Hvis du kender filmen ‘En ny dag truer’, så har du essensen af, hvordan jeg går rundt og har det for tiden. Jeg kan nemlig på ingen måde undsige mig at have den samme gnavende følelse af kedelige gentagelses-dage her i mit epicenter af et såkaldt lyserødt barselsliv, hvor jeg sjovt nok både er på barsel (= delvist tage sig af barn) kombineret med fuldtidsarbejde, hvor deadlines er overskredet, og jeg dermed har udsigt til ingen juleferie. Jeg er fed up og det føles som om, at jeg nu ikke kun har ét job, men to.
Med et barn, der (som babyer gør) sover sporadisk om natten, latterlige programmører, der ikke gør, hvad de skal (så kontrakter forrykkes og deadlines er en saga blot), et barn, der insisterer på at være på arm konstant, divergerende meninger om, hvorvidt Elizabeth skal/bør holdes dag og nat, vask af flasker, gråd, skifte, underholde, skifte, gå med interesseret barn, gå med grædende barn, gå med barn, der hikker, gå med barn der er pylret og ikke vil noget, skifte, lege med sit overtrætte barn, handle ind, lave aftensmad, dikke-dikke, skifte igen, gå tur med hund, være en stadig opmærksom mor for August, læse lektier med ham, tage til julearrangementer med ham…
Ok, jeg stopper her – jeg tror, du har fanget min pointe. Bottom line: Jeg går rundt med forsvindende lidt tid til at kunne trække vejret frit, sådan helt ned i maven, og er ved at have nået punktet, hvor selv den bedste (mor) må tude lidt.
Jeg er kort sagt træt og lidt på grådens (eller måske raseriets?) rand disse dage. Hvor er tiden til at tage et bad, lakere negle (helt ærligt, min afskallede neglelak fra for 14 dage siden er so not chic) og hvis jeg er rigtig heldig: Læse et magasin? Hvor foreligger den mulighed? Ikke her i hvert fald.
Jeg føler mig virkelig fanget i mit eget liv. På den ene side er jeg jo simpelthen så LYKKELIG for det lille kræ (nu sniger den dårlige samvittighed ind på mig, så jeg må lige dementere eventuelle fordomme: Jeg ER glad for hende, jeg vil IKKE undvære, men samtidig, selvom jeg godt ved, at jeg træder i en vipserede, så synes jeg også, at det ER vigtigt at være ærlig omkring barslens til tider knap så heldige sider), synes min kæreste er så fin en mor, og samtidig føler jeg mig fanget i et ret så træls hamsterhjul af døgn, der ligesom mangler timer og glæde.
I skrivende stund er jeg flygtet på kaffebar for at kunne arbejde lidt. Jeg har kun lidt dårlig samvittighed (host).
Ps. Se lige, hvor nuttet hun er (når hun sover, ha).
Comments
12 Responses to “Suk | En ny dag truer”Trackbacks
Check out what others are saying...-
[…] af mit liv, men samtidig fortælle om de tidspunkter, hvor jeg ærligt talt har mest lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg prøver at indvie dig i det, der gør både godt og ondt. Og jeg prøver at være personlig, […]
-
[…] hårdt igen at have sådan en opmærksomhedskrævende størrelse, og nej, jeg har ikke glemt de første måneders udbrændte frustration, men jeg vil alligevel ikke ønske det anderledes, når hun lister hen til mig og lægger sit hoved […]
Leave A Comment
Follow Me
Lige præcis sådan der havde jeg det i det første lange stykke tid, efter jeg havde født, så jeg forstår dig VIRKELIG godt. Men det bliver altså lige så stille bedre og bedre, og du får gradvist kontrollen over dit liv igen. Jeg har dog stadig ikke fundet tid til at lakere negle eller læse magasiner (men lige præcis dét er nok i virkeligheden lige så meget bloggens skyld ;)).
Hang in there, og tag lige så mange pusterum, du har brug for <3
Jeg tror, jeg elsker dig, Manja ;-) LIGE, hvad jeg havde brug for at høre, TAK <3
Anytime :*
I know the feeling, Maria. Det ER bare både skidehårdt og dejligt på én gang. Trøst dig med, at inden så længe kommer der mere rytme og struktur på, og så bliver det stille og roligt nemmere, det hele.
Glædelig jul – trods alt – til din smukke datter, dig og hele familien.
Kære, søde Jane.
Åh jaaaaa, rytmer og struktur… det lyder som sød musik i mine ører ;-) Det går lidt bedre i dag, specielt da jeg var inde på dit website og more mig over Nicky Bonne-fotos. jeg er vild med den gamle mand i badebukser <3
Også glædelig jul til dig og din familie – og mange knus.
Jeg forstår dig og kan sagtens genkende det du skriver. Jeg tænker, at I ikke kan give Elizabeth ‘dårlige’ vaner endnu, hun er så lille, og har helt naturligt brug for alt den tryghed og nærvær hun kan få (det ved jeg godt du allerede ved:) ).
I kunne måske overveje at prøve en Slyngevugge http://www.sneglehuset.com/product/natures-sway-slyngevuggen-original-extended-45/ eller /og en strækvikle (eller lign.). Jeg synes begge er fantastiske og har brugt slyngevuggen rigtig meget og strækviklen til at have Oscar helt tæt, samtidig med at jeg havde hænderne fri til at lave noget andet.
Pas på dig selv <3
Kære Annemette,
Vi har en strækvikle (og en Babybjørn), men jeg er gået helt kold på, hvordan jeg binder den der vikle og hvordan jeg får Elizabeth ind i den. Har du et tip? Jeg har set 1000 film på Youtube, alle med forskellige teknikker.
Jeg har nu købt en slynge, der ER syet sammen, så den bare skal svinges over skulderen… tror det passer min knap så fine finmotorik bedre ;-)
Kram og glædelig jul,
Maria
Det er altså også lidt besværligt i starten. Jeg bandt sådan her: http://www.mamaslife.dk/getdoc.asp?id=3&md5hash=6B2E8CA030FA09A6EB9E38ED2FD5487D
Ellers er slyngebarn.dk også et godt sted at søge inspiration:)
KH.
Ps. Jeg er ikke så alternativ som jeg måske lyder, synes bare det var så hyggeligt at bære rundt på Oscar sådan og så sov han bare godt i slyngevuggen:)
sødeste dig! I know nothing – er ikke mor og kan derfor på ingen måde sætte mig i dit sted (endnu…). ser et billede af den mest nuttede sovende baby ever (nøj, hun er dejlig!) men hører også opmærksomt efter din beretning, og tænker at NÅR jeg engang selv bliver mor er det guld at nogen (dig) er modige nok til at skrive om det præcist som du oplever det. The good AND the bad – uden filter. …Indtil da… sidder jeg bare og stritter med mine negle, som er ved at tørre… Not to rub it in, haha! ;)
kram og glædelig jul <3
Rub it in, honey ;-) Jeg er da slet ikke jaloux, mens jeg sidder her med stadigt afskallede negle og små-fedtet hår… og i øvrigt skal til tandlægen med tandpine, outch!
Spøg til side… det er så vigtigt at få sat ord på alle de der fy-følelser, for gu’ mister man sit liv (ja ja, man får også en masse…), i hvert fald for en stund, og det KAN altså være rimeligt kvælende til tider. Til gengæld leverede hun det største smil til storebror August i går… og så glemmer man ligesom lidt af ærgerlighederne.
Kys og kram og glædelig jul til dig og din familie,
Maria