Fra venstre: 1. Canapeer med laks og fennikel-remoulade, uhm. 2. Helt ærligt, mere nærvær med den her trunte, tak. 3. Those eyes… seje, store dreng. 4. Tænk hvis man kunne genfinde den barnlige glæde ved bare at gynge igen. 5. Små fine, sirlige hindbærsnitter. 6. Første Nutella-mad. Need I say more? 7. De to små væsener, som jeg øver mig på. 8. Åh, hjerte brist ikke. 9. Mellemstor nuttegris.

Jeg er mæt. Mæt på mad, køreture, påskeæg, skøn udsigt, søde mennesker og lang dag. Sidder i sengen og skriver, imens mine fødder nusser hinanden, som levede de deres eget liv, og jeg nyder at være tilstede… eller måske er jeg i realiteten bare på forkant og føler derfor, at der er plads, rum og luft til bare at være her lige nu uden at føle behovet for at foretage mig noget.

Det her med at være tilstede rumsterer i øvrigt en del i mig for tiden. For hvordan kan jeg være det, altså tilstede? At være tilstede burde være en pænt nem bedrift, jovist, men det nemme fejler alt for ofte, synes jeg. For nuet, hos mig, består af alt for mange ‘åh så skal jeg også…’, ‘husk nu…’ og ‘kunne man gøre det sådan, at…’. Så mange ‘hvis og hvis, min røv er spids’, at øjeblikket forpasser, fordufter. Jeg kan ikke være den eneste, der har det sådan, vel? Som har svært ved at nyde lige netop det, der sker nu, uden at skele til fortid og/eller fremtid, pligter og latterligheder?

Måske er det bare en del af det moderne liv ikke rigtig at være tilstede, fordi ambitionsniveauet er så højt. Måske er det for mig en eftervirkning af en stresset periode for nogle år siden, hvor sind og hjerne kogte så meget sammen (… og det må jeg fortælle om engang, når jeg er parat), at jeg er blevet virkelig dygtig til at fikse, ordne og kategorisere. For at skabe ro og overblik.

Under alle omstændigheder: Når man har børn, arbejde, pligter, en nogenlunde anal standard for husets udseende, og man samtidig har en hjerne, der kræver struktur, måske/måske ikke på grund af ovenstående, well, så har jeg alt for mange dage, hvor jeg kunne have gjort det bedre, kunne have kigget lidt mere indgående på den dukke, som Izzy finder så spændende, læst bøgerne med mere indlevelse i stedet for at jappe dem igennem og simultant i smug tjekke min mobil. Jeg kunne have kigget August lidt mere i øjnene og spurgt ind til det der kedelige spil, han spiller. Jeg kunne have smidt alle tanker hen i hjørnet af haven og nydt kaffen og solstrålen og de første fregner. Og ja ja, jeg kunne også bare slappe af og lade være med at slå mig selv oven i hovedet. Men sagen er, at jeg faktisk gerne vil gøre det bedre. Fordi det jo bare er et federe liv.

Sagen er, at når jeg laver collager som ovenstående, så ser jeg pludselig det hele mere klart og fatter, måske kun for et kort øjeblik, at det altså er nu livet skal leves. Jeg øver mig. Og griner samtidig over den her.

Næsten 14 dage er nok alligevel, min ringe bloghistorik til trods, det længste, jeg har gået uden at blogge. Men det virkelige liv har kaldt så grueligt på mig, og i forbifarten, altså mens livet drøner forbi, er jeg ikke særlig dygtig til at tage snapshots af, hvad livet optager mig med.

In short; flytning i kolonihave, men først i weekenden, gode kunder, sjov, men lettere hysterisk baby, sjov og samtidig tvær teenager, et hav af fine køb og ualmindeligt megen maling af barnesenge, vægge, paneler og døre. Og det er ikke forbi endnu. Og hvis vi lige henleder opmærksomheden på det her indlæg, så går det pænt dårligt med at opretholde standarden.

Jeg vender stærkt tilbage. Til det hele. Også dig.

Træt baby med træt Mor no. 2. I matchende bluser.

*** Jeg er gået komplet i kolonihave-mode og vælter mig i drømme om gamle franske klapstole i afskallede, sarte mint, blå og rosa nuancer, lun solskin og gode venner på besøg.

*** Jeg hjemsøges af billede-glimt fra et særligt afsnit af fra TV4’s afsnit af ‘Børneafdelingen’, hvor en lille pige, på akkurat samme alder som Elizabeth, dør. Jeg kan simpelthen ikke ryste billederne af mig.

*** Jeg maler Elizabeths lille kolonihave-seng sart, sart mint og har fjernet Ferm Living-tapet fra Augustes værelse, så han får en sand teenage-crib.

*** Jeg har shoppet de fineste puder fra Cam Cam, som jeg knuselsker.

*** Jeg undrer mig over at så mange partout ytrer, at Eva Harlou må have anoreksi, fordi hun er så tynd. De findes jo; de naturligt slanke. Personligt synes jeg, hun er pænt godt sammensat.

*** Elizabeth sidder lige her ved siden af mig, iført alt for lille flowerpower-natdragt og ser – endnu – et afsnit af ‘Ramasjang Mysteriet’, alt imens hun råber ‘1.2.3’. Tænk sig, at man, så lille, allerede har yndlingsprogrammer og husker reklameblokke. Åh gud.

*** Jeg har små afskårne perlehyacinter i mine vaser. Sådan nogle simple ting gør mig glad.

*** Jeg griner, endnu engang over, ham her. Han er da for morsom.

*** Jeg synes, det er afsindigt svært at være mor til en teenager. Alt for megen korrekseren; alt for få kys.

Credits: New York Times ‘Modern Love’-sektion.

… Iført sort kjole fra Genbrugsforretningen nede ad gaden, sidder jeg lige nu på karrygul sofa, jeg genfandt på loftet og møvede ned i vores stue. For stor til lille lejlighed – stadig, suk. Neglene er rødlakerede, og faktisk næsten intakte. Der er papirer over det hele fra det gabende kedelige regnskab, jeg er ved at afslutte. Jeg mailer med en sød leder fra et Rudolph Steiner-børnehus og krydser alt hvad krydses kan for en plads. Der er kun kaffegrums i min kop, jeg savner kaffe, og jeg bruger mine ti minutters pause på at skrive til dig, alt imens jeg leder efter fin mintfarvet kommode til Elizabeths værelse i kolonihaven.

… Life in short.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for danske Cam Cam‘s fine sengetøj. Mage til skønhed skal man lede længe efter… det der umiskendelige twist af skandinavisk enkelthed parret med de japanske mønstres sødme er to die for, og jeg er ærligt talt pænt stolt af, at de fine styles er produceret af et dansk designfirma.

Izzy sover sødt i Cam Cam‘s sengetøj, og det er jo også alt sammen udemærket, men jeg må indrømme, at jeg har sendt længselsfulde blikke efter junior-sengetøjet og i mit stille (og knap så stille) sind har ønsket, at Sara Giese Camre, som er the mastermind bag Cam Cam, og i øvrigt etablerede Cam Cam i 2012, ville sy sengetøjet op i voksen-størrelse.

… og pludselig gjorde hun det! Resultatet er en række meget, meget smukke voksen-sengesæt, som i hvert fald gør min soveoplevelse en kende mere glamourøs. Bare det at dykke ned i en dyne med det fine mønster på gør mig glad. I den mere lavpraktiske ende kan jeg også berette, at mønsteret på sengetøjet gør, at små fedtede børnefingre, der liiiige skal knuge dynen, ikke ses så tydeligt. Win.

Og nu, mine damer og herrer, kan du rent faktisk vinde to sæt af det smukke dybblå Sashiko Star Blue-sengetøj til en samlet værdi af 1.398 kroner. Sashiko Star Blue byder på et enkelt grafisk design med det klassiske, japanske mønster, Asanoha, på en helt dyb, mørkeblå baggrund. Selvfølgelig blød bomuldskvalitet, 100 % eco-friendly bomuld, indfarvet med naturfarve, lukkes med bændler i bund af dynebetræk og kan vaskes på 40 grader.

Præmien, der udloddes, inkluderer 2 x 1 voksendynebetræk, 140 x 200 cm, og matchende hovedpudebetræk, 60×65 cm; begge kommer i matchende stoftaske, som kan bruges til mangt og meget, fx indkøb.

For at deltage i konkurrencen om verdens mest cool præmie fra Cam Cam, skal du følge nedenstående konkurrence-regler (Husk at alle reglerne skal overholdes for, at du er med i opløbet):

1. Du skal like Cam Cam’s side på Facebook
2. Du skal like bloggens (altså min) side på Facebook
3. Du skal svare på følgende spørgsmål i bloggens kommentarfelt: Hvornår blev Cam Cam etableret?

Konkurrencen løber til torsdag den 20. februar klokken 23.59 og vinderen offentliggøres her på bloggen.

Held og lykke <3

Ps. Nogle kommentarer skal have min forhåndsgodkendelse, før de er offentlige på bloggen, men bare rolig, de – og du – er med i konkurrencen!

… Jeg har forstuvet min tå, jeg har den største pose slik foran mig, jeg ser et program på TLC om en mand med 60 kilo tunge testikler (wtf til temaet og ditto til at jeg rent faktisk s.e.r. programmet?), solen har skinnet i dag, så jeg har fået tre fregner på næsen, jeg arbejder, arbejder, arbejder, en lille, nuttet fire-årig kommer på besøg senere, et-årig er på tur med sin mormor, 12-årig gamer for vildt på sit værelse, maler… maler, og ikke mindst kommer her en status på det her med at gøre mig mere umage: Jeg har strømpebukser der har set bedre dage og en uformelig sæk på… men mine negle er lakerede.

Getting there. Slowly.

Jeg er egentlig ikke til nytårsfortsætter, men jeg har i 2013 (og 2012, 2011, 2010, ahrem) været ret (alt) for mageligt anlagt. Noget med at tage på og så give fanden i, hvordan jeg tog mig ud. Smide håret i en knold, bære nul makeup, iføre mig joggingbukser, en t-shirt og en cardigan, gerne med maler- eller fedtpletter på. Gerne uflatterende i snit. Man skulle da nødig rende rundt og føle sig lækker, vel?

Det der ‘hov, jeg er lige stået op og er i øvrigt fuldkommen ligeglad med mit ydre’-look kan godt se kasualt og cool ud, jovist, det gør det bare ikke rigtig på mig. Jeg ligner ærligt talt bare en lille dame, der har givet op. Og når jeg ser glimt af mit nye, kedelige jeg, i butiksvinduerne, så bliver jeg trist, for jeg kan jo godt gøre det bedre. For helvede.

Selvom jeg er 36 år, og dermed gysende tæt på de 40, selvom jeg ikke går hen på et kontor hver dag for at arbejde, og selvom jeg ærligt talt kun orker komfortabelt tøj i ordentlige materialer, og ditto kun magter sko, der rent faktisk virker til at ville mine fødder godt, så har lidt læbestift vel aldrig skadet? Det gør vel i grunden heller ikke ondt at afse fem minutter til en hurtig up-do, at rulle mit tøj med en fnugrulle eller at fundere over, om den oversize t-shirt, jeg elsker så højt, rent faktisk gør noget godt (eller omvendt) for min figur?

Et af mine nytårsønsker (eller okay; det eneste) er at gøre mig umage med mit look og aldrig-aldrig-aldrig igen falde i hverdagsfælden, hvor det hele også kan være lige meget. Hvor dagene bare går. Hvor udvoksningen rent faktisk når at vokse ud i fuld længde. Hvor læbestiften er tørret ind. Nogle dage vil jeg skrue lidt mere ned, andre dage helt vildt op for smukkesér-Maria, men aldrig lade stå til.

For når jeg lægger eyeliner, giver vipperne en ekstra tur med mascara-børsten, har et rent, pænt, flatterende sæt tøj på og ifører mig høje hæle, så føler jeg mig meget, meget mere som Maria. Ikke Mor-Maria. Ikke arbejds-Maria. Ikke alle-andres-Maria. Bare Maria, som jeg svagt husker hende. Og når jeg gør noget ud af mig selv, så betyder de ekstra kilo, der satte ligeglads-lavinen i gang, ikke ret meget længere.

Hvis jeg skal forsøge at opsummere, så er det noget med at worke what you’ve got (time for). Har du kun tid til en krøllet skjorte og et par jeans, så lakér de negle og puds de sko, så du ser groomed ud. Hvis dit hår er små-fedtet, og du død-pine ikke har tid til at vaske det, så find en tutorial på nettet, der viser dig en hurtig opsætning på fem minutter. Det er vitterligt de små ting, der gør hele forskellen… det er neglelakken, læbestiften, det fnuller-frie tøj, den lette og enkle up-do, der gør, at du føler dig fin; kilo til trods.

Not rocket science, I know, men ikke desto mindre en vigtig huskeregel, ikke?

Ps. Selv dyret i baggrunden troede jeg var en del af naturen, hø.

Beklager den seneste uges stilhed. Først en syg baby og så en syg mo-ar. Host, hak, av-mit-hoved. Og selvom man render rundt og skranter, så er der stadig et arbejde at passe, aftensmad, der skal laves, buttede kinder, der skal kysses… og en seng, der virkelig, som i virkelig, trak.

Jeg er ved at være i omdrejninger igen, hvilket er så dejligt. Og junkfood, rugbrødsmadder og yoghurt er erstattet af hjemmelavet mad… med en ung dame som mini-kok.

Prøv at se den blemås, de små tykke ben og det ganske horrible forklæde, hun har på. Hun elsker at stå på den taburet og ‘hjælpe’ til. Får hun ikke lov, så står hun enten, klistret til mit ben, og råber ‘Kom!’ eller ‘Be om’… og det er ikke sådan lige til at stå for <3 Nå, men jeg har tonsvis af indlæg, konkurrencer og kærlighed til jer, så jeg vender stærkt tilbage. Snart.

Smelte, smelte. Så enkelt er det.

… eller det vil sige: Det har Anna Bogdanova faktisk.

Hun var så vild med julekonkurrencen, som i december blev fyret af her på bloggen, at hun har besluttet sig for at give alle jer, der jo desværre ikke vandt præmien, en januar-gave, der, i min optik, rent faktisk giver mere end mening:

Fra i dag og indtil torsdag i næste uge, det vil sige til den 16. januar kl. 23.59, tilbyder hun nemlig læsere af bloggen hele 50% rabat på onlineforløbet ‘Baller uden buler’.

Så i stedet for at du skal betale 2.497 kroner for at komme i dit livs form (med kun én times træning om ugen, that is), kan du få kurset til 1.247 kroner. Not bad.

Du kan læse lidt mere om programmet (som også strammer en masse andet op end baller – vi er ude i noget med, at øvelserne kan formindske din talje med 6-10 centimeter!) her, hvor jeg skriver lidt om det, og her, hvor Anna har ordet.

Det eneste, du faktisk skal gøre, er at klikke dig ind på det her link, så går det hele let og elegant og rabatten bliver fratrukket med det samme.

Tilbuddet gælder kun til den torsdag den 16. januar klokken 23.59, så skynd dig.