Når Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed.

… For et år og to dag siden så du verden første gang. Og vi så dig. Jeg tror roligt, jeg kan sige, at vores verden, i mødet med dig, har forandret os alle. I hvert fald har brikker indeni mig fundet deres plads, og jeg har lært ting ved at være sammen med dig, se dig vokse, favne os og bare berige os med din lille søde kyssemund, dine dybe, mørkebrune øjne, dine buttede kinder, dine små ben, din iver og din livsgnist. Ting, jeg ikke gjorde mig begreb om at jeg burde, kunne eller skulle lære.

Før jeg mødte dig havde jeg allerede oplevet lykken ved at få en baby én gang. August forandrede også totalt min verden og rokkede ved min verdensopfattelse. Sprængte fuldstændig rammerne for, hvordan man kan elske et andet menneske. Pludselig var han der, skulle elskes, krammes, passes på. At få August er, foruden at få dig, den største og vildeste glæde, jeg har oplevet i mit liv.

Men da du jo ikke voksede inde i min mave, kan jeg ikke undsige mig for at indrømme, at jeg simpelthen var så bange for ikke at være i stand til at elske dig. Fordi du ikke lå mageligt under mit hjerte og voksede. Og fordi jeg elsker August så højt, at jeg umuligt – umuligt! – kunne forestille mig at elske et andet menneske lige så inderligt. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke var ladsiggørligt, som menneske, at elske mere eller at rumme mere kærlighed.

Men åh, hvor gjorde du mine dystre tanker til skamme.

Søde, lille, dejlige, finurlige Izzy. Jeg græd som pisket, da du kiggede på mig med dine næsten sorte øjne første gang. Der var du. Jeg har også flere gange grædt af udmattelse, uden tvivl, men mest af alt har jeg grædt af glæde og stolthed over, hvad jeg kan se, du udvikler dig til. Jeg spår mange, mange flere stolte tårer, mens du vokser op.

Jeg kniber mig i armen. For sikken gave det er at få lov at kramme dig om morgenen, hvor du, stadig halvsovende, hænger på mig med din varme mave mod mit bryst. At være et voksent menneske, som du fuldkommen har overgivet dig til… hvor vildt er det egentlig lige. Sikke en inderlig, fantastisk, dybfølt glæde det er at få et af dine kys med den lille, spidse frømund, du ynder at forme. Og sikke en stolthed, jeg føler ved at opleve, at du siger dine første ord, alt i mens du smiler så meget og så se-mig-agtigt, at du blotter dine fire, små tænder i jubelskrig.

Du tvinger os til at være nærværende, Elizabeth. At se dig. Du tvinger os til at elske uden at frygte. Og det er ikke engang svært.

Så lille skat…

Det er så evigt ligegyldigt, hvor du havde til huse i din fostertilstand. Jeg skal nok passe på dig for evigt alligevel. Og Izzy, en ting mere. Det viste sig selvfølgelig, at jeg kan rumme mere kærlighed, end jeg troede muligt.

Tillykke med fødselsdagen, vores alle sammens skat.

Egentlig er jeg ikke meget for at blive rubriceret som ‘Lesbisk’ eller ‘Biseksuel’ eller ‘Homoseksuel’ eller sågar ‘Heteroseksuel’. Det er mit privatliv, min privatsfære og ikke mindst mit seksualliv, vi taler om, og at forsøge at få mig, eller andre, til at passe ind i en bestemt boks, der velment bliver påklistret et bestemt køns-mærkat, er for mig lige så tosset som at tro, at dybe tallerkener partout skal være flade. Så når folk vil tale om, at jeg er lesbisk, plejer jeg at sige, at det er jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg er, altså andet end at jeg er mig. Enough said.

Anyhow. Vi kan ikke løbe fra at det at elske en kvinde, hvis man selv er kvinde, eller at elske en mand, hvis man selv er mand, afviger fra normalen. Og selvom jeg ikke er meget for ovenstående rubriceringer, så er jeg også med på at det at vælge, som jeg har gjort, afstedkommer spørgsmål… og til tider tåkrummende oplevelser. Men, og her må jeg sige men; det sker yderst sjældent. Generelt set bliver folk bare mest forbløffede og dernæst forlegne. Enkelte fniser og begynder at spørge om ting, man bare ikke spørger nogen som helst mennesker om (i hvert fald ikke hvis man er en sippe, som jeg øjensynligt er), men de fleste trækker på skulderen og er komplet ligeglade.

Jeg er med på, at det ikke er sådan i mange lande, og at der er mange kampe at kæmpe for homoseksuelles ret til at være det og dem, de er. Det er ikke det, jeg taler om her… og så alligevel. Det vil være rart, hvis vi, med tiden, kan tøjle behovet for at skulle systematisere mennesker ud fra deres seksualitet. Basalt set vedrører det ikke andre, hvad der foregår i soveværelset, ligesom det der foregår i soveværelset ikke fortæller ret meget om, hvilket menneske man er, sådan til dagligt.

Det er faktisk simpelt. At være kæreste med Tatjana er ikke anderledes end at være kæreste med en mand. Jo, selvfølgelig er det anderledes, fysiologisk, men følelsesmæssigt er det helt det samme. Jeg skal ikke kunne sige, om det ville være anderledes med en anden dame, altså om fordommen om, at den ene er manden i forholdet og den anden er kvinden, vil komme til live, men jeg tror det ikke. Jeg ved det ikke. Og så er vi tilbage til, at mennesker altså bare er mennesker og dermed per definition er forskellige, agerer forskelligt, forelsker sig på forskellige måder og omgåes i forhold på forskellige måder. Altså. Rubricering er til ingen verdens nytte.

Det, jeg faktisk ville vise, var den fineste video, hvor en række amerikanske børn i alderen 7-13 år ser to flash mob-frierier, først med et bøssepar og dernæst med et lesbisk par. Se deres reaktion. Den er skøn. Og der er håb forude for, at de der rubriceringen får et kærligt men velment adieu.

Jeg har flere gange her på bloggen skrevet om kærlighedens kompleksitet, om at elske en baby, selvom man ikke har født hende, om kærligheden i en patchwork-familie som vores og kærlighed, der ingen alder har. I det hele optager kærlighed mig. Som begreb (for hvad er kærlighed egentlig? Hvordan kan den måles, rummes og favnes?), men i særdeleshed interesserer kærligheden mig i det nære, stille rum, inde i mig selv og indeni andre.

Fotografen Simon Bohr har i 2008 stykket den smukkeste fotodagbog over mødet med kærligheden Karen sammen. Melankolske, dunkle, håbefulde og erotiske er billederne og ordene.

Øjensynligt er Simon og Karen stadig sammen, og har nu en datter. Og efter sigende arbejder Simon på en opfølger. Jeg vil glæde mig til at følge kærligheden fra dens spæde, unge færd over i voksenlivet med pligter og børn og hverdagens cancan.

Se med lige her.

Jeg har sagt det før, men i guder, hvor er der mange smukke, fine, lex, men komplet unyttige sager på Etsy… jeg har (hurra!) haft en time tilovers, og her kommer udfaldet af at lade mig være online; siddende i min seng, med en kaffe ved sin side og en hund, der mageligt har lagt sig over mine fødder…

Kom hjem til mig, søde sager: 1. Fint – meget fint – kamera i træ. Jeg tænker, at Elizabeth kan knipse løs med det og efterligne sin mo-ar, 226 kr., 2. Så fin, broderet nautisk kunst skal man da lede længe efter. Elsker den runde form og det simple, retroprægede tro, håb og kærligheds-agtige look, 255 kr., 3. Håndlavet patchouli-parfume. Jeg har hørt, at duftene er fuldkommen fantastiske, så må simpelthen give det en chance, selvom jeg egentlig mest er til olier, 578 kr., 4. Vimpel-sticker med ‘save the date’… hvornår dælen kan jeg invitere til en fest, der kræver håndskrevne, snailmail-sendte invitationer?, 39 kr., 5. Er den ikke smuk? Jeg synes kombinationen af den blush farve og guld er så fin, 181 kr., 6. Bare fordi den er pæn, 74 kr., 7. Mad-øre, foodie, gastromoni-entusiast… når man er så glad for mad, som jeg er, skal man da også have en halskæde med et piskeris i guld, ikke?, 368 kr.

Da Elizabeth var inde i Tatjanas mave, lavede jeg sjov med, at hun, altså Elizabeth, talte. Og det eneste, hun talte om, var røde cykler. Med vimpler. Og trucker-bagagebærer. Og cool ringeklokker.

Det sjove er, at hun nu, hvor hun jo leger og synger og eksisterer, er fuldkommen head over heels i røde cykler. Det bevidner billeder fra min mor i hvert fald om. Hun nærmest aer de røde cykler, hun kommer i nærheden af. Det er sødt. Så afsindigt sødt, faktisk.

Ps. Den unge dame, der snart er et år gammel, er begyndt at sige ‘hej hej’, ‘baby’ og ‘uhm’ + hun kysser med lille, spids, nuttet mund. Åh <3

… eller faktisk er den mellemste mus ikke min, men det føles lidt sådan. Se nu bare, hvordan han gør nytte og støvsuger (+ han bagte faktisk kage samtidig!) <3

Faktisk er det her en repost fra mine tidlige blogger-dage. Men det betyder ikke så meget, for ingenting er sådan set forandret.

Jeg elsker stadig denne her sødsuppe-sang, og selvom jeg stadig ikke er til naivistisk kunst, well, så kan kombinationen af en af mine yndlingssange fra Snow Patrol sat til MusicAndMuffins’ fine, næsten barnagtige streger altså omtrent få mig til at græde… ikke kun fordi selve sangen er sørgelig, men mest fordi den, sat til tegningerne, er så fin og så livsbekræftende.

Kærlighed skal man passe godt på.

Ak ja, så står man der igen og kigger sig i spejlet med vantro. 36 år, har født et barn, er ikke ligefrem særlig trimmet mere og føler sig allerede… gammel. Med strækmærker, en barm, der har set bedre dage (som i virkelig bedre dage!) og en følelse af, at andre, der har født (eller bare er blevet ældre) ser langt, langt bedre ud.

Well. Så er det, at jeg, sådan helt derinde, hvor hjertet sukker veltilfreds, bliver rolig, når jeg kigger billederne igennem på pinup- og boudoir-fotografen Ashlee Wells Jacksons foto-projekt ‘4th Trimester Bodies Project’, der er dedikeret til skønheden i de ændringer kvinders kroppe undergår gennem moderskab, fødsel og amning.

Projektet er inspireret af Ashlee Wells Jacksons egne oplevelser som mor til tre, for også hun rev sig i håret og bankede sig selv i hovedet over, at den smukke præ-graviditets-krop for hende havde forvandlet sig til en stor, blød krop med ar og mærker… motion og sund kost til trods.

Det, at vi ikke omfavner de ændringer, kroppen undergår, er en skam af flere årsager. Først og fremmest fordi det bare er sådan, det er. Kroppen ændrer sig, når der vokser et barn inden i en, mere end de fleste aner. Kroppen bliver en anden (og sjældent pænere) version af sig selv, når et barn hænger i brystet og når kroppen pludselig i flere måneder har båret eller stadig bærer rundt på usandsynligt mange ekstra kilo. Omvendt er det så ærgerligt, at vi (jeg siger vi, fordi jeg næppe kan være den eneste, der føler sådan) ikke mestrer at flytte perspektivet, både i os selv og som samfund, fra fysisk perfektion til at omfavne, eller bare holde lidt af, moderskabet og dermed ar, striber og strækninger efter at have båret et barn under hjertet.

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt. Jeg kommer selv næppe nogensinde til at omfavne mine strækmærker, eller de ekstra kilo, men jeg er umådeligt stolt over, at der findes fine damer derude, som tør stå frem og vise mig, at jeg i hvert fald ikke er alene om ikke længere at have en krop som en 20-årig.

Jacksons gribende fotografier, og mere om projektet, kan ses og læses lige her.