Vi er lige blevet indbudt til juleaften hos Augustes far og familie.

Indbydelsen kom som sådan ikke bag på mig, for vi holder altid jul sammen (desuden praler deres fire-årige, nuttede mus jo i børnehaven med, at han rent faktisk har en lillesøster, der hedder Elizabeth… Det forklarer vist meget godt, hvor sammentømrede, vi egentlig er), men det har fået mig til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er for vores konstellation. Hvor privilegerede, vi egentlig er, og hvor sejt, det er – for det er det faktisk lidt – at alle parter er i stand til at se ud over egen næsetip. Med årene er vi (uden i øvrigt at kunne tale for andre end mig selv) endda kommet til at holde af vores middage og fredage, og juleaftener, sammen.

Tro mig. Det var pænt anspændt i starten at skulle spise middage sammen ‘for barnets skyld’. Og jo, vi har en gang imellem skændtes om opdragelse, regler og krav. Diskuteret. Og været uenige. Så meget, at jeg til tider har forsvoret nogensinde at ville tale med de røvhuller igen. Men. Og der er et men. Augustes far er Augustes far og dermed er August en del af sin far. Det er ikke så nemt at hade dele af sit eget barn, har jeg erfaret. Det samme gælder resten af familien, for vi vil jo alle det bedste. For August og hinanden. Og når man ved det, så bliver det pludselig nemmere at holde af.

Hvis jeg kunne ønske mig én enkelt ting, så må det blive det her: Giv samværet (endnu) et forsøg. Om det så betyder smalle, falske smil, spændte kæbemuskler og knyttede næver i jakkelommen. Det bliver nemmere, smilene bliver løsere med årene, man genfinder tilliden. Det gælder om at prøve, om at holde sig målet for øje; også selvom man ikke har lyst.

… og når så ovenstående sødmefulde december-svada er liret af: Jeg ved altså godt, at der skal to parter (eller fire, hvis der er nye kærester) til et godt samarbejde og at ét menneskes gode intentioner ikke opvejer en anden persons modvilje. Jeg ved også godt, at skilsmisse i reglen er noget lort og at en masse ubehagelige følelser er indblandet. Ikke desto mindre tror jeg også på, at én persons vilje kan flytte bjerge, i hvert fald et lille ét. Så bliv ved med at forsøge. Ikke for egen skyld, og slet ikke for din ex’es skyld, men for børnenes skyld.

Billederne viser vores december i det lille hjem. Noget med middage, grim marcipan-lavning, male på krus og brænde os på et peberkagehus, der aldrig blev dekoreret. Og glade børn.

God torsdag til jer alle <3

DAGENS KALENDERLÅGE
Jeg kender et par små væsener, der ville blive lykkelige for dagens kalendergave hos søde Pernille fra bloggen Børnetøjsindkøberen. I dag kan du nemlig vinde den ultimative præmie fra både Staedtler, Trunki og Bubble Bum. Værdi 3.000 kroner. Så er julegaverne da i hus, ikke?