Om at gøre sig umage (og smide de djævelske joggingbukser ud).

Jeg er egentlig ikke til nytårsfortsætter, men jeg har i 2013 (og 2012, 2011, 2010, ahrem) været ret (alt) for mageligt anlagt. Noget med at tage på og så give fanden i, hvordan jeg tog mig ud. Smide håret i en knold, bære nul makeup, iføre mig joggingbukser, en t-shirt og en cardigan, gerne med maler- eller fedtpletter på. Gerne uflatterende i snit. Man skulle da nødig rende rundt og føle sig lækker, vel?

Det der ‘hov, jeg er lige stået op og er i øvrigt fuldkommen ligeglad med mit ydre’-look kan godt se kasualt og cool ud, jovist, det gør det bare ikke rigtig på mig. Jeg ligner ærligt talt bare en lille dame, der har givet op. Og når jeg ser glimt af mit nye, kedelige jeg, i butiksvinduerne, så bliver jeg trist, for jeg kan jo godt gøre det bedre. For helvede.

Selvom jeg er 36 år, og dermed gysende tæt på de 40, selvom jeg ikke går hen på et kontor hver dag for at arbejde, og selvom jeg ærligt talt kun orker komfortabelt tøj i ordentlige materialer, og ditto kun magter sko, der rent faktisk virker til at ville mine fødder godt, så har lidt læbestift vel aldrig skadet? Det gør vel i grunden heller ikke ondt at afse fem minutter til en hurtig up-do, at rulle mit tøj med en fnugrulle eller at fundere over, om den oversize t-shirt, jeg elsker så højt, rent faktisk gør noget godt (eller omvendt) for min figur?

Et af mine nytårsønsker (eller okay; det eneste) er at gøre mig umage med mit look og aldrig-aldrig-aldrig igen falde i hverdagsfælden, hvor det hele også kan være lige meget. Hvor dagene bare går. Hvor udvoksningen rent faktisk når at vokse ud i fuld længde. Hvor læbestiften er tørret ind. Nogle dage vil jeg skrue lidt mere ned, andre dage helt vildt op for smukkesér-Maria, men aldrig lade stå til.

For når jeg lægger eyeliner, giver vipperne en ekstra tur med mascara-børsten, har et rent, pænt, flatterende sæt tøj på og ifører mig høje hæle, så føler jeg mig meget, meget mere som Maria. Ikke Mor-Maria. Ikke arbejds-Maria. Ikke alle-andres-Maria. Bare Maria, som jeg svagt husker hende. Og når jeg gør noget ud af mig selv, så betyder de ekstra kilo, der satte ligeglads-lavinen i gang, ikke ret meget længere.

Hvis jeg skal forsøge at opsummere, så er det noget med at worke what you’ve got (time for). Har du kun tid til en krøllet skjorte og et par jeans, så lakér de negle og puds de sko, så du ser groomed ud. Hvis dit hår er små-fedtet, og du død-pine ikke har tid til at vaske det, så find en tutorial på nettet, der viser dig en hurtig opsætning på fem minutter. Det er vitterligt de små ting, der gør hele forskellen… det er neglelakken, læbestiften, det fnuller-frie tøj, den lette og enkle up-do, der gør, at du føler dig fin; kilo til trods.

Not rocket science, I know, men ikke desto mindre en vigtig huskeregel, ikke?

Ps. Selv dyret i baggrunden troede jeg var en del af naturen, hø.

Comments
15 Responses to “Om at gøre sig umage (og smide de djævelske joggingbukser ud).”
  1. Jane says:

    Meget rammende for undertegnede i dag! Hjemme med to små døtre under to år, den ene syg, og jeg er endnu ikke nået under bruseren… Og du har fuldstændig ret: Man føler sig ikke som sig selv, når man stadig er iført den samme t-shirt, som man tilbragte natten i. Lad os hive de bedste stykker kluns frem fra skabet og få lidt lækkerhed tilbage på banen. Også til hverdag. Hav en velklædt torsdag, Maria! :-)

    • Maria says:

      Det er da også komplet umuligt at få vasket sit hår, når man har to små krudtugler! Jeg fatter ikke rigtig, at andre kan det. Sover deres børn mon meget eller har de monstro flere timer i døgnet? Nå, men man må starte i det små. I dag fik jeg ordnet pasning og tog til frisøren… og Jane, det var f.a.n.t.a.s.t.i.s.k <3

  2. Jeg må nu ellers sige, at du ser ikke så slem ud på dit billede. Nærmere ret så sød. Men jeg forstår hvad du mener med, at huske og dresse sig op en gang imellem.

  3. Maria R says:

    Jeg troede så, at billedet var et eksempel på, hvordan du ser ud, når du har oppet dig, indtil jeg nåede den sidste del af teksten. Du er SMUK, mand. Så smuk, at du ikke behøver at gøre noget for at se dejlig ud (dit lille svin…). Måske netop derfor du er faldet i fælden. Men hands up til alt det du skriver alligevel <3

    • Maria says:

      Ah, du er sød, men når nu sandheden skal frem, så er det billede altså tre år gammelt og det pæneste billede, jeg kunne fremdrive :-)

  4. Jeg kunne ikke være mere enig!
    Det er spild af god personlighed, at pakke den ind i u-umagehed og ligegyldighed.

    Jeg tror, jeg tager læbestift på imorgen…

    • Maria says:

      Good girl :-) Fik du læbestiften på?

      • Næh, jeg glemte det selvfølgelig igen. Sådan er det bare, ikke sandt?

        TIl gengæld har jeg fundet flyttekassen med de højhælede frem fra depotet, jeg har store øreringe i og øjenskygge på, så der bliver gjort lidt mere i dag.

  5. Det er nemlig lige præcis de små ting der gør det! Jeg går hjemme på barsel, og tuller bare rundt i nattøj eller joggingtøj, men håber det bliver mere motiverende at pynte sig når lillebror er ude, og kiloene er væk :) For det gør altså bare noget for humøret og selvtilliden :)

    http://www.blueeyedflower.dk

  6. Marina says:

    Åh, hørt hørt hørt! Julia Lahme har skrevet et indlæg om “at gøre sig umage”. Det (og dette) indlæg ramte bare så godt. Faktisk tænker jeg tit for mig selv “har du gjort dig umage i dag?”, når jeg har hjemmearbejdsdag og lige så godt kunne være komplet ligeglad.

    • Maria says:

      Er det rigtigt? Det må jeg læse. Jeg selv kæmper med det – men i dag har jeg været ved frisøren (hurra!), dog med neglalak, der skaller (meget!). Et skridt af gangen…

Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] på sit værelse, maler… maler, og ikke mindst kommer her en status på det her med at gøre mig mere umage: Jeg har strømpebukser der har set bedre dage og en uformelig sæk på… men mine negle er […]

  2. […] vægge, paneler og døre. Og det er ikke forbi endnu. Og hvis vi lige henleder opmærksomheden på det her indlæg, så går det pænt dårligt med at opretholde […]



Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *