Fik du set premieren på serien om Selfridges i lørdags? Jeg gjorde og mage til B-skuespil skal man da lede længe efter. Øv. Den halv-dårlige serie, omkring et ellers spændende emne, får mig altså ikke til at savne min lørdags-favorit-underholdning no. 1. aka Downton Abbey mindre.

I kollektiv sorg over, at der går mange, alt for mange måneder, før vi kan møde vores venner igen, viderebringer jeg fire smarte sæt Downton Abbey-påklædningsdukker. Det kan godt være, at vi må vente i længsel på nye episoder, men then again: I ventetidens ulidelige lethed kan vi da i det mindste klippe dukkerne ud og skabe vores egne Downton-historier (Forestil dig alle de ting, du kan gøre med Matthew og Mary, eller alle de frække ting Violet Crawley aka Dowager Countess of Grantham kan finde på at sige).

Her finder du de cool printbare papir-dukkesæt

(Klik på billederne for at se en større version af Dowager Countess of Grantham, Matthew og Mary, Thomas og O’Brien og deres skurkagtige tilbehør + Sybil i en moderne T-shirt… tres chic).

On a side note: Hvem er du egentlig i Downton Abbey? Jeg er jo klart Sybil, som desværre er død, men i lang tid mente jeg, at jeg var Mary.

Jeg er blevet syg på sådan en mærkelig, langsom, hovedpine/kvalme-agtig måde, og er derfor ikke ret mange potter pis værd. Det afholder mig dog sjovt nok aldrig for at udtænke nye måder at få kage på.

I det her tilfælde lå et bundt vinrabarber, med den fineste sart-lyserøde farve, på køkkenbordet. Rabarberne nærmest viskede, at jeg kan godt lige kunne strø dem med sukker, tilbyde dem lidt marcipan… og alt muligt andet der umuligt kunne retfærdiggøre, at jeg forblev sengeliggende.

Da jeg så stod op, var min kreativitet sådan cirka lig med nul, så jeg dykkede ned i egen blog og fandt på at kreere en gammel, men fantastisk kending e.g. en sød-syrlig rabarberkage med marcipan, bare som muffins.

Opskriften er som den originale opskrift, men bagetiden er lidt mindre. Omtrent 15-20 minutter.

Toppingen, du måske kan ane på det fremragende foto (… som jo virkelig viser kagen, ahrem), er en klat rarberkompot, jeg havde i overskud. Kompotten gjorde bestemt ikke resultatet mindre tiltrækkende… en fin lille marcipan-kage med fine, søde og syrlige rabarber-stykker, som jeg, akkurat som med original-opskriften, anbefaler, at du går i krig med.

Forleden havde vi besøg af ‘vores’ mødregruppe. Så hyggeligt med alle de her babyer og søde mødre, ikke mindst. Vejret var jo så herligt, så Elizabeth flashede koral-lyserød romper og ditto sommerhat. Dagen var fantastisk.

I hele den her dejlighed kom jeg i tanke om en ting, der i mange år har undret mig… hvor hyggeligt det end er at ses med dejlige mennesker (og det her besøg var kun af den livsgivende slags), kender du så det med at være komplet smadret efter socialt samvær?

Nogle gange tænker jeg, at jeg er en lille bitte smule underlig… altså fordi jeg virkelig – virkelig, bliver både fysisk og psykisk træt, sådan helt ind i marv og ben, når jeg har været sammen med mennesker i lang tid ad gangen.

Det er klart, at stressende eller anstrengende møder tærer mere på mig end den gode komsammen, men de skønne oplevelser med andre mennesker, altså dem, hvor jeg griner og hygger mig; dem skal jeg sgu’ også hvile lidt på.

Jeg ser og oplever mennesker, som bare elsker at være omgivet af liv og glade dage fra tidlig morgen til sen aften. Typer, som får kolosal energi af kontakt… og ja, selvfølgelig kender jeg også mennesker som mig selv, hvor kontakt, hvad end det er god eller dårlig, tærer på reserverne – selvom jeg for alt i verden ikke ville undvære at ses med søde mennesker og gode venner.

Hvordan gør de (du?) det mon, altså får energi af menneskeligt samvær uden at have brug for en slapper efterfølgende? Og hvad pokker er det, der gør, at nogle af os har det stramt efter en i øvrigt drønhyggelig komsammen i fire timer?

Man kunne jo begynde at tale om enten at være ekstrovert eller introvert, men det er vel ikke så simpelt endda, vel? Jeg nyder jo virkelig at være sammen med andre mennesker, og er helt vildt festlig (synes jeg selv, hø hø), mens det står på, men bagefter… mon dieu!

Jeg må være en slags In-between-o-vert. Findes det mon?