Pausebaby.

Næsten 14 dage er nok alligevel, min ringe bloghistorik til trods, det længste, jeg har gået uden at blogge. Men det virkelige liv har kaldt så grueligt på mig, og i forbifarten, altså mens livet drøner forbi, er jeg ikke særlig dygtig til at tage snapshots af, hvad livet optager mig med.

In short; flytning i kolonihave, men først i weekenden, gode kunder, sjov, men lettere hysterisk baby, sjov og samtidig tvær teenager, et hav af fine køb og ualmindeligt megen maling af barnesenge, vægge, paneler og døre. Og det er ikke forbi endnu. Og hvis vi lige henleder opmærksomheden på det her indlæg, så går det pænt dårligt med at opretholde standarden.

Jeg vender stærkt tilbage. Til det hele. Også dig.

Træt baby med træt Mor no. 2. I matchende bluser.

Hverdagsglimt #3

*** Jeg er gået komplet i kolonihave-mode og vælter mig i drømme om gamle franske klapstole i afskallede, sarte mint, blå og rosa nuancer, lun solskin og gode venner på besøg.

*** Jeg hjemsøges af billede-glimt fra et særligt afsnit af fra TV4’s afsnit af ‘Børneafdelingen’, hvor en lille pige, på akkurat samme alder som Elizabeth, dør. Jeg kan simpelthen ikke ryste billederne af mig.

*** Jeg maler Elizabeths lille kolonihave-seng sart, sart mint og har fjernet Ferm Living-tapet fra Augustes værelse, så han får en sand teenage-crib.

*** Jeg har shoppet de fineste puder fra Cam Cam, som jeg knuselsker.

*** Jeg undrer mig over at så mange partout ytrer, at Eva Harlou må have anoreksi, fordi hun er så tynd. De findes jo; de naturligt slanke. Personligt synes jeg, hun er pænt godt sammensat.

*** Elizabeth sidder lige her ved siden af mig, iført alt for lille flowerpower-natdragt og ser – endnu – et afsnit af ‘Ramasjang Mysteriet’, alt imens hun råber ‘1.2.3’. Tænk sig, at man, så lille, allerede har yndlingsprogrammer og husker reklameblokke. Åh gud.

*** Jeg har små afskårne perlehyacinter i mine vaser. Sådan nogle simple ting gør mig glad.

*** Jeg griner, endnu engang over, ham her. Han er da for morsom.

*** Jeg synes, det er afsindigt svært at være mor til en teenager. Alt for megen korrekseren; alt for få kys.

Credits: New York Times ‘Modern Love’-sektion.

Hverdagsglimt #2

… Iført sort kjole fra Genbrugsforretningen nede ad gaden, sidder jeg lige nu på karrygul sofa, jeg genfandt på loftet og møvede ned i vores stue. For stor til lille lejlighed – stadig, suk. Neglene er rødlakerede, og faktisk næsten intakte. Der er papirer over det hele fra det gabende kedelige regnskab, jeg er ved at afslutte. Jeg mailer med en sød leder fra et Rudolph Steiner-børnehus og krydser alt hvad krydses kan for en plads. Der er kun kaffegrums i min kop, jeg savner kaffe, og jeg bruger mine ti minutters pause på at skrive til dig, alt imens jeg leder efter fin mintfarvet kommode til Elizabeths værelse i kolonihaven.

… Life in short.

VIND DET SMUKKESTE VOKSEN-SENGETØJ FRA DANSKE CAM CAM (VÆRDI 1.398 DKK)

Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for danske Cam Cam‘s fine sengetøj. Mage til skønhed skal man lede længe efter… det der umiskendelige twist af skandinavisk enkelthed parret med de japanske mønstres sødme er to die for, og jeg er ærligt talt pænt stolt af, at de fine styles er produceret af et dansk designfirma.

Izzy sover sødt i Cam Cam‘s sengetøj, og det er jo også alt sammen udemærket, men jeg må indrømme, at jeg har sendt længselsfulde blikke efter junior-sengetøjet og i mit stille (og knap så stille) sind har ønsket, at Sara Giese Camre, som er the mastermind bag Cam Cam, og i øvrigt etablerede Cam Cam i 2012, ville sy sengetøjet op i voksen-størrelse.

… og pludselig gjorde hun det! Resultatet er en række meget, meget smukke voksen-sengesæt, som i hvert fald gør min soveoplevelse en kende mere glamourøs. Bare det at dykke ned i en dyne med det fine mønster på gør mig glad. I den mere lavpraktiske ende kan jeg også berette, at mønsteret på sengetøjet gør, at små fedtede børnefingre, der liiiige skal knuge dynen, ikke ses så tydeligt. Win.

Og nu, mine damer og herrer, kan du rent faktisk vinde to sæt af det smukke dybblå Sashiko Star Blue-sengetøj til en samlet værdi af 1.398 kroner. Sashiko Star Blue byder på et enkelt grafisk design med det klassiske, japanske mønster, Asanoha, på en helt dyb, mørkeblå baggrund. Selvfølgelig blød bomuldskvalitet, 100 % eco-friendly bomuld, indfarvet med naturfarve, lukkes med bændler i bund af dynebetræk og kan vaskes på 40 grader.

Præmien, der udloddes, inkluderer 2 x 1 voksendynebetræk, 140 x 200 cm, og matchende hovedpudebetræk, 60×65 cm; begge kommer i matchende stoftaske, som kan bruges til mangt og meget, fx indkøb.

For at deltage i konkurrencen om verdens mest cool præmie fra Cam Cam, skal du følge nedenstående konkurrence-regler (Husk at alle reglerne skal overholdes for, at du er med i opløbet):

1. Du skal like Cam Cam’s side på Facebook
2. Du skal like bloggens (altså min) side på Facebook
3. Du skal svare på følgende spørgsmål i bloggens kommentarfelt: Hvornår blev Cam Cam etableret?

Konkurrencen løber til torsdag den 20. februar klokken 23.59 og vinderen offentliggøres her på bloggen.

Held og lykke <3

Ps. Nogle kommentarer skal have min forhåndsgodkendelse, før de er offentlige på bloggen, men bare rolig, de – og du – er med i konkurrencen!

Hverdagsglimt #1

… Jeg har forstuvet min tå, jeg har den største pose slik foran mig, jeg ser et program på TLC om en mand med 60 kilo tunge testikler (wtf til temaet og ditto til at jeg rent faktisk s.e.r. programmet?), solen har skinnet i dag, så jeg har fået tre fregner på næsen, jeg arbejder, arbejder, arbejder, en lille, nuttet fire-årig kommer på besøg senere, et-årig er på tur med sin mormor, 12-årig gamer for vildt på sit værelse, maler… maler, og ikke mindst kommer her en status på det her med at gøre mig mere umage: Jeg har strømpebukser der har set bedre dage og en uformelig sæk på… men mine negle er lakerede.

Getting there. Slowly.

Om at gøre sig umage (og smide de djævelske joggingbukser ud).

Jeg er egentlig ikke til nytårsfortsætter, men jeg har i 2013 (og 2012, 2011, 2010, ahrem) været ret (alt) for mageligt anlagt. Noget med at tage på og så give fanden i, hvordan jeg tog mig ud. Smide håret i en knold, bære nul makeup, iføre mig joggingbukser, en t-shirt og en cardigan, gerne med maler- eller fedtpletter på. Gerne uflatterende i snit. Man skulle da nødig rende rundt og føle sig lækker, vel?

Det der ‘hov, jeg er lige stået op og er i øvrigt fuldkommen ligeglad med mit ydre’-look kan godt se kasualt og cool ud, jovist, det gør det bare ikke rigtig på mig. Jeg ligner ærligt talt bare en lille dame, der har givet op. Og når jeg ser glimt af mit nye, kedelige jeg, i butiksvinduerne, så bliver jeg trist, for jeg kan jo godt gøre det bedre. For helvede.

Selvom jeg er 36 år, og dermed gysende tæt på de 40, selvom jeg ikke går hen på et kontor hver dag for at arbejde, og selvom jeg ærligt talt kun orker komfortabelt tøj i ordentlige materialer, og ditto kun magter sko, der rent faktisk virker til at ville mine fødder godt, så har lidt læbestift vel aldrig skadet? Det gør vel i grunden heller ikke ondt at afse fem minutter til en hurtig up-do, at rulle mit tøj med en fnugrulle eller at fundere over, om den oversize t-shirt, jeg elsker så højt, rent faktisk gør noget godt (eller omvendt) for min figur?

Et af mine nytårsønsker (eller okay; det eneste) er at gøre mig umage med mit look og aldrig-aldrig-aldrig igen falde i hverdagsfælden, hvor det hele også kan være lige meget. Hvor dagene bare går. Hvor udvoksningen rent faktisk når at vokse ud i fuld længde. Hvor læbestiften er tørret ind. Nogle dage vil jeg skrue lidt mere ned, andre dage helt vildt op for smukkesér-Maria, men aldrig lade stå til.

For når jeg lægger eyeliner, giver vipperne en ekstra tur med mascara-børsten, har et rent, pænt, flatterende sæt tøj på og ifører mig høje hæle, så føler jeg mig meget, meget mere som Maria. Ikke Mor-Maria. Ikke arbejds-Maria. Ikke alle-andres-Maria. Bare Maria, som jeg svagt husker hende. Og når jeg gør noget ud af mig selv, så betyder de ekstra kilo, der satte ligeglads-lavinen i gang, ikke ret meget længere.

Hvis jeg skal forsøge at opsummere, så er det noget med at worke what you’ve got (time for). Har du kun tid til en krøllet skjorte og et par jeans, så lakér de negle og puds de sko, så du ser groomed ud. Hvis dit hår er små-fedtet, og du død-pine ikke har tid til at vaske det, så find en tutorial på nettet, der viser dig en hurtig opsætning på fem minutter. Det er vitterligt de små ting, der gør hele forskellen… det er neglelakken, læbestiften, det fnuller-frie tøj, den lette og enkle up-do, der gør, at du føler dig fin; kilo til trods.

Not rocket science, I know, men ikke desto mindre en vigtig huskeregel, ikke?

Ps. Selv dyret i baggrunden troede jeg var en del af naturen, hø.

Blemås og forklæde.

Beklager den seneste uges stilhed. Først en syg baby og så en syg mo-ar. Host, hak, av-mit-hoved. Og selvom man render rundt og skranter, så er der stadig et arbejde at passe, aftensmad, der skal laves, buttede kinder, der skal kysses… og en seng, der virkelig, som i virkelig, trak.

Jeg er ved at være i omdrejninger igen, hvilket er dejligt. Og junkfood, rugbrødsmadder og yoghurt er erstattet af hjemmelavet mad… med en ung dame som mini-kok.

Prøv at se den blemås, de små tykke ben og det ganske horrible forklæde, hun har på. Hun elsker at stå på den taburet og ‘hjælpe’ til. Får hun ikke lov, så står hun enten, klistret til mit ben, og råber ‘Kom!’ eller ‘Be om’… og det er ikke sådan lige til at stå for <3 Nå, men jeg har tonsvis af indlæg, konkurrencer og kærlighed til jer, så jeg vender stærkt tilbage. Snart.

Dagens nuttegris.

Smelte, smelte. Så enkelt er det.

Jeg har en gave til dig, som jeg tror, du bliver (ret!) glad for.

… eller det vil sige: Det har Anna Bogdanova faktisk.

Hun var så vild med julekonkurrencen, som i december blev fyret af her på bloggen, at hun har besluttet sig for at give alle jer, der jo desværre ikke vandt præmien, en januar-gave, der, i min optik, rent faktisk giver mere end mening:

Fra i dag og indtil torsdag i næste uge, det vil sige til den 16. januar kl. 23.59, tilbyder hun nemlig læsere af bloggen hele 50% rabat på onlineforløbet ‘Baller uden buler’.

Så i stedet for at du skal betale 2.497 kroner for at komme i dit livs form (med kun én times træning om ugen, that is), kan du få kurset til 1.247 kroner. Not bad.

Du kan læse lidt mere om programmet (som også strammer en masse andet op end baller – vi er ude i noget med, at øvelserne kan formindske din talje med 6-10 centimeter!) her, hvor jeg skriver lidt om det, og her, hvor Anna har ordet.

Det eneste, du faktisk skal gøre, er at klikke dig ind på det her link, så går det hele let og elegant og rabatten bliver fratrukket med det samme.

Tilbuddet gælder kun til den torsdag den 16. januar klokken 23.59, så skynd dig.

365 Grateful.

Nej, jeg kommer nok ikke til at printe billeder ud hver dag, klistre dem i en bog og nedfælde min taknemmelighed for de små øjeblikke, som videoen nedenfor lægger op til (men ideen er fin!). Til gengæld har jeg dem, 2013-taknemmelighederne, lagret i mine tanker og mit hjerte: Første gang Izzy sagde ‘hej’. Flytningen til en lille lejlighed – og dermed mere frihed. Madoplevelser ud over det sædvanlige. Augustes sorte, morsomme humor, som har foldet sig gevaldigt ud i 2013. Rutsjeture med familiens små mennesker. Sommerferien i Nordjylland. Elizabeths første fødselsdag. Alle sammen er de lagt til side for at skabe et nyt 2014, men de er ikke glemt.

Jeg håber, at du lagrer 2013 et trygt og varmt sted (eller, hvis 2013 har været et lorteår, husker de gode ting, der trods alt må være sket i det år, og sparker resten ad helvedes til…) og så håber jeg, at 2014 bliver dit år. Jeg kan mærke, at 2014 for os bliver godt, som i rigtig godt. Jeg glæder mig sådan til, at du følger mig, mine til tider skæve tanker og min familie gennem det nye år <3