Bliver det nemmere.

Siden August var to år, har han været sådan et barn der hver 7. dag skulle pakke sine ting sammen i en Svampe Bob-taske for at rykke det ene eller andet sted hen. Pakke ud, tilpasse sig, finde sig til rette.

Hvis du spørger mig, om han har taget skade af det, så nej. Det tror jeg ikke, for jeg synes egentlig, at vi voksne har været eksemplariske og gode til at tage hans behov alvorligt, men det ændrer ikke på det faktum, at det må være sært at skulle fylde yndlings-dinosauerne, action-mændene, tøjet og savnet (og nu mobilen, det pæne tøj, udstyret til amerikansk fodbold og hvad der ellers fylder hans hverdag ud) ned i en til-formålet-taske og rykke sig selv et andet sted hen hver uge. Til mennesker, han elsker, og til mennesker, der elsker ham, ja, men du ved. Ikke at høre til ét sted.

Omvendt er det bare sådan, det har måtte være. Det er det, vi har skønnet har givet ham mest tryghed og kærlighed, trods alt, i en ikke alt for cool situation, hvor mor og far gik fra hinanden. Jeg har nogle gange tænkt på, om alle vi voksne ikke kunne flytte sammen under ét tag, men åh gud, hvor ville det alligevel være en katastrofe.

Så selvom jeg husker de første års hver anden fredage som ren og skær amputation (mixet med lige dele friheds-følelse, bevares), og selvom savnet nogle dage var ubærligt, så fortryder jeg ikke. Det gør jeg virkelig ikke, for det kunne ikke være anderledes. På den anden side: Selvom jeg lærte at nyde friheden, så har det aldrig givet mening. Det giver på inden måde mening at give sit barn fra sig hver anden uge, heller ikke selvom det er til trygge, kærlige mennesker. Det er naturstridigt, forkert og åndssvagt, men altså nødvendigt, fordi det bare er sådan, det er.

Det er på nogle måder blevet meget nemmere med årene, men dengang var det bare allround svært; sådan husker jeg det. At have en lille purk hos sig, på skødet næsten hele tiden, til lammende stilhed. Så fingrerede jeg et skænderi, lavede vilde kager eller andet, der ligesom udfyldte det tomme rum, indtil jeg på tredje-dagen fandt fred med realiteterne, nød dagene, indtil han kom tilbage, og jublede, når han sad på mit skød igen.

Nu er August blevet så stor, at han i sagens natur ikke hænger ud på mit skød længere, det er mere noget med en lukket dør, nogle venner og en Playstation, men hans fravær føles alligevel ret tydeligt. Jeg tager mig i at kalde på ham, fordi der er aftensmad, Elizabeth spørger, om han er på tur, Tatjana finder noget sjovt, som hun tænker, at han også vil synes er sjovt.

Det er mærkeligt. Stadigvæk. Men vi bliver i hans fravær til gengæld mindet om, hvor højt vi elsker ham.

Comments
2 Responses to “Bliver det nemmere.”
  1. Sine says:

    Vi har heldigvis aldrig haft den helt store kuffert at pakke i vores lille deleunivers, og på en eller anden måde har tomheden ikke føltes så stor. Det er jo ikke fordi hun skal pakke og rejse væk, som havde hun haft en kuffert med hver gang.. Her var Gåsebarnet knap 7 år da hun blev delebarn, og den største omvæltning for hende var (og er stadig) at hun nu skal sove alene. Det smerter når hun kommer ind til mig og ikke kan sove, for hvorfor er det nu, at børn sover alene, når voksne godt må sove sammen? Det er altså virkelig svært at forklare hende. Hos far deler hun soveværelse med bonusmors to børn, så her er der nærmest sovesals stemning, og hun elsker det. Her er hun helt palle alene i verden når hun skal sove. Bevares – de fleste dage har hun nemt ved at falde i søvn, men lige nu hvor hun har holdt ferie i tre uger med sin far, er det lidt hårdt.
    Bliver det nemmere?
    – Det tror jeg egentlig ikke, men vi gør det vi skal, for at få det til at fungere..

  2. Maria R says:

    Savner dine skriblerier, søde Maria <3

Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *