Tænk sig at Elizabeth er blevet 10 måneder. 10 måneder! Hvor blev tiden af? Fra at være sådan en lille, nuttet grøntsag er hun pludselig en stor, nuttet grøntsag ;-) Lige nu ligger hun, feberramt og pjevset og afsindigt dejlig, hos hendes mo-ar, men til dagligt; der er hun sej og sjov og morsom og syngende og nuttet.

Velkommen til en lille milepæl-potpourri over, hvad sådan en lækker unge kan.

10 TING ELIZABETH ER DYGTIG TIL:
1. Smiler bredt, charmerende og syndigt med to styks tænder.
2. Knipser (?) med tungen, synger mærkelige viser og vågner midt om natten for at øve sig på at puste.
3. Kravler på livet løs og kan stå op ad ting, for eksempel ynder hun at kravle ind under barnevognen eller alternativt opholde sig inde i opvaskemaskinen. Nice & cozy.
4. Gasser sig værre og højere end en fuldvoksen mand. Må lære damen manerer.
5. Er irriterende elektronisk begavet. Har fundet for os komplet ukendt drejeskive bag på tv’et og skifter nu, med føromtalte drejeskive, kanaler på livet løs. Stopper imidlertid straks ‘Friends’ eller ‘Beverly Hills 90210’ er på skærmen?
6. Er klart protein-type og fisker, med nyt, sejt pincet-greb, kødet af rugbrøds-hapserne. Og nægter naturligvis efterfølgende at spise rugbrød-stykkerne.
7. Krammer sig borebille-agtigt helt ind under huden på én om morgenen. Det er ret dejligt.
8. Klapper, som kun personer, der tror at ivrigt klapperi kan afværge verdens-katastrofer, klapper.
9. Vinker. Altid med 10 sekunders forsinkelse.
10. Har øjenbryn, der på sær vis kan løftes så højt, at de nærmest ender i nakken.

Det er ikke så tit, at jeg viser mig på bloggen. Men here goes i en sort/hvid version med søde, smukke, dejlige Elizabeth på armen <3 Foto credit: Ex-mands nye kones søde, store dreng. Han er dygtig!

Nogle gange svømmer både hjerte og tårekanaler over af ren og skær kærlighed. Nogle gange ser man pludseligt så klart, at det barn, man troede var lille, rent faktisk er ved at blive stor. Nogle gange er man så stolt, så stolt.

I går havde August lektier for – et prosadigt om det bedste i hans verden og det værste i hans verden. Jeg har fået lov at dele begge digte med jer, så her kommer digtet om det bedste i Augustes verden.

Jeg er seriøst notorisk forelsket i den unge…

—————————

det bedste for mig er
når det regner og jeg sidder og spiller uno
med en kop varm kakao
når jeg ligger og lytter til natten
og når jeg danser med den pige, jeg godt kan lide

det bedste for mig er
når jeg hører min ynglingssang
fordi den minder mig om turen til Mexico
når jeg kysser min lillesøster på kinden
og når jeg kigger ud af vinduet

det bedste for mig er
når jeg er sammen med vennerne
når jeg er ude på sneglen
og jeg hopper fra fem meter-vippen

det bedste for mig er
når jeg bare sidder og ser fjernsyn
og ikke laver andet end det
når jeg leger sneboldskamp i sneen
og når jeg leger med min lillebror

det bedste for mig er, når jeg er sammen med min familie
for hvis jeg ikke har min familie
har jeg ikke mig selv

det er det bedste for mig

Hvis man nu har haft en dårlig dag, så skal man da bare se på de her billeder. Undskyld, hund. Men du ser altså, måske med rette, lidt betuttet ud…

Har din hund (eller nærmere du) lyst til, øhm, sej hovedbeklædning, så smut forbi Etsy-sælgeren Sweethoots. Du kan endda få matchende menneske-hatte. Win.

Mit liv er hærget af First World Problems (eller måske nok nærmere en selvbestaltet Spørge-Jørgen), du ved, problemer der ikke ligefrem betyder noget, sådan i det store billede, og så absolut ikke har med andre seriøse verdensproblematikker at gøre, men you know… i min andedam. Her er syv af de First World Problems, som nager mig for tiden, hæ.

1. Hvorfor har jeg kun neglelak på min ene hånd – og hvornår kan jeg tiltuske mig tid til at lakere den anden hånd, inden neglelak på første hånd når at skalle af?

2. Hvorfor (hvorfor!) går jeg halvnøgen rundt i vores køkken og laver havregrød, stiller gryden med grød til side, vil lige hapse lidt kanelsukker og bukker mig hen over stadig pissevarmt gaskomfur for at få fat i kanelsukker… og svitser mit ene bryst? Jeg burde modtage en dumme-pris.

3. Hvorfor kan jeg stadig ikke finde ud af at lave macaroons? Jeg prøvede mig endda med en shake a cake-macaroon-dej… men her smadrede jeg også totalt de fine franske fornemmelser. Jeg, der ellers er sådan rimelig okay til at bage. Det er sært.

4. Hvorfor har jeg et selvbillede af at være en nuttet størrelse 36, når jeg i realiteten er en størrelse 40? Plejer det ikke at være omvendt?

5. Hvorfor har jeg en søn, der er akkurat lige som mig og helt fantast-agtig tror, at han kan springe fra 5-meter-vippen med sit GoPro-kamera… og taber det?

6. Hvorfor matcher Hay-puderne ikke 100% landkortet på min væg? Det er, hånden på hjertet, alt for irriterende til, at jeg kan holde ud at være i min krop.

7. Hvordan kan hårfarve ikke virke? Forleden havde jeg endelig tid til at forsøge at farve mit eget hår. Væk med udgroninger. Væk med små, grå hår. Troede jeg. 45 minutter tog hele balladen… og da jeg havde været i bad og føntørret mit hår, så jeg… at mit hår overhoved ikke var blevet farvet. Som i slet ikke. Well, thanks.

Ak ja. Livet er så simpelt.

Jeg har i mange år funderet over det her med, hvad god opdragelse er, hvordan jeg kan være den bedste, mest politisk korrekte og mest søde mor… og samtidig (holde ud at) være mig, for guderne skal vide, at jeg ikke er korrekt eller perfekt, guderne skal vide, at jeg ikke er propfyldt med overskud og guderne skal vide, at jeg ikke er den mor, der, i al min mor-kærlighed, har mistet lysten til enetid.

Jeg ved jo godt, at jeg har hjertet på rette sted, og jeg tror også, August vil sige, at jeg er den bedste mor i verden… jeg har tid, jeg bager kage, når der er venner på besøg, jeg trøster, puster, snakker, beroliger, griner og leger. Alligevel samler jeg, i et mørkt, mørkt rum indeni mig selv, på de gange, hvor jeg faldt igennem. De gange, hvor jeg, af ren og skær udmattelse, råbte alt for højt på et alt for offentligt sted, hvor jeg hvæsende bad sød dreng om at smutte ind ved siden af, fordi jeg bare slet-slet-SLET ikke gad glo på ham (eller nogen), hvor jeg fik sagt ting, jeg bitterligt fortrød efterfølgende. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Det håber jeg ikke, jeg er.

Foranlediget af en snak på Facebook, hvor en mor havde set en anden mor tage hårdt fat i sit barn, og førstnævnte mor funderede over, om opførslen burde anmeldes, kom jeg til at tænke på det her med, hvor grænsen går, hvor meget vi dømmer hinanden, hvor lidt slack, vi kvinder giver hinanden – og hvor overmenneske-agtig man skal være som forælder. Jeg er med på at det at slå sine børn er totalt no-go, så det er ikke det, jeg vil diskutere, men det er vel fakta, at man som forælder mister besindelsen fra tid til anden, gør og siger tåbelige ting – og fortyder efterfølgende? Og det er vel lige så sikkert som amen i kirken, at man, hvis man har bare lidt hjerneaktivitet og er varm om hjertet, slår sig selv grueligt oven i hovedet over at man kunne opføre sig så tåbeligt?

Jeg vil fortælle dig om en af de episoder, der gemt, men ikke glemt, bor inden i mig og som, er jeg sikker på, ville have fået føromtalte mor til at ringe til politiet med det samme: August var fem år og seriøst elendig til at spise med kniv og gaffel. Den dag var jeg en mor, der var træt, udkørt, udtværet og havde bunker af arbejde foran mig. Vi sad på en café, havde bestilt smørrebrød, og jeg insisterede på, at den stakkels unge skulle spise med kniv og gaffel… og han skulle holde på den der kniv og gaffel ordentligt. Han var ikke ligefrem god, men han prøvede. Uheldigvis, fordi jeg var så opkogt den dag, var det bare ikke godt nok til mig. Så jeg irettesatte, skældte ud og gjorde den bette fyr forskrækket – nok netop fordi jeg ikke plejer at råbe højt. Jeg hev barnet ud af caféen og skældte ham ud hele vejen hjem, alt imens jeg trak ham hen ad fortorvet. Barn græd som pisket. Mor hidsede sig endnu mere op – helt derop, hvor fornuft var passé og omsorg et fremmede ord.

Efter en rum tid hidsede jeg mig ned, jeg undskyldte og August kiggede på mig og sagde: “Mor, jeg kan ikke så godt lide, når du bliver så vred, at du viser tænder.” Åh. Hjerte, brist ikke. Tosse-mor viser øjensynligt tænder, når hun er urimeligt vred. Den dag bestemte jeg mig for aldrig-aldrig-aldrig at råbe igen; i hvert fald ikke på den måde. August vil nok hævde, at den lovning ikke holdt stik. Det gjorde den faktisk, sådan nogenlunde, altså… indtil sidste sommer, hvor, kan jeg vist roligt sige, at August opførte sig en kende teenage-agtigt… hvad alt hvad dertil hører. I hvert fald var han en dag så out there at jeg, i takt med hans raseri, rasede lige så meget. Needless to say, at det ikke holder. Inden jeg havde set mig om, viste jeg tænder igen. Og havde dyb, sort, frygtelig dårlig samvittighed. Jeg havde igen skuffet… ikke kun mit barn, men i særdeleshed mig selv.

Min morale? Well. Meld for guds skyld vold. Meld forældre, der dag ud og dag ind vanrøgter deres poder. Men møder du mig i supermarkedet, mens du divaer den overfor dit barn klokken alt-for-lang-tid-over-spisetid, vil du i mit blik ikke se andet end kærlig genkendelse. Jeg ved hvilken dårlig samvittighed, du har i aften, så jeg afstår fra at himle eller fundere over, om du mon burde anmeldes.

Mine 12 år som mor for August, i hvert fald når det gælder skældud, kan koges ned til tre råd:

1. Du kommer til at skælde ud. Også højt. Og du kommer til at opføre dig som en på fire år engang imellem. Men hey, du er bare et menneske.

2. Når punkt 1 er et uomtvisteligt faktum, så lær at undskylde. Lær at sætte dig ved siden af dit barn og undskyld. Sådan rigtigt. Forklar, at din opførsel overhoved ikke var i orden. Gør ham eller hende det 100% klart.

3. Prøv, bare prøv, at sætte en nål i det. Gem på oplevelsen som en kærlig reminder om, at både du og dit barn bliver stinkende kede af det efter sådan en omgang, men lad ikke episoden overvælde dig. Fortsæt med at være den bedste forælder, du kan være. Så er det mere end godt nok.

Jeg ved godt, at jeg er farvet af egen stormende kærlighed, men helt ærligt, ikke… hvor nuttet har man egentlig lov til at se ud, når man er otte måneder gammel, lige har lært ikke at være dødsensræd for vand og noncelant worker poolen, kun iført tykke lår, en enkelt tand, et par totter hår på hovedet + rød-prikket og ditto stribet badedragt?

Nu, hvor jeg nok ikke lige kommer ud over landets grænser denne sommer, må man drømme sig hen til nogle af verdens smukkeste og mest finurlige steder i verden. Og i guder, hvor der figurerer mange fine steder på min must visit-liste. Her er et par af dem (Jeg har øjensynligt noget med højder og broer. Lidt sært, når jeg er højdeskræk, ha).Den mest cool restaurant nær ved Sanyou Cave over Chang Jiang-floden må og skal jeg besøge engang. Maden skulle efter sigende også være vidunderlig!Som ovenstående lokation, findes det her smukke sted på jord også i Kina. YingXi Corridor ved Stone Peaks i Kina er både poetisk og uhyggelig på én og samme tid.Se nu de fine candyfloss-agtige farver! I byen Riomaggiore i Italien, i øvrigt en by, der kan dateres helt tilbage til det 13. århundrede, har de valgt at husene skal males i fine, farverige nuancer. Jeg elsker det!Broerne i og omkring Plitvice-søerne i Kroatien er fantastiske, og jeg ville elske at besøge stedet – faktisk Kroatien i det hele taget. Om sommeren er der i parken blandt andet underholdning, for eksempel kroatiske dansere, der opfører gamle folkedanse. Must see, selvom det er underholdning for de, øhm, lidt ældre (men nu er jeg jo også lidt mormor-agtig).Billedet fra Verdon i Provence, Frankrig, siger jo ligesom rigeligt, ikke? Så smukt. Kunne altså godt lige se mig + sød familie sejle her.Det kan godt være, at jeg er en kende mormor-agtig, men den her attraktion, Keukenhof Gardens, vil jeg altså gerne besøge. Der er lige dele ‘Alice i Eventyrland’ og ‘Ringenes Herre’ over stedet, som i øvrigt findes få timer herfra, nemlig i Holland.Åh, jamen, så pyt. Så tag mig da med til resortet Golden Eye i St. Mary på Jamaica. Her har jeg i sinde at komme til snarest, læse bøger, kigge ud over vandet og sippe Gin & Tonics.Scary yet thrilling. Jeg ville dø ved at tage liften over broen mellem to klippevægge i Chamonix, Frankrig, men vil nu alligevel gerne prøve. Der findes vel hypnose mod højdeskræk, ikke? Om ikke andet så for at nyde den uforglemmelig udsigt med snelandskaber på toppen af Aiguille du Midi (3842 m).Se nu den her ret så seje fodgænger-hængebro, Suspension Bridge, over den brusende Fraser River i Vancouver, Canada… ser det ikke vildt ud?

Forleden var vi på stranden i Blokhus. Ekviperet med kolde vand, tæppe, en sød og dejlig 12-årig og en lille, sandforskrækket baby. Sidstnævnte blev dog helt gode venner med sandet… efter lidt tid.Jeg elsker, forguder og savner Vesterhavet, hver gang, jeg er væk fra det. Det vilde, vovede, bølgede vand, som jeg husker fra mine barndommens somre, er stadig fantastisk.Et styks smuk dame med sand på næsen.Når man keder sig på stranden, kan man vel i grunden lige så godt kreere en nøgen dame i sand, ikke?Fin som altid, ham August <3