Food | Lex kage med æbler og kanel

Regner det mon også hos dig? Her siler regnen ubønhørligt ned. Heldigvis er det søndag og søndag er jo lig med hygge og afslapning og musik og bøger… og kage. Så jeg har rørt en af mine (mange) yndlingskager sammen, nemlig den helt klassiske ‘Pund-til-pund’-kage, der selvfølgelig har fået sit flatterende navn, fordi de væsentligste ingredienser, som smør, sukker og mel, indgår med lige stor vægt (her dog kun i et halvt pund hver, but you get the point… det er en kalorietung sag).

Kagen er, udover ovennævnte ingredienser, fyldt med knasende sød kanelsukker, blød marcipan og saftige æblestykker, og kagen er forbløffende let i konsistensen. Den er lex og er en klassiker, du med garanti vil vende tilbage til igen og igen.

Jeg kan berette, at jeg sidder med skoldhed te, varme futter, dejlig kage med en klat creme fraiche og hygger stort til dårlig krimi-komedie i søndags-fjerneren… det er rimeligt okay.

Ingredienser:
250 gram blødt smør
250 gram sukker
3 æg
250 g hvedemel
3 tsk. bagepulver
4 stk. stødt kanel
½ dl æblemost
3-4 skrællede og tyndtskårne æbler
50-100 gram marcipan, revet på et rivejern

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader, pisk smør og sukker sammen og pisk æggene i et ad gangen. Tilføj marcipan. Bland mel med bagepulver og kanel og rør det i dejen sammen med æblemost. Fordel nu dejen i en smurt form, der er drysset med sukker. Skræl så æblerne, skær dem i både, fjern kernehuset og skær hver båd i tynde skiver på langs. Læg æblerne, så de overlapper hinanden i dejen. Drys med kanelsukker og bag kagen i ca. 30-35 minutter. Servér med en klat creme fraiche. Mums.

Comments
No Responses to “Food | Lex kage med æbler og kanel”
Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *