Først havde jeg dårlig samvittighed. Sort, regnvejrs-tung samvittighed over ikke at skrive flere blogindlæg, end jeg gjorde. Sagen var bare, at jeg var tom for ord, tom for meninger og jeg havde andre ting at tage mig af og til, som for eksempel det, jeg bliver betalt for at udføre. Dernæst blev jeg laissez faire en rum tid. Sådan: “Ah, det er jo også ferietid. Hvem læser egentlig med anyhow?” og tyngden forsvandt fra mine skuldre, hvilket føltes besnærende rart.

Og først herefter, da jeg gav slip på al den forbandede ‘åh, du burde også…’ og ‘helt ærligt, der er folk, der regner med, at du giver lyd fra dig’, begyndte sætninger, som jeg tænkte, at jeg måtte nå at få nedfældet her på bloggen, inden de forsvandt igen, at dukke op i mit hoved. Ting, jeg gerne ville dele, poppede op. Små hverdags-momenter, store øjeblikke, fine Etsy-fund, TED-talks om kærlighed og små, skøre ting som nu halvanden-årige Elizabeth, der kækt råber: “Meeeeere koldeeeee”, når hun er tørstig og går rundt med hænderne i siden og siger. “Nåeh” til alt. August, der er så sød og følsom og stærk. Og klog. Tatjana, der bare er smuk og fin og sjov som altid.

Og nu er jeg her. Lidt klogere på det hele, tror jeg. Jeg har virkelig funderet over, om jeg skulle lukke og slukke bloggen. For jeg kommer ikke til at skrive hver dag. Jeg har ikke intentioner om, at bloggen skal blive min levevej. Men jeg elsker at skrive og jeg elsker, at I følger med. Så for nu må det være nok. Jeg satser på kvalitet fremfor kvantitet. Ingen dårlig samvittighed. Bare ærlighed. Jeg håber sådan, at det også er nok for jer?

Ps. Som I kan se på ovenstående billede, har jeg også hænderne fulde med denne unge dame, der tror at kakaopulver, kokosmel, hvedemel og brun farin rent faktisk er til for hendes fornøjelse. Shit, hvor hun sviner.

Jeg vil sige det sådan her: For hvert år, jeg er mor, synes jeg, at frustrationen og bekymringerne vokser. Små børn små problemer, store børn store problemer, you know.

August er som sagt blevet 13 år og dermed er hormoner, følelser og udvikling i fuldt firspring. Det er sådan set også cool nok, men sløvheden, og til tider ignorancen, har, helt efter bogen, også sat ind… når det sker, så funderer jeg, så det knager, over, om han bare er under construction eller om jeg reelt set har opdraget ham til at være et uopdragent, dovent menneske. Her går jeg en smule i panik, ha.

Men. Så var det, at jeg morede mig over billeder på hans telefon og stødte på det sidste billede, han havde taget; et screendump af ovenstående saying, som, ifølge ham selv, talte til ham, og jeg blev sådan lidt: “Pyha, jeg har alligevel gjort noget rigtigt her”-agtig. Optur <3

Jeg er så heldig at have den her nu store og fregnede dreng i mit liv. Drengen med de blågrønne øjne og det gyldne hår, der om nogen kan sætte mit pis i kog. Drengen, der om nogen kan få mig til at sprutte af grin. Drengen, der om nogen kan få mit moderhjerte til både at hoppe, danse og bløde. August er blevet 13 år og jeg f.a.t.t.e.r. det simpelthen ikke.

Jovist, jeg har opdaget, at han er på vej ind i en verden, som jeg adgangsmæssigt er forment, jeg har fornemmet, at ungen har fået en flab som ikke rigtigt matcher mit billede af en artig dreng og jeg har både hørt og mærket, at det satme ikke er nemt at være 13 år. Kan du huske det? Alle de følelser, alle de kropslige forandringer, vi gennemgik? Teenagetiden er dælme ikke for teenagere.

Der er han nu, altså midt i det oprørte hav, som teenagetiden jo er, og selvom han i fem dage har haft udvekslingsbesøgende fra Rostock på besøg (og dermed har ageret vært og guide og ven), to lange dage har været på optagelse på DR og generelt set har sovet alt for lidt, så tog han, kun med lidt piv, et langt bad, en krammer og en mindre reprimande, afsted på optagelse igen i dag. Han er ret så sej og fortjener en weekend i underhylere foran skærmen, gør han.