i realiteten bare på forkant og føler derfor, at der er plads, rum og luft til bare at være her lige nu uden at føle behovet for at foretage mig noget.

Det her med at være tilstede rumsterer i øvrigt en del i mig for tiden. For hvordan kan jeg være det, altså tilstede? At være tilstede burde være en pænt nem bedrift, jovist, men det nemme fejler alt for ofte, synes jeg. For nuet, hos mig, består af alt for mange ‘åh så skal jeg også…’, ‘husk nu…’ og ‘kunne man gøre det sådan, at…’. Så mange ‘hvis og hvis, min røv er spids’, at øjeblikket forpasser, fordufter. Jeg kan ikke være den eneste, der har det sådan, vel? Som har svært ved at nyde lige netop det, der sker nu, uden at skele til fortid og/eller fremtid, pligter og latterligheder?

Måske er det bare en del af det moderne liv ikke rigtig at være tilstede, fordi ambitionsniveauet er så højt. Måske er det for mig en eftervirkning af en stresset periode for nogle år siden, hvor sind og hjerne kogte så meget sammen (… og det må jeg fortælle om engang, når jeg er parat), at jeg er blevet virkelig dygtig til at fikse, ordne og kategorisere. For at skabe ro og overblik.

Under alle omstændigheder: Når man har børn, arbejde, pligter, en nogenlunde anal standard for husets udseende, og man samtidig har en hjerne, der kræver struktur, måske/måske ikke på grund af ovenstående, well, så har jeg alt for mange dage, hvor jeg kunne have gjort det bedre, kunne have kigget lidt mere indgående på den dukke, som Izzy finder så spændende, læst bøgerne med mere indlevelse i stedet for at jappe dem igennem og simultant i smug tjekke min mobil. Jeg kunne have kigget August lidt mere i øjnene og spurgt ind til det der kedelige spil, han spiller. Jeg kunne have smidt alle tanker hen i hjørnet af haven og nydt kaffen og solstrålen og de første fregner. Og ja ja, jeg kunne også bare slappe af og lade være med at slå mig selv oven i hovedet. Men sagen er, at jeg faktisk gerne vil gøre det bedre. Fordi det jo bare er et federe liv.

Sagen er, at når jeg laver collager som ovenstående, så ser jeg pludselig det hele mere klart og fatter, måske kun for et kort øjeblik, at det altså er nu livet skal leves. Jeg øver mig. Og griner samtidig over den her.

Jeg er en sucker for alt i miniature. Hvis jeg kan se mit snit til det, bliver min brownie skåret i små tern, hvor hver enkelt stykke pyntes efter alle kunstens regler, jordbærkager synes jeg er finest i lilleput-størrelse og mazarinkager er så afsindigt nuttede, når de er små og runde og chokoladeovertrukne.

I dag har jeg bagt Meyers hindbærsnitter. Og jeg har selvfølgelig skåret dem ud i små størrelser, dels fordi det er pænt, men også fordi hindbærsnitter per definition er ret så hvinende søde og gør sig bedst i små mundfulde… på den gode måde, forstås.

Pynten endte med ikke at være traditionel og konfetti-farvet. I stedet dryssede jeg med pigede sukker-hjerter, købt i Tiger-butikken. Very girlish, jeg ved det, men lige sådan en tøset kage havde jeg lyst til at sætte tænderne i i dag.

Opskriften er en tro copy/paste af Meyers egen opskrift og giver cirka 10 små ret så guddommelige hindbærsnitter, der får bagerens snitter til at skamme sig.

Ingrendienser:
375 g hvedemel
200 g stødt melis
60 g mandelmel
Kornene af 1/2 stang vanille
275 g smør
1 æg
Ca. 300 g rigtig god hindbærmarmelade
1 æg, pisket til at stryge med
Rørsukker

Sådan gør du:
Kom hvedemel, sukker, mandelmel og vanillekorn i en stor skål. Bland det sammen. Skær smørret i mindre stykker og gnid det med fingrene til der kommer en masse ’krummer’.

Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt, men sørg for at den er ensartet.

Del dejen i to lige store portioner. Rul hver halvdel ud til en rund skive på ca. 24 cm mellem to stykker bagepapir. ‘Dejskiven’ skal være ca. 3 mm tynd. Gør det samme med den anden portion dej. Læg de to ‘dejskiver’ på et fladt fad eller et fladt sted i køleskabet og lad dejen hvile i en time.

Forvarm ovnen til 190ºC.

Tag en ‘dejskive’ ud og fjern det ene lag bagepapir. Før skiven over på en bageplade.
Pensl lidt pisket æg i kanten af ‘dejskiven’. Fordel hindbærmarmeladen i et jævnt lag med bagsiden af en spiseske eller en paletkniv. Tag den anden ‘dejskive’ ud af køleskabet og læg den over marmeladen. Tryk først let i midten, så der ikke er noget luft mellem og dernæst rundt langs kanten af ringen, så kanterne er helt tætte.

Pensl igen med æg og prik derefter det øverste lag mange gange med en gaffel. Strø med rørsukker. Sæt kagen i ovnen og lad den bage ca. 25 minutter eller indtil overfladen er gylden. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af på en rist. Skær i passende stykker og pynt!

Næsten 14 dage er nok alligevel, min ringe bloghistorik til trods, det længste, jeg har gået uden at blogge. Men det virkelige liv har kaldt så grueligt på mig, og i forbifarten, altså mens livet drøner forbi, er jeg ikke særlig dygtig til at tage snapshots af, hvad livet optager mig med.

In short; flytning i kolonihave, men først i weekenden, gode kunder, sjov, men lettere hysterisk baby, sjov og samtidig tvær teenager, et hav af fine køb og ualmindeligt megen maling af barnesenge, vægge, paneler og døre. Og det er ikke forbi endnu. Og hvis vi lige henleder opmærksomheden på det her indlæg, så går det pænt dårligt med at opretholde standarden.

Jeg vender stærkt tilbage. Til det hele. Også dig.

Træt baby med træt Mor no. 2. I matchende bluser.