*** Jeg er dybt taknemmelig for al den respons, jeg har fået på mit sidste blogindlæg. Af hjertet tak. Det er væltet ind med mails, Messenger-beskeder og sms’er, og jeg føler mig virkelig (virkelig!) holdt af. Men hold nu op, hvor er der også mange af jer, der kæmper derude. Pas på hinanden. Lov mig det. Intet andet betyder noget. Det gør det virkelig ikke. Når man ligger med fedtet hår, lugter af angstens sved og er hamrende bange, så er det de nære, varme hænder, der betyder noget, og pæn keramik, pæne kjoler og pæne køkkenting (som den tålmodige læser vil vide, at jeg er stor fan af) er hamrende ligegyldige.

*** Jeg har lige brugt de sidste par dage på at skifte medicin aka kaste op i stride strømme, ryste som espeløv og bekymre mig gul og grøn (og blå!). At jeg fatter, at en medicin, der skal hjælpe på angst, i starten tidobler selvsamme. Det er mig en gåde. Og så i 2018. Man burde tro, at videnskaben var nået længere. Jeg er på 25 mg og skal op på 200 mg, så jeg forudser nogle great uger, argh. Det gode er, at det er den medicin, jeg – før jeg hoppede af medicinvognen – faktisk blev angstfri af og var på i mange år. Vi har et par gange prøvet at starte den op igen, men jeg har hver gang måtte droppe det på grund af for voldsomme bivirkninger (og fordi jeg startede med 50 mg og hurtigt bevægede mig op). Not this time. Vi – det er mig selv og ‘Overlæge-Jørgen’ (som han kækt og lidt hurtigt kalder sig selv, når han ringer til mig) – starter lavt, men sikkert, og bevæger os stille op. Ja, det tager længere tid, men måske kan jeg den her gang være med.

*** Mit lille myr af en datter skal begynde i skole. I skole! Herre jemini! Sidst, jeg skrev om hende, skulle hun starte i børnehave. Om små tre uger står hun skoleklar på N. Zahles Gymnasieskole og skal starte i 0.A. Afslutningen i børnehaven foregik med pandekager og is – halvvejs lavet af mig, indtil jeg måtte få en anden til at tage over, og serveret af andre end mig, fordi jeg lige den dag lå i mørkt rum med kvalme. Av mit hjerte. Må snart skrive et indlæg om at have børn og samtidig stress (Jeg kan love dig for, at det indbærer store mængder hjertesorg og dårlig samvittighed, men samtidig rammer livet jo… og det er ikke så skidt at lære fra barnsben af, at man rejser sig fra støvet igen… tænker jeg).

*** Min store, smukke dreng skal starte på Christianshavns Gymnasium. Endnu mere omg! Han har lige været et år på efterskole, så mor/barn-båndet er blevet kappet (det var svært… også mere om det en anden gang), men nu er han så hjemme igen, og det skal vi alle vænne os til – han er jo gået fra at være et barn til at være en ung mand. Han er dog stadig lige så sødmefuld og dejlig som før beskrevet.

*** I dag er en optursdag. Dem skal man nyde i rigt mål. Jeg har rent faktisk lavet aftensmad… wup.

*** Jeg savner alt fra Kokoon og ville dø for den her kjole.

Credit: New York Times’ ‘Modern Love’-sektion.