Hvis man nu set bort fra, at det egentlig er et små-dårligt iPhone-foto, så er jeg fuldkommen verliebt i det her billede af min nu til november 2-årige lille dame, der sidder og venter i cykelskuret på at blive kørt i vuggestue. Det blik, altså…

Hun kan så mange ting, er så fræk, så sød, så snakkesalig (oh my så snakkesaglig!), så mærkelig og så fin, at jeg praktisk talt ikke kan huske, at hun ikke var her.

Jovist er det hamrende, latterligt hårdt igen at have sådan en opmærksomhedskrævende størrelse, og nej, jeg har ikke glemt de første måneders udbrændte frustration, men jeg vil alligevel ikke ønske det anderledes, når hun lister hen til mig og lægger sit hoved på mit ben og siger: “Kkkraaaam”. Når hun vinker på en måde, så det ser ud som om hun tæller penge. Når hun til stor moro og frustration ikke kan udtale ‘b’ (og hendes mormor har kaldt hende bisse tilstrækkeligt mange gange til, at hun efteraber) og dermed render rundt i Nordjylland og råber: “Fiiissssse” på gader og stræder. Når hun kysser med en spids, lille frømund og lægger sin arm om halsen på mig og siger: “Mu”, fordi hun ikke kan udtale ‘Musse’ endnu.

Åh suk, altså. Få et par børn. Virkelig. Også selvom de driver dig til vanvid ret ofte.