Jeg vil gerne fortælle dig, hvordan det virkelig er.

Jo for pokker. Jeg vil gerne prøve at fortælle, hvordan det er at blive ramt så heftigt af stress, angst og depression, at man er sat ud af den her verden (i samme vending vil jeg også slå et slag for, at de personer, som ikke mener, at angst og depression bør behandles medicinsk, skal pakkes ned i lillebitte små æsker og shippes væk for good. Bare væk).

Men hvor begynder jeg? Skal jeg fortælle om den dag, hvor luften ligesom slap op, hvor panikken steg mig over hovedet, hvor jeg gik hvileløst rundt på gader og stræder og tænkte: “Shit, det her; det ender ikke godt.” Om alle de morgener, hvor jeg vågnede kl. 03.30 i lyserød veloursofa, vendte mig om og kastede op for derefter at sluge en beroligende pille og ligge så musestille, at maven ikke bevægede sig, således at pillen dermed ikke kom op igen? Skal jeg fortælle om angsten – den altopslugende, så forfærdeligt ulogiske angst, som husede min krop i flere måneder? Som overtog min mave, som lavede mine ben til gele, som duggede min hjerne til?

Det er ikke kønt at være ramt. Det er det virkelig ikke. Og jeg vil så gerne fortælle dig sandheden, den rå, uforfalskede, lede sandhed. Ikke forskønne detaljerne. For jeg ser alt for mange, der siger, at det har været en gave for dem at få fx stress. Jeg har endda skrevet en bog, der pænt indikerer, at der er en mening med galskaben. Bullshit. Det er der ikke. Det er ikke kønt. Punktum. Det er mørkt og det er ensomt og det er skrækindjagende som bare helvede at rode rundt i et hul så dybt, at end ikke 20 mænd, stående oven på hinanden, vil kunne få dig op. Det, der til gengæld er kønt, er den familie, der stiller op, de skuldre, der lader en græde og snotte og hoste på sig, den kæreste, der passer fortet og barnet, den store teenagedreng, man har, som kysser en blidt på panden og siger “Efter regn kommer sol”, de venner, der sender søde beskeder, de venner af venner, som sender beskeder. Det er skønhed. Det er finhed i dets reneste form. Men at være ramt; det bliver aldrig pænt.

Så lad mig starte med starten. Som egentlig ikke er starten. Men det er et skelsættende øjeblik for mig, fordi jeg dér kort tænkte, at angsten, som jeg var blevet ramt af 18 år tidligere (og btw var velmedicineret for i alle årene), var ved at hale ind på mig. Vi skal et år tilbage i tiden. Klokken er 03.00 og jeg har en stor kunde med et stort teknisk problem. Jeg har en programmør, som har sagt op i ren afmagt, og jeg har en hjerne, som skal, skal, skal fungere for at finde fejlen, men som kortslutter. Jeg har også influenza og hoster og hakker. Alligevel, den nat, pacer jeg mig selv frem og bliver ved med at teste, indtil det bliver lyst. Teknisk fejl fundet, alt ok. Men oplevelsen – at kravene oversteg min formåen, slap mig ikke. Den sad fast i mig i alt, hvad jeg lavede i mit arbejde. Jeg dobbelttjekkede alting, jeg dobbelttjekkede mit eget arbejde, jeg dobbelttjekkede de andres arbejde (Quite frankly; jeg drev andre til vanvid), jeg ville så gerne afgive suverænitet, men havde ikke overskud til at overlevere arbejdsopgaverne, som tårnede sig op på mit skrivebord, indtog aftener og nætter og tanker og alt det frirum i min hjerne, som skulle være gået til at kysse mine nærmeste. Det var en catch 22. Sådan føltes det. Jeg kunne ikke slippe fri.

Så skete det ulykkelige, at min kærestes mor blev alvorligt syg og døde. Og herre i himlen, hvor er der meget, man skal tage sig af, når et menneske dør. Selvklart skal man være en klippe. Tørre tårer væk, tage sig af husholdningen, hverdagen, firmaet. Begravelse skal arrangeres, gravøl skal fixes, hus skal ryddes, skøre mennesker skal håndteres. Eftertiden – det halve års tid efter dødens indtræffen, hvor man skal håndtere at mangle sin kæreste, skal man også deale med uden at pive. Og det gør man. Det gør man selvfølgelig.

Så vælger man også at istandsætte en lejlighed fra A-Z, for hvor svært kan det egentlig være at hyre ordentlig arbejdskraft? Rimeligt svært, kan jeg hilse og sige. Uden at gå i detaljer, så lad mig kaste følgende stikord ind: Opblanding af maling med vand for at få penge retur for maling, løgne og lovninger, stoffer, ting, der blev stjålet fra os og en lejlighed, der bare slet ikke er færdig, så vi ender i kolonihaven i tre uger uden vand… for derefter, første nat i den nye lejlighed, at vågne op til svimlende mængder af væggelus, der piler hen over vores kroppe…

Det var omtrent der, jeg takkede af og ikke kunne mere og fandt mig selv gispende efter luft nede på gaden, mens jeg tænkte, at noget meget væmmeligt var på trapperne. Og det var der også. Jeg faldt helt igennem. Der fulgte en måned med praktisk talt ingen søvn, angst, der okkuperede hele mit sind og forplantede sig i min krop i form af et hjerte, der slog lidt forkert, et blodtryk, der var tårnhøjt, ben, der eksede under mig, maveindhold, der konstant ville op, en krop (og igen et sind, for de to ting hænger uløseligt sammen), der rystede, gispede, klaprede. En tid på en sofa, helt krøllet sammen, næsten daglige besøg hos psykiater, en tyndslidt kæreste, horder af medicin, som skulle få mig til at sove, slappe af, finde ro, finde glæde, finde fodfæste…

Og nu er vi i juli. Jeg har gode dage – dage, hvor jeg tænker:”I’m back!”. Og dårlige dage, der bare rammer ekstra hårdt, når jeg har haft en god dag. Jeg er 15 uger inde i ny medicin, og jo, den virker… lidt i hvert fald. Den har givet mig en bund, men jeg er stadig frygtelig skrøbelig. Jeg arbejder stadig ikke fuld tid, ved ikke engang rigtigt, hvad dagen bringer, når jeg slår øjnene op. Lige nu er og findes alt andet, end hvad jeg ønskede for mig selv og min familie (og lad os ikke engang begynde at snakke om den dårlige, sorte samvittighed, jeg føler på den konto!), men jeg er her, og i det store og hele går det fremad. De fleste dage er kvalmefrie. Det hænder faktisk også, at jeg griner. Og jeg arbejder og nyder, når jeg lykkes. Jeg mærker tydeligt, at jeg elsker min familie og mine venner helt derind, hvor det mærkes – de har virkelig båret mig igennem.

Men jeg har lang vej igen, før jeg er helt tilbage – og jeg er ikke engang sikker på, at jeg vil tilbage dertil, hvor jeg var. Jeg ved, at jeg ikke vil tilbage til der, hvor jeg følte, jeg druknede, der, hvor arbejdet fyldte alt, og der, hvor jeg ikke rigtig ‘var der’, hvor irritationen ulmede lige under overfladen. Men jeg har stadig masser af store armbevægelser og ambitioner, så hvordan forenes det? Det arbejder jeg lidt med hos psykologen, hos psykiateren, hos mine kollegaer, som for øvrigt også har vist sig at være vidunderlige.

Så…. to be continued. Som i helt konkret: Jeg regner med at give status en gang imellem, komme med et par gode råd (hvis jeg har nogen) og igen genoptage bloggen på mine præmisser. Måske vil jeg også give meldinger om forskellige stress-reducerende kurser, ophold e.a., som kan være både mig og jer til gavn. We’ll see.

Bliver det nemmere.

Siden August var to år, har han været sådan et barn der hver 7. dag skulle pakke sine ting sammen i en Svampe Bob-taske for at rykke det ene eller andet sted hen. Pakke ud, tilpasse sig, finde sig til rette.

Hvis du spørger mig, om han har taget skade af det, så nej. Det tror jeg ikke, for jeg synes egentlig, at vi voksne har været eksemplariske og gode til at tage hans behov alvorligt, men det ændrer ikke på det faktum, at det må være sært at skulle fylde yndlings-dinosauerne, action-mændene, tøjet og savnet (og nu mobilen, det pæne tøj, udstyret til amerikansk fodbold og hvad der ellers fylder hans hverdag ud) ned i en til-formålet-taske og rykke sig selv et andet sted hen hver uge. Til mennesker, han elsker, og til mennesker, der elsker ham, ja, men du ved. Ikke at høre til ét sted.

Omvendt er det bare sådan, det har måtte være. Det er det, vi har skønnet har givet ham mest tryghed og kærlighed, trods alt, i en ikke alt for cool situation, hvor mor og far gik fra hinanden. Jeg har nogle gange tænkt på, om alle vi voksne ikke kunne flytte sammen under ét tag, men åh gud, hvor ville det alligevel være en katastrofe.

Så selvom jeg husker de første års hver anden fredage som ren og skær amputation (mixet med lige dele friheds-følelse, bevares), og selvom savnet nogle dage var ubærligt, så fortryder jeg ikke. Det gør jeg virkelig ikke, for det kunne ikke være anderledes. På den anden side: Selvom jeg lærte at nyde friheden, så har det aldrig givet mening. Det giver på inden måde mening at give sit barn fra sig hver anden uge, heller ikke selvom det er til trygge, kærlige mennesker. Det er naturstridigt, forkert og åndssvagt, men altså nødvendigt, fordi det bare er sådan, det er.

Det er på nogle måder blevet meget nemmere med årene, men dengang var det bare allround svært; sådan husker jeg det. At have en lille purk hos sig, på skødet næsten hele tiden, til lammende stilhed. Så fingrerede jeg et skænderi, lavede vilde kager eller andet, der ligesom udfyldte det tomme rum, indtil jeg på tredje-dagen fandt fred med realiteterne, nød dagene, indtil han kom tilbage, og jublede, når han sad på mit skød igen.

Nu er August blevet så stor, at han i sagens natur ikke hænger ud på mit skød længere, det er mere noget med en lukket dør, nogle venner og en Playstation, men hans fravær føles alligevel ret tydeligt. Jeg tager mig i at kalde på ham, fordi der er aftensmad, Elizabeth spørger, om han er på tur, Tatjana finder noget sjovt, som hun tænker, at han også vil synes er sjovt.

Det er mærkeligt. Stadigvæk. Men vi bliver i hans fravær til gengæld mindet om, hvor højt vi elsker ham.

Det blik.

Hvis man nu set bort fra, at det egentlig er et små-dårligt iPhone-foto, så er jeg fuldkommen verliebt i det her billede af min nu til november 2-årige lille dame, der sidder og venter i cykelskuret på at blive kørt i vuggestue. Det blik, altså…

Hun kan så mange ting, er så fræk, så sød, så snakkesalig (oh my så snakkesaglig!), så mærkelig og så fin, at jeg praktisk talt ikke kan huske, at hun ikke var her.

Jovist er det hamrende, latterligt hårdt igen at have sådan en opmærksomhedskrævende størrelse, og nej, jeg har ikke glemt de første måneders udbrændte frustration, men jeg vil alligevel ikke ønske det anderledes, når hun lister hen til mig og lægger sit hoved på mit ben og siger: “Kkkraaaam”. Når hun vinker på en måde, så det ser ud som om hun tæller penge. Når hun til stor moro og frustration ikke kan udtale ‘b’ (og hendes mormor har kaldt hende bisse tilstrækkeligt mange gange til, at hun efteraber) og dermed render rundt i Nordjylland og råber: “Fiiissssse” på gader og stræder. Når hun kysser med en spids, lille frømund og lægger sin arm om halsen på mig og siger: “Mu”, fordi hun ikke kan udtale ‘Musse’ endnu.

Åh suk, altså. Få et par børn. Virkelig. Også selvom de driver dig til vanvid ret ofte.

Tænkeboks and much to do.

Først havde jeg dårlig samvittighed. Sort, regnvejrs-tung samvittighed over ikke at skrive flere blogindlæg, end jeg gjorde. Sagen var bare, at jeg var tom for ord, tom for meninger og jeg havde andre ting at tage mig af og til, som for eksempel det, jeg bliver betalt for at udføre. Dernæst blev jeg laissez faire en rum tid. Sådan: “Ah, det er jo også ferietid. Hvem læser egentlig med anyhow?” og tyngden forsvandt fra mine skuldre, hvilket føltes besnærende rart.

Og først herefter, da jeg gav slip på al den forbandede ‘åh, du burde også…’ og ‘helt ærligt, der er folk, der regner med, at du giver lyd fra dig’, begyndte sætninger, som jeg tænkte, at jeg måtte nå at få nedfældet her på bloggen, inden de forsvandt igen, at dukke op i mit hoved. Ting, jeg gerne ville dele, poppede op. Små hverdags-momenter, store øjeblikke, fine Etsy-fund, TED-talks om kærlighed og små, skøre ting som nu halvanden-årige Elizabeth, der kækt råber: “Meeeeere koldeeeee”, når hun er tørstig og går rundt med hænderne i siden og siger. “Nåeh” til alt. August, der er så sød og følsom og stærk. Og klog. Tatjana, der bare er smuk og fin og sjov som altid.

Og nu er jeg her. Lidt klogere på det hele, tror jeg. Jeg har virkelig funderet over, om jeg skulle lukke og slukke bloggen. For jeg kommer ikke til at skrive hver dag. Jeg har ikke intentioner om, at bloggen skal blive min levevej. Men jeg elsker at skrive og jeg elsker, at I følger med. Så for nu må det være nok. Jeg satser på kvalitet fremfor kvantitet. Ingen dårlig samvittighed. Bare ærlighed. Jeg håber sådan, at det også er nok for jer?

Ps. Som I kan se på ovenstående billede, har jeg også hænderne fulde med denne unge dame, der tror at kakaopulver, kokosmel, hvedemel og brun farin rent faktisk er til for hendes fornøjelse. Shit, hvor hun sviner.

Be kind. Always.

Jeg vil sige det sådan her: For hvert år, jeg er mor, synes jeg, at frustrationen og bekymringerne vokser. Små børn små problemer, store børn store problemer, you know.

August er som sagt blevet 13 år og dermed er hormoner, følelser og udvikling i fuldt firspring. Det er sådan set også cool nok, men sløvheden, og til tider ignorancen, har, helt efter bogen, også sat ind… når det sker, så funderer jeg, så det knager, over, om han bare er under construction eller om jeg reelt set har opdraget ham til at være et uopdragent, dovent menneske. Her går jeg en smule i panik, ha.

Men. Så var det, at jeg morede mig over billeder på hans telefon og stødte på det sidste billede, han havde taget; et screendump af ovenstående saying, som, ifølge ham selv, talte til ham, og jeg blev sådan lidt: “Pyha, jeg har alligevel gjort noget rigtigt her”-agtig. Optur <3

Store dreng.

Jeg er så heldig at have den her nu store og fregnede dreng i mit liv. Drengen med de blågrønne øjne og det gyldne hår, der om nogen kan sætte mit pis i kog. Drengen, der om nogen kan få mig til at sprutte af grin. Drengen, der om nogen kan få mit moderhjerte til både at hoppe, danse og bløde. August er blevet 13 år og jeg f.a.t.t.e.r. det simpelthen ikke.

Jovist, jeg har opdaget, at han er på vej ind i en verden, som jeg adgangsmæssigt er forment, jeg har fornemmet, at ungen har fået en flab som ikke rigtigt matcher mit billede af en artig dreng og jeg har både hørt og mærket, at det satme ikke er nemt at være 13 år. Kan du huske det? Alle de følelser, alle de kropslige forandringer, vi gennemgik? Teenagetiden er dælme ikke for teenagere.

Der er han nu, altså midt i det oprørte hav, som teenagetiden jo er, og selvom han i fem dage har haft udvekslingsbesøgende fra Rostock på besøg (og dermed har ageret vært og guide og ven), to lange dage har været på optagelse på DR og generelt set har sovet alt for lidt, så tog han, kun med lidt piv, et langt bad, en krammer og en mindre reprimande, afsted på optagelse igen i dag. Han er ret så sej og fortjener en weekend i underhylere foran skærmen, gør han.

Mit lille myr.

Min lille trutmund er begyndt i vuggestue i dag. Så stor og dog så lille. Ahr, men altså, jeg har svært ved at forstå, at hun nu er halvanden år gammel, kan hoppe, danser på livet løs… og nu skal til at omgåes andre voksne end hendes mo-ar’ere.

Men åh, hvor bliver det godt. For alle. Og nok specielt for hende, det lille myr, der drilsk tager små, bestemte bidder af livet og nu i det stille skal stå på egne ben. Jeg ved, at de kan bære.

… og forsinket mors dag.

Jeg fik kys, ‘jeg elsker dig’ og fine blomster fra haven i går… så fint.

Tænk sig at jeg er nogens mor. At jeg betyder så meget for to små væsener. Hvor vildt er det lige?

.

VIND GAVEKORT PÅ 1.000 KRONER TIL VIOLASKY.DK

Hvis jeg skal være helt ærligt, og det har jeg det bedst med, så er jeg egentlig mest forfalden til sorte bomulds-trusser. De er praktiske, enkle, pæne og ja, jeg er med, kedelige. Jeg bryder mig ikke om at føle mig påtaget sexet i sorte (eller oh gru, røde) blonder, g-streng eller hofteholder. Jeg føler mig faktisk tåbelig, en smule tarty og en lille, meget ivrig rødstrømpe indeni mig råber alt for højt og skingert til, at jeg orker at gøre forsøget og måske vænne mig til det.

Guderne skal vide, at jeg er blevet kontaktet af mange undertøjsmærker i tidens løb her på bloggen, og hver og en har jeg takket nej til med ovenstående forklaring, men så var det, at det danske og vældigt fine mærke Viola Sky kontaktede mig.

Viola Sky, med Sonja Wolffbrandt Christensen i spidsen, designer glamourøst luksuslingeri med fokus på god pasform, gerne med referencer til 50’ernes pinups, og netop sammensætningen af fed silke, fine blonder og lollypop-værdige nuancer er, hvis du spørger mig, rent faktisk sexet, praktisk og piget på én og samme tid. Rødstrømpen indeni mig tier stille. What a catch.

Det er derfor, at du, fra nu og indtil på fredag, kan vinde et gavekort på 1.000 kroner til Viola Sky’s webshop, hvor du kvit og frit kan finde det sæt, der passer dig bedst.

For at deltage i konkurrencen om verdens fineste præmie fra Viola Sky, skal du følge nedenstående konkurrence-regler (Husk at alle reglerne skal overholdes for, at du er med i opløbet):

1. Du skal like Viola Sky’s side på Facebook
2. Du skal like bloggens (altså min) side på Facebook
3. Du skal svare på følgende spørgsmål i bloggens kommentarfelt: Hvilket Viola Sky-sæt vil du gerne eje, hvis du vinder?

Konkurrencen løber til fredag den 9. maj klokken 23.59 og vinderen offentliggøres her på bloggen efterfølgende.

Held og lykke <3

Ps. Nogle kommentarer skal have min forhåndsgodkendelse, før de er offentlige på bloggen, men bare rolig, de – og du – er med i konkurrencen!

At være tilstede.

Fra venstre: 1. Canapeer med laks og fennikel-remoulade, uhm. 2. Helt ærligt, mere nærvær med den her trunte, tak. 3. Those eyes… seje, store dreng. 4. Tænk hvis man kunne genfinde den barnlige glæde ved bare at gynge igen. 5. Små fine, sirlige hindbærsnitter. 6. Første Nutella-mad. Need I say more? 7. De to små væsener, som jeg øver mig på. 8. Åh, hjerte brist ikke. 9. Mellemstor nuttegris.

Jeg er mæt. Mæt på mad, køreture, påskeæg, skøn udsigt, søde mennesker og lang dag. Sidder i sengen og skriver, imens mine fødder nusser hinanden, som levede de deres eget liv, og jeg nyder at være tilstede… eller måske er jeg i realiteten bare på forkant og føler derfor, at der er plads, rum og luft til bare at være her lige nu uden at føle behovet for at foretage mig noget.

Det her med at være tilstede rumsterer i øvrigt en del i mig for tiden. For hvordan kan jeg være det, altså tilstede? At være tilstede burde være en pænt nem bedrift, jovist, men det nemme fejler alt for ofte, synes jeg. For nuet, hos mig, består af alt for mange ‘åh så skal jeg også…’, ‘husk nu…’ og ‘kunne man gøre det sådan, at…’. Så mange ‘hvis og hvis, min røv er spids’, at øjeblikket forpasser, fordufter. Jeg kan ikke være den eneste, der har det sådan, vel? Som har svært ved at nyde lige netop det, der sker nu, uden at skele til fortid og/eller fremtid, pligter og latterligheder?

Måske er det bare en del af det moderne liv ikke rigtig at være tilstede, fordi ambitionsniveauet er så højt. Måske er det for mig en eftervirkning af en stresset periode for nogle år siden, hvor sind og hjerne kogte så meget sammen (… og det må jeg fortælle om engang, når jeg er parat), at jeg er blevet virkelig dygtig til at fikse, ordne og kategorisere. For at skabe ro og overblik.

Under alle omstændigheder: Når man har børn, arbejde, pligter, en nogenlunde anal standard for husets udseende, og man samtidig har en hjerne, der kræver struktur, måske/måske ikke på grund af ovenstående, well, så har jeg alt for mange dage, hvor jeg kunne have gjort det bedre, kunne have kigget lidt mere indgående på den dukke, som Izzy finder så spændende, læst bøgerne med mere indlevelse i stedet for at jappe dem igennem og simultant i smug tjekke min mobil. Jeg kunne have kigget August lidt mere i øjnene og spurgt ind til det der kedelige spil, han spiller. Jeg kunne have smidt alle tanker hen i hjørnet af haven og nydt kaffen og solstrålen og de første fregner. Og ja ja, jeg kunne også bare slappe af og lade være med at slå mig selv oven i hovedet. Men sagen er, at jeg faktisk gerne vil gøre det bedre. Fordi det jo bare er et federe liv.

Sagen er, at når jeg laver collager som ovenstående, så ser jeg pludselig det hele mere klart og fatter, måske kun for et kort øjeblik, at det altså er nu livet skal leves. Jeg øver mig. Og griner samtidig over den her.