Jo for pokker. Jeg vil gerne prøve at fortælle, hvordan det er at blive ramt så heftigt af stress, angst og depression, at man er sat ud af den her verden (i samme vending vil jeg også slå et slag for, at de personer, som ikke mener, at angst og depression bør behandles medicinsk, skal pakkes ned i lillebitte små æsker og shippes væk for good. Bare væk).

Men hvor begynder jeg? Skal jeg fortælle om den dag, hvor luften ligesom slap op, hvor panikken steg mig over hovedet, hvor jeg gik hvileløst rundt på gader og stræder og tænkte: “Shit, det her; det ender ikke godt.” Om alle de morgener, hvor jeg vågnede kl. 03.30 i lyserød veloursofa, vendte mig om og kastede op for derefter at sluge en beroligende pille og ligge så musestille, at maven ikke bevægede sig, således at pillen dermed ikke kom op igen? Skal jeg fortælle om angsten – den altopslugende, så forfærdeligt ulogiske angst, som husede min krop i flere måneder? Som overtog min mave, som lavede mine ben til gele, som duggede min hjerne til?

Det er ikke kønt at være ramt. Det er det virkelig ikke. Og jeg vil så gerne fortælle dig sandheden, den rå, uforfalskede, lede sandhed. Ikke forskønne detaljerne. For jeg ser alt for mange, der siger, at det har været en gave for dem at få fx stress. Jeg har endda skrevet en bog, der pænt indikerer, at der er en mening med galskaben. Bullshit. Det er der ikke. Det er ikke kønt. Punktum. Det er mørkt og det er ensomt og det er skrækindjagende som bare helvede at rode rundt i et hul så dybt, at end ikke 20 mænd, stående oven på hinanden, vil kunne få dig op. Det, der til gengæld er kønt, er den familie, der stiller op, de skuldre, der lader en græde og snotte og hoste på sig, den kæreste, der passer fortet og barnet, den store teenagedreng, man har, som kysser en blidt på panden og siger “Efter regn kommer sol”, de venner, der sender søde beskeder, de venner af venner, som sender beskeder. Det er skønhed. Det er finhed i dets reneste form. Men at være ramt; det bliver aldrig pænt.

Så lad mig starte med starten. Som egentlig ikke er starten. Men det er et skelsættende øjeblik for mig, fordi jeg dér kort tænkte, at angsten, som jeg var blevet ramt af 18 år tidligere (og btw var velmedicineret for i alle årene), var ved at hale ind på mig. Vi skal et år tilbage i tiden. Klokken er 03.00 og jeg har en stor kunde med et stort teknisk problem. Jeg har en programmør, som har sagt op i ren afmagt, og jeg har en hjerne, som skal, skal, skal fungere for at finde fejlen, men som kortslutter. Jeg har også influenza og hoster og hakker. Alligevel, den nat, pacer jeg mig selv frem og bliver ved med at teste, indtil det bliver lyst. Teknisk fejl fundet, alt ok. Men oplevelsen – at kravene oversteg min formåen, slap mig ikke. Den sad fast i mig i alt, hvad jeg lavede i mit arbejde. Jeg dobbelttjekkede alting, jeg dobbelttjekkede mit eget arbejde, jeg dobbelttjekkede de andres arbejde (Quite frankly; jeg drev andre til vanvid), jeg ville så gerne afgive suverænitet, men havde ikke overskud til at overlevere arbejdsopgaverne, som tårnede sig op på mit skrivebord, indtog aftener og nætter og tanker og alt det frirum i min hjerne, som skulle være gået til at kysse mine nærmeste. Det var en catch 22. Sådan føltes det. Jeg kunne ikke slippe fri.

Så skete det ulykkelige, at min kærestes mor blev alvorligt syg og døde. Og herre i himlen, hvor er der meget, man skal tage sig af, når et menneske dør. Selvklart skal man være en klippe. Tørre tårer væk, tage sig af husholdningen, hverdagen, firmaet. Begravelse skal arrangeres, gravøl skal fixes, hus skal ryddes, skøre mennesker skal håndteres. Eftertiden – det halve års tid efter dødens indtræffen, hvor man skal håndtere at mangle sin kæreste, skal man også deale med uden at pive. Og det gør man. Det gør man selvfølgelig.

Så vælger man også at istandsætte en lejlighed fra A-Z, for hvor svært kan det egentlig være at hyre ordentlig arbejdskraft? Rimeligt svært, kan jeg hilse og sige. Uden at gå i detaljer, så lad mig kaste følgende stikord ind: Opblanding af maling med vand for at få penge retur for maling, løgne og lovninger, stoffer, ting, der blev stjålet fra os og en lejlighed, der bare slet ikke er færdig, så vi ender i kolonihaven i tre uger uden vand… for derefter, første nat i den nye lejlighed, at vågne op til svimlende mængder af væggelus, der piler hen over vores kroppe…

Det var omtrent der, jeg takkede af og ikke kunne mere og fandt mig selv gispende efter luft nede på gaden, mens jeg tænkte, at noget meget væmmeligt var på trapperne. Og det var der også. Jeg faldt helt igennem. Der fulgte en måned med praktisk talt ingen søvn, angst, der okkuperede hele mit sind og forplantede sig i min krop i form af et hjerte, der slog lidt forkert, et blodtryk, der var tårnhøjt, ben, der eksede under mig, maveindhold, der konstant ville op, en krop (og igen et sind, for de to ting hænger uløseligt sammen), der rystede, gispede, klaprede. En tid på en sofa, helt krøllet sammen, næsten daglige besøg hos psykiater, en tyndslidt kæreste, horder af medicin, som skulle få mig til at sove, slappe af, finde ro, finde glæde, finde fodfæste…

Og nu er vi i juli. Jeg har gode dage – dage, hvor jeg tænker:”I’m back!”. Og dårlige dage, der bare rammer ekstra hårdt, når jeg har haft en god dag. Jeg er 15 uger inde i ny medicin, og jo, den virker… lidt i hvert fald. Den har givet mig en bund, men jeg er stadig frygtelig skrøbelig. Jeg arbejder stadig ikke fuld tid, ved ikke engang rigtigt, hvad dagen bringer, når jeg slår øjnene op. Lige nu er og findes alt andet, end hvad jeg ønskede for mig selv og min familie (og lad os ikke engang begynde at snakke om den dårlige, sorte samvittighed, jeg føler på den konto!), men jeg er her, og i det store og hele går det fremad. De fleste dage er kvalmefrie. Det hænder faktisk også, at jeg griner. Og jeg arbejder og nyder, når jeg lykkes. Jeg mærker tydeligt, at jeg elsker min familie og mine venner helt derind, hvor det mærkes – de har virkelig båret mig igennem.

Men jeg har lang vej igen, før jeg er helt tilbage – og jeg er ikke engang sikker på, at jeg vil tilbage dertil, hvor jeg var. Jeg ved, at jeg ikke vil tilbage til der, hvor jeg følte, jeg druknede, der, hvor arbejdet fyldte alt, og der, hvor jeg ikke rigtig ‘var der’, hvor irritationen ulmede lige under overfladen. Men jeg har stadig masser af store armbevægelser og ambitioner, så hvordan forenes det? Det arbejder jeg lidt med hos psykologen, hos psykiateren, hos mine kollegaer, som for øvrigt også har vist sig at være vidunderlige.

Så…. to be continued. Som i helt konkret: Jeg regner med at give status en gang imellem, komme med et par gode råd (hvis jeg har nogen) og igen genoptage bloggen på mine præmisser. Måske vil jeg også give meldinger om forskellige stress-reducerende kurser, ophold e.a., som kan være både mig og jer til gavn. We’ll see.

Siden August var to år, har han været sådan et barn der hver 7. dag skulle pakke sine ting sammen i en Svampe Bob-taske for at rykke det ene eller andet sted hen. Pakke ud, tilpasse sig, finde sig til rette.

Hvis du spørger mig, om han har taget skade af det, så nej. Det tror jeg ikke, for jeg synes egentlig, at vi voksne har været eksemplariske og gode til at tage hans behov alvorligt, men det ændrer ikke på det faktum, at det må være sært at skulle fylde yndlings-dinosauerne, action-mændene, tøjet og savnet (og nu mobilen, det pæne tøj, udstyret til amerikansk fodbold og hvad der ellers fylder hans hverdag ud) ned i en til-formålet-taske og rykke sig selv et andet sted hen hver uge. Til mennesker, han elsker, og til mennesker, der elsker ham, ja, men du ved. Ikke at høre til ét sted.

Omvendt er det bare sådan, det har måtte være. Det er det, vi har skønnet har givet ham mest tryghed og kærlighed, trods alt, i en ikke alt for cool situation, hvor mor og far gik fra hinanden. Jeg har nogle gange tænkt på, om alle vi voksne ikke kunne flytte sammen under ét tag, men åh gud, hvor ville det alligevel være en katastrofe.

Så selvom jeg husker de første års hver anden fredage som ren og skær amputation (mixet med lige dele friheds-følelse, bevares), og selvom savnet nogle dage var ubærligt, så fortryder jeg ikke. Det gør jeg virkelig ikke, for det kunne ikke være anderledes. På den anden side: Selvom jeg lærte at nyde friheden, så har det aldrig givet mening. Det giver på inden måde mening at give sit barn fra sig hver anden uge, heller ikke selvom det er til trygge, kærlige mennesker. Det er naturstridigt, forkert og åndssvagt, men altså nødvendigt, fordi det bare er sådan, det er.

Det er på nogle måder blevet meget nemmere med årene, men dengang var det bare allround svært; sådan husker jeg det. At have en lille purk hos sig, på skødet næsten hele tiden, til lammende stilhed. Så fingrerede jeg et skænderi, lavede vilde kager eller andet, der ligesom udfyldte det tomme rum, indtil jeg på tredje-dagen fandt fred med realiteterne, nød dagene, indtil han kom tilbage, og jublede, når han sad på mit skød igen.

Nu er August blevet så stor, at han i sagens natur ikke hænger ud på mit skød længere, det er mere noget med en lukket dør, nogle venner og en Playstation, men hans fravær føles alligevel ret tydeligt. Jeg tager mig i at kalde på ham, fordi der er aftensmad, Elizabeth spørger, om han er på tur, Tatjana finder noget sjovt, som hun tænker, at han også vil synes er sjovt.

Det er mærkeligt. Stadigvæk. Men vi bliver i hans fravær til gengæld mindet om, hvor højt vi elsker ham.

Hvis man nu set bort fra, at det egentlig er et små-dårligt iPhone-foto, så er jeg fuldkommen verliebt i det her billede af min nu til november 2-årige lille dame, der sidder og venter i cykelskuret på at blive kørt i vuggestue. Det blik, altså…

Hun kan så mange ting, er så fræk, så sød, så snakkesalig (oh my så snakkesaglig!), så mærkelig og så fin, at jeg praktisk talt ikke kan huske, at hun ikke var her.

Jovist er det hamrende, latterligt hårdt igen at have sådan en opmærksomhedskrævende størrelse, og nej, jeg har ikke glemt de første måneders udbrændte frustration, men jeg vil alligevel ikke ønske det anderledes, når hun lister hen til mig og lægger sit hoved på mit ben og siger: “Kkkraaaam”. Når hun vinker på en måde, så det ser ud som om hun tæller penge. Når hun til stor moro og frustration ikke kan udtale ‘b’ (og hendes mormor har kaldt hende bisse tilstrækkeligt mange gange til, at hun efteraber) og dermed render rundt i Nordjylland og råber: “Fiiissssse” på gader og stræder. Når hun kysser med en spids, lille frømund og lægger sin arm om halsen på mig og siger: “Mu”, fordi hun ikke kan udtale ‘Musse’ endnu.

Åh suk, altså. Få et par børn. Virkelig. Også selvom de driver dig til vanvid ret ofte.