Fik du set premieren på serien om Selfridges i lørdags? Jeg gjorde og mage til B-skuespil skal man da lede længe efter. Øv. Den halv-dårlige serie, omkring et ellers spændende emne, får mig altså ikke til at savne min lørdags-favorit-underholdning no. 1. aka Downton Abbey mindre.

I kollektiv sorg over, at der går mange, alt for mange måneder, før vi kan møde vores venner igen, viderebringer jeg fire smarte sæt Downton Abbey-påklædningsdukker. Det kan godt være, at vi må vente i længsel på nye episoder, men then again: I ventetidens ulidelige lethed kan vi da i det mindste klippe dukkerne ud og skabe vores egne Downton-historier (Forestil dig alle de ting, du kan gøre med Matthew og Mary, eller alle de frække ting Violet Crawley aka Dowager Countess of Grantham kan finde på at sige).

Her finder du de cool printbare papir-dukkesæt

(Klik på billederne for at se en større version af Dowager Countess of Grantham, Matthew og Mary, Thomas og O’Brien og deres skurkagtige tilbehør + Sybil i en moderne T-shirt… tres chic).

On a side note: Hvem er du egentlig i Downton Abbey? Jeg er jo klart Sybil, som desværre er død, men i lang tid mente jeg, at jeg var Mary.

Forleden havde vi besøg af ‘vores’ mødregruppe. Så hyggeligt med alle de her babyer og søde mødre, ikke mindst. Vejret var jo så herligt, så Elizabeth flashede koral-lyserød romper og ditto sommerhat. Dagen var fantastisk.

I hele den her dejlighed kom jeg i tanke om en ting, der i mange år har undret mig… hvor hyggeligt det end er at ses med dejlige mennesker (og det her besøg var kun af den livsgivende slags), kender du så det med at være komplet smadret efter socialt samvær?

Nogle gange tænker jeg, at jeg er en lille bitte smule underlig… altså fordi jeg virkelig – virkelig, bliver både fysisk og psykisk træt, sådan helt ind i marv og ben, når jeg har været sammen med mennesker i lang tid ad gangen.

Det er klart, at stressende eller anstrengende møder tærer mere på mig end den gode komsammen, men de skønne oplevelser med andre mennesker, altså dem, hvor jeg griner og hygger mig; dem skal jeg sgu’ også hvile lidt på.

Jeg ser og oplever mennesker, som bare elsker at være omgivet af liv og glade dage fra tidlig morgen til sen aften. Typer, som får kolosal energi af kontakt… og ja, selvfølgelig kender jeg også mennesker som mig selv, hvor kontakt, hvad end det er god eller dårlig, tærer på reserverne – selvom jeg for alt i verden ikke ville undvære at ses med søde mennesker og gode venner.

Hvordan gør de (du?) det mon, altså får energi af menneskeligt samvær uden at have brug for en slapper efterfølgende? Og hvad pokker er det, der gør, at nogle af os har det stramt efter en i øvrigt drønhyggelig komsammen i fire timer?

Man kunne jo begynde at tale om enten at være ekstrovert eller introvert, men det er vel ikke så simpelt endda, vel? Jeg nyder jo virkelig at være sammen med andre mennesker, og er helt vildt festlig (synes jeg selv, hø hø), mens det står på, men bagefter… mon dieu!

Jeg må være en slags In-between-o-vert. Findes det mon?

Ah, at være nogens mor. Lige netop i dag.

At 12-årig cykler til bageren efter morgenbrød, at man får en lille buket blomster fra haven, får stukket en rygende varm kop kaffe i hånden, vågner til et tandløst smil fra seks måneder gammel baby og kigger ud af vinduet på kirsebærtræ i blomst og fine, hvide lamper, der om aftenen lyser så fint som små planeter i mit solsystem.

Jeg er så glad for at have de to små skruptudser til låns… og lover, at jeg aldrig vil tage dem for givet eller behandle dem skidt.

Tillykke til alle mødre derude i dag <3

Om tre dage er det 24 uger siden, jeg skrev det her indlæg. Tænk sig, at den lille bylt, som så dagens lys 12.11.12 klokken 18.18, nu sidder i højstol, spiser kartoffelmos, smiler til alt og alle, sover igennem og er så nem og sjov.

Nedenstående status kan måske godt lyde som om, at alting er blevet bedre og lettere, og det er det i sandhed også på så mange planer, men skal jeg være helt tro, så er jeg rigtig, rigtig ærgerlig over, at jeg ikke følte, at jeg kunne nyde hendes første måneder og tit og ofte var SÅ træt, SÅ modløs og SÅ vred over voksen-snerren og det at skulle finde nye roller + ikke at være kærester what so ever, at den første tid syntes som en ørkenvandring. Omvendt, så var det jo sådan, det var… og, for mit vedkommende i hvert fald, så vokser min mor-kærlighed altså i takt med tiden, der går. Det er øjensynligt sådan, det er for mig.

Ung dame-status, 6 måneder:
1) Natteroderi, gåen frem og tilbage over gulvet, trille barnevogn indenfor, følelsen af at “det her, det lærer hun ALDRIG”, er erstattet af søvnig mus, der vil sove og sover til 6.30. Yippie. Ingen grund til at berette om det overskud, man får, når man som voksen rent faktisk ikke tortureres natten igennem mere, vel?

2) Amning, brystbetændelse, “øh, hvordan steriliserer jeg en flaske” og “fuck, jeg har glemt at tage en flaske med på tur” er erstattet af mos, grød, frugt og “mmmmm”. Selv mos, frugt og grød er snart ved at være for pattet. Næ du, rugbrød, agurk, vandmelon, anything-real-food er et hit.

3) Passiv bylt af en baby, der fandme ikke engang smilede, er erstattet af morsomhed i en lillebitte krop. For eksempel har jeg stærkt på fornemmelsen, at hun allerede nu har en eller anden art af sort humor. Et eksempel: Hun er snedig og lader som om, at hun sover, smasker endda og lader os vide, at hun er totalt i drømmeland… hvorefter man kysser hende på munden, hun slår øjnene op, smiler listigt og griner. As if hun sov.

4) Intetanende baby, der virkede uinteresseret i at lege, leger nu på livet løs med yndlings-legetøj (Vi tæller Sokke, Bibi, Ulla + alskens nøgler og rangler), ruller, vender sig, prøver at sætte sig op. Er også ualmindeligt interesseret i alt bling og alle former for neglelak?

… it’s a love party. Prøv nu bare at se fotoet af to af mine yndlingsmennesker, der top-hygger sig.

Se nu en lille dame på seks måneder. I kjole. Med leopardmønster. Og med øjenbryn, der seriøst ikke lyver, hæ.

Kjolen er fra H&M og kostede nærmest ingenting.

Æblet falder ikke langt fra stammen, vel? <3

Den dejligste dreng på jord blev 12 år i går. Jeg skal skåne dig for at fabulere over det mærkelige ved at være mo-ar til en dreng på hele 12 år (for ikke at tale om det faktum, at det er 12 (12!) år siden, at han kom til verden… men jeg kan nu ikke lade være med at fundere over tiden, der er gået, hvor meget, der er sket, og hvor meget den der udefinerbare kærlighed til ham vokser så voldsomt, at jeg til tider slet ikke kan trække vejret.

Foe 12 år siden, klokken 06.06 for at være præcis, så en noget uprøvet ung dame et lillebitte væsen for første gang. Tiden op til mødet havde været alt andet end sjov. Blødninger, kvalme, liggen i sengen, flere blødninger, uro, angst, en fødsel, jeg stadig ikke synes om at tænke på, selvom den nu egentlig var ret uproblematisk. Men her var han så. August. Bowlingkuglen. Ægget. Og hvad han ellers blev kaldt. Det her lillebitte væsen på 48 centimeter og 3050 g var min søn. Min. Det var så vildt.

Han kom med os hjem, vi listede rundt på tåspidser for ikke at vække ham fra søvnen i Leandervuggen. Jeg ammede ham, skiftede ham, puslede ham og snakkede med ham, så ham kravle, gå, sige sit første ord, vokse, udvikle humor, empati, forhandlingsteknik. Og hver dag tænkte jeg: “Nu tror jeg ikke, at jeg kan elske ham mere, end jeg gør.” Dagen efter tænkte jeg det samme. Og det samme tænker jeg nu, 12 år efter, hvor det lillebitte væsen ikke er så lillebitte mere, snart træder ind i teenage-årene, hvor der diskuteres, forhandles og skændes på livet løs, og hvor både intellekt, humor og længden på hans ben (!) er vokset til vilde dimensioner.

Åh gud, hvordan nedfælder man egentlig, hvor meget man elsker sådan en gut? Jeg tror ikke, jeg kan beskrive det. Han er så absurd morsom, mærkelig, klog, smuk – og jeg er så afsindigt stolt af at være hans mor. Hvor tosse-heldig har man egentlig lov at være?

A girl is allowed to dream, right? In that case har jeg samlet 7 storladne ønsker for min sommer… hvis bare ét af dem bliver indfriet, så er jeg en happy camper:

Jeg ønsker mig på sviptur til Venedig, uden søde og kære børn, hvor jeg slendrer langs kanalerne, besøger Guggenheim-museet og spiser is i store mængder (sidstnævnte ønske skulle nok kunne indfries, i hvert fald herhjemme… om lidt siger jeg velkommen til min elskede ismaskine, som kommer til at brumme sommeren lang).

I og med at drømmen også indbefatter, at min gamle krop indfinder sig igen (hej minus 10 kilo), så ifører jeg mig blå sommerkjole med blonder, enten fra Temperley London eller Catherine Deane, snyger mine fødder i Bottega Veneta-sandaler og kaster en blå Chanel-taske over skulderen. Tasken rummer både transportabel radio fra Kate Spade og bog indeholdende alle Vogues covers + notesblok med verdenskort fra Cavallini, så jeg kan notere alle de lækre frokost-restauranter, jeg besøger, ned til senere brug.

Nu burde jeg måske skrive, at mindre også kan gøre det, men nix. Det kan det ikke, i hvert fald ikke, mens jeg er i drømme-limbo ;-)

I fredags havde jeg og lille nu sød dreng på fire år fødselsdag. Jeg er nu officielt tættere på 40 end 30 år… jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om det faktum. Hvor blev tiden af?

Anyhow, dagen stod komplet i fødselsdagens tegn. Først vækning med flag og sang af venner og familie, dernæst hyggeligt morgenbord, videre til morgenbord for den søde nu fire-årige, frokost og kage med resten af familien og til sidst stor og lex middag, også med familie hos ex-mand og ex-mands nye, søde kone.

Og gaverne! Jeg blev simpelthen så begavet med lækkerier: Stilleben-sager (fantastisk lavesten, smuk bakke og det smukkeste, sjoveste, ironiske og fineste kunstværk med broderet citat af brodøsen Tine Wessel; sidstnævnte fik jeg af den dejligste yndlings-dame på jord), Tromborg-makeup, Hay-goodies (sorbet-farvede æsker og ditto metalbakker), Kähler-keramiske skønheder, lavendler og lækre cremer, sager fra The Body Shop, som August havde valgt til mig, og Magasin-gavekort.

Så er det jo en smal sag at blive 36 år…