Lidt sejt, at jeg har lavet ham her, ikke?

Det bliver et hurtigt hej fra det nordjyske sommerland, hvor dagene forløber sådan cirka sådan her:

6.30-8.30: To bittesmå øjne slår øjnene op. To lidt større øjne + to bittesmå øjne skal have morgenmad og fire større øjne må derfor sige hej og godmorgen til verden.

9.00-14.00: To bittesmå øjne, to lidt større øjne + fire større øjne kører til en eller anden for for aktivitet (i dag go-cart), tager hjem, spiser frokost og spiller yatzy…

14.00-17.00: To bittesmå øjne sover, de lidt større øjne ser film, mens de større øjne drikker kaffe af termokopper og stirrer fortryllet på lyng og træer.

17.00-18.00: To bittesmå øjne, to lidt større øjne + fire større øjne kører til stranden, hvor to bittesmå øjne h.a.d.e.r. sandet og vandet, mens to større øjne hopper fra klitterne og fire større øjne filmer og hujer.

18.30-19.00: To bittesmå øjne, to lidt større øjne + fire større øjne griller burgere og snakker, indtil to bittesmå øjne lukker i og to lidt større øjne + fire større øjne stener fjernsyn og spiser kage.

Bottom line: Vi laver ingenting og alligevel alting.

Kærlighed er sådan en udefinerbar størrelse. Ifølge Gyldensdals ordbog er kærlighed navn for tusindevis af følelser, der spænder fra en mere overfladisk og kortvarig sympati til den dybeste og varigste opfyldelse, et menneske kan opleve. Kærlighed kan give mennesker følelsen af, at de lever, og kærlighed kan få mennesker til at gå i døden. Kærlighed kan knytte et menneske til et andet: Det gælder i forholdet mellem børn og forældre og i ægteskabelig og/eller erotisk kærlighed. Og kærlighed kan knytte et menneske til en usynlig forestilling som i kærlighed til Gud, fædrelandet, sandheden eller partiet.

Jeg kunne ikke sige det bedre. Kærlighed er på en gang den enkleste og den mest komplicerede af menneskelige indstillinger og et sammensurium af kemiske processer, som griber ind i hele menneskets øvrige bevidsthedsliv. Kærlighed er det smukkeste, jeg kender.

Derfor blev jeg så glad, da jeg, traditionen tro, læste New York Times online (avisen er anbefalelsesværdig, kreativ, politisk, nytænkende, oldschool…). Livsstilssektionen har nemlig en on-going undersektion, der hedder Modern Love, som basalt set giver alle mennesker muligheden for at sende New York Times-redaktionen et essay om kærlighedens væsen. Og nej, klummerne handler ikke kun om den romantiske kærlighed, som, for os alle, vist er den mest indlysende interessante, men om kærlighed i alle dens aspekter: Selvkærlighed, kærlighed til familie, venner, dyr, tro eller ting. Intet emne er uinteressant.

Jeg elsker de klummer. Jeg elsker dybden, ærligheden og ikke mindst forguder jeg, at jeg får øjnene op for andre måder at leve sammen på; andre måder at elske på.

De fine essays kan varmt anbefales, hvis du vil udvide din kærligheds-horisont en smule. Jeg kan skrive under på, at min er blevet mere rummelig.

Læs de smukke essays her

Lige nu, mens du læser det her, regner jeg stærkt med at fede den på græsplænen, mens jeg drikker iskaffe og læser blade, mens alle omkring mig sover. Nå, men man har jo i hvert fald lov at drømme, ha. Jeg har lavet 20 sayings før, og synes det er en sjov måde at give dig lidt mere indgående kendskab til mig… hvis man altså antager, at nedenstående mere eller mindre First World Problems giver bare snerten af brugbar information?

20 SAYINGS ABOUT ME #2…
1. Jeg har muligvis ikke en journalistisk sult, der vælter regeringer, men jeg elsker at skrive. Som i virkelig elsker. Som barn skrev jeg i søvne… og det gør jeg vist stadig. Jeg er så glad for at være tilbage, efter at have leget købmand i nogle år – og har lige afleveret en artikel til Alt for damerne. 2. Jeg har en storebror. Jeg har også en storesøster. Min bror er nørdet og sød og lidt sær. Min søster er ordentlig, tjekket og også meget, meget sød. Vi bor alle sammen her på Sjælland, selvom vi egentlig er fra Aalborg. De er begge to mit backbone. 3. Min yndlingsfarve er de fleste nuancer af blå-grøn. Tror jeg. Til tider får jeg også en faible for nude og blush. 4. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 4 år. Min far flyttede ikke ret langt væk, men vi så ham kun hver 3. uge. Skilsmisser i 80erne var ret firkantede, it seems. 5. Jeg hader udråbstegn og forkortelser, faktisk så indædt, at jeg mener det burde forbydes at kaste rundt med både et, to og ti udråbstegn. Forstår folk ikke at brugen af udråbstegn virker en kende agressivt? 6. Mine bedste barndomsminder er fra fællespladsen i det sociale boligbyggeri, jeg boede i som barn. Masser af børn, masser af leg og lange, lyse sommeraftener. Min oldemors sommerhus, lige ud til Vesterhavet i Hirtshals, står også ret højt på listen. 6. Jeg har det ikke ret godt med alle former for boldspil og er virkelig, som i virkelig, bange for bolde. Bordtennis er jeg til gengæld en ørn til. 7.  Jeg har et følsomt sind… der ikke gider mere pis. 8. Nogle gange er jeg i tvivl om, hvor meget, jeg egentlig kan forvente af en 12-årig og ender måske, måske ikke, med at have for store forventninger til, hvad August skal og bør. I det hele taget er den der alder svær, for den er jo et mix i mellem at være barn og ung. 9. Da jeg ventede August, var jeg helt på det rene med, at han skulle hedde August. Augustes far ville have, at han skulle hedde Arian. 10. Jeg kan ikke lide at bede folk om tjenester, da jeg er bange for, at de vil bruge det imod mig på et senere tidspunkt. 11. Jeg har temperament og er alligevel helt vildt blødsøden. 12. Jeg har det med at gå i selvsving og fordybe mig helt vildt i mærkelige kulinariske emner. Gourmetsaltning, sous vide, de perfekte macaroons og is-lavning for nu at nævne et par. Sidste sommer drev jeg alle til vanvid ved at snakke, snakke, snakke og så snakke lidt mere om, hvilken ismaskine med kompressor, jeg mon skulle købe. Lige nu er jeg gået i thai-køkkenet med min nye fritøse. Vi er top gode venner. 13. Jeg er i de her dage i færd med at prøve periodisk faste. Not easy. 14. Jeg ville være den fødte researcher på ‘Sporløs’. 15. Som regel er min neglelak afskallet og mine negle nedbidte. 16. Mens August boede i min mave, spillede jeg hver dag Bic Runga med ‘Bursting Through’, og da han endelig så lyset, og kom ud til mig, spillede jeg sangen for ham, når han var urolig. Det virkede. 17. Jeg elsker den lillebitte tand, som Elizabeth har fået. Hun sprænger totalt igennem på nuttetheds-skalaen. 18. Jeg vender tit mit tøj på vrangen. 19. Jeg får stadig antidepressiv medicin efter min periode med angst… og har ikke i sinde at stoppe med den. Nogensinde. 20. Hvis du er nået hertil, så er du godt nok en dejlig og dedikeret læser.

Ps. Fotoet, hvorpå jeg fremviser hele mit fortryllende tandsæt, er taget på Eurowoman-redaktionen for år tilbage, vist nok med et polaroid-kamera og snapshottet af den dejlige dame og fotograf Signe Vilstrup.

Det er svært at være syg, snottet, vrissen, træt og udkørt, når man kigger på det her lillebitte, sjove væsen.

Jeg tænker meget over det her med, hvilket billede, jeg giver udadtil, når jeg skriver blogindlæg. Jeg prøver at balancere mellem at vise de fine sider af mit liv, men samtidig fortælle om de tidspunkter, hvor jeg ærligt talt har mest lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg prøver at indvie dig i det, der gør både godt og ondt. Og jeg prøver at være personlig, men ikke privat.

Det er svært og balancegangen er en sær én.

I tiden fra min blogs start, hvor jeg skøjtede lidt mere hen over mode- og beauty-stof, og prøvede at finde ud af, hvad det her fristed egentlig skulle omhandle, til i dag, hvor jeg håber, du kan mærke, at jeg lukker dig lidt mere ind (?), har jeg ikke skrevet om hverken min tid som totalt stress- og angstramt, om den bog, jeg har skrevet om samme emne, eller om hvordan det mon er, den dag i dag, stadig, kropsligt og sjæleligt, at være ramt af det, der skete for mange, mange år siden.

Hvordan det for eksempel er ikke at kunne multitaske x 1000 mere. At acceptere at det er som om en del af min hjerne er svitset væk. Hvordan det er ikke at kunne samtale samtidig med, at jeg skærer broccoli-buketter ud. Ikke at kunne tænke, eller skrive, hvis der er larm. At blive svimmel og dårlig og kvalm, hvis der sker for meget omkring mig på én gang. At ville så meget og ikke altid at være i stand til at gøre det, jeg vil. Jeg kunne skrive poetisk om det, men for at være helt ærlig: It sucks.

Sandheden er, at selvom jeg (sådan nogenlunde da) accepterer, at jeg ikke er som før, og selvom jeg nok i grunden, den dag i dag, kan og gør mere end et helt almindeligt menneske kan/gør, så er det ALLERmest provokerende ved mit liv, at jeg ikke er som før. At jeg ikke kan som før. Og ikke kan gøre noget ved det. Udfordringen, dag ud og dag ind, ligger i at planlægge, strukturere og glædes over det, der er. Det er ikke altid nemt.

Idéen til det her blogindlæg kom, da jeg læste Christina Melchiors fuldkommen fantastiske blogindlæg om stress (kram til hende!). Hun skriver blandt andet: “Det er jo bizart at gå fra at være Dronningen af multi-tasking til ikke at kunne skrælle en gulerod, hvis nogen taler til en.”

Oh, do I know the feeling.

Forleden, da vejret viste sig fra sin lune side, sad vi alle på et tæppe midt i haven. Udsprungne syrener, pæoner, solbær og stikkelsbær, der snart folder sig ud, og hængekøjen, der gynger sagte i vinden, var vores kulisse.

Lille, nuttet fire-årig var på overnatning, og morede sig kosteligt med vandkamp kun iført små Spiderman-speedos, der var sommerfest i kolonihaven, så grillen var tændt, isbilens klokker ringede, August sad med sit dejlige, viltre og efterhånden små-lange hår og missede fredsfyldt mod solen og Elizabeth øvede armstræk iført nuttegris-dragt og vaskekone-hårbånd fra Poppy Rose.

Flere af de dage, please.

Lillemusen Elizabeth blev vaccineret i går og fik sig en noget heftig feber, der nærmede sig 40. Suk. Så i går, selv på Panodil, lå hun og små-jamrede sig, dog iført ble, kanin og rød sut.

Når man er seks måneder, er man pludselig stor.

Man spiser spagetti bolognaise. Man kan passe storebror-Augustes smækbukser fra for hundrede år siden. Man smiler til alt og alle (og især mænd). Man har øjne, der funkler som små sole. Man vågner op og er rendyrket solskin.

Enhver burde have sådan et lille seks måneder gammelt festfyrværkeri i huset.

Kan du mon fortælle mig, hvad der af galt med det her billede?