Fra venstre: 1. Canapeer med laks og fennikel-remoulade, uhm. 2. Helt ærligt, mere nærvær med den her trunte, tak. 3. Those eyes… seje, store dreng. 4. Tænk hvis man kunne genfinde den barnlige glæde ved bare at gynge igen. 5. Små fine, sirlige hindbærsnitter. 6. Første Nutella-mad. Need I say more? 7. De to små væsener, som jeg øver mig på. 8. Åh, hjerte brist ikke. 9. Mellemstor nuttegris.

Jeg er mæt. Mæt på mad, køreture, påskeæg, skøn udsigt, søde mennesker og lang dag. Sidder i sengen og skriver, imens mine fødder nusser hinanden, som levede de deres eget liv, og jeg nyder at være tilstede… eller måske er jeg i realiteten bare på forkant og føler derfor, at der er plads, rum og luft til bare at være her lige nu uden at føle behovet for at foretage mig noget.

Det her med at være tilstede rumsterer i øvrigt en del i mig for tiden. For hvordan kan jeg være det, altså tilstede? At være tilstede burde være en pænt nem bedrift, jovist, men det nemme fejler alt for ofte, synes jeg. For nuet, hos mig, består af alt for mange ‘åh så skal jeg også…’, ‘husk nu…’ og ‘kunne man gøre det sådan, at…’. Så mange ‘hvis og hvis, min røv er spids’, at øjeblikket forpasser, fordufter. Jeg kan ikke være den eneste, der har det sådan, vel? Som har svært ved at nyde lige netop det, der sker nu, uden at skele til fortid og/eller fremtid, pligter og latterligheder?

Måske er det bare en del af det moderne liv ikke rigtig at være tilstede, fordi ambitionsniveauet er så højt. Måske er det for mig en eftervirkning af en stresset periode for nogle år siden, hvor sind og hjerne kogte så meget sammen (… og det må jeg fortælle om engang, når jeg er parat), at jeg er blevet virkelig dygtig til at fikse, ordne og kategorisere. For at skabe ro og overblik.

Under alle omstændigheder: Når man har børn, arbejde, pligter, en nogenlunde anal standard for husets udseende, og man samtidig har en hjerne, der kræver struktur, måske/måske ikke på grund af ovenstående, well, så har jeg alt for mange dage, hvor jeg kunne have gjort det bedre, kunne have kigget lidt mere indgående på den dukke, som Izzy finder så spændende, læst bøgerne med mere indlevelse i stedet for at jappe dem igennem og simultant i smug tjekke min mobil. Jeg kunne have kigget August lidt mere i øjnene og spurgt ind til det der kedelige spil, han spiller. Jeg kunne have smidt alle tanker hen i hjørnet af haven og nydt kaffen og solstrålen og de første fregner. Og ja ja, jeg kunne også bare slappe af og lade være med at slå mig selv oven i hovedet. Men sagen er, at jeg faktisk gerne vil gøre det bedre. Fordi det jo bare er et federe liv.

Sagen er, at når jeg laver collager som ovenstående, så ser jeg pludselig det hele mere klart og fatter, måske kun for et kort øjeblik, at det altså er nu livet skal leves. Jeg øver mig. Og griner samtidig over den her.