Om at slå sig selv oven i hovedet.

Jeg har i mange år funderet over det her med, hvad god opdragelse er, hvordan jeg kan være den bedste, mest politisk korrekte og mest søde mor… og samtidig (holde ud at) være mig, for guderne skal vide, at jeg ikke er korrekt eller perfekt, guderne skal vide, at jeg ikke er propfyldt med overskud og guderne skal vide, at jeg ikke er den mor, der, i al min mor-kærlighed, har mistet lysten til enetid.

Jeg ved jo godt, at jeg har hjertet på rette sted, og jeg tror også, August vil sige, at jeg er den bedste mor i verden… jeg har tid, jeg bager kage, når der er venner på besøg, jeg trøster, puster, snakker, beroliger, griner og leger. Alligevel samler jeg, i et mørkt, mørkt rum indeni mig selv, på de gange, hvor jeg faldt igennem. De gange, hvor jeg, af ren og skær udmattelse, råbte alt for højt på et alt for offentligt sted, hvor jeg hvæsende bad sød dreng om at smutte ind ved siden af, fordi jeg bare slet-slet-SLET ikke gad glo på ham (eller nogen), hvor jeg fik sagt ting, jeg bitterligt fortrød efterfølgende. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Det håber jeg ikke, jeg er.

Foranlediget af en snak på Facebook, hvor en mor havde set en anden mor tage hårdt fat i sit barn, og førstnævnte mor funderede over, om opførslen burde anmeldes, kom jeg til at tænke på det her med, hvor grænsen går, hvor meget vi dømmer hinanden, hvor lidt slack, vi kvinder giver hinanden – og hvor overmenneske-agtig man skal være som forælder. Jeg er med på at det at slå sine børn er totalt no-go, så det er ikke det, jeg vil diskutere, men det er vel fakta, at man som forælder mister besindelsen fra tid til anden, gør og siger tåbelige ting – og fortyder efterfølgende? Og det er vel lige så sikkert som amen i kirken, at man, hvis man har bare lidt hjerneaktivitet og er varm om hjertet, slår sig selv grueligt oven i hovedet over at man kunne opføre sig så tåbeligt?

Jeg vil fortælle dig om en af de episoder, der gemt, men ikke glemt, bor inden i mig og som, er jeg sikker på, ville have fået føromtalte mor til at ringe til politiet med det samme: August var fem år og seriøst elendig til at spise med kniv og gaffel. Den dag var jeg en mor, der var træt, udkørt, udtværet og havde bunker af arbejde foran mig. Vi sad på en café, havde bestilt smørrebrød, og jeg insisterede på, at den stakkels unge skulle spise med kniv og gaffel… og han skulle holde på den der kniv og gaffel ordentligt. Han var ikke ligefrem god, men han prøvede. Uheldigvis, fordi jeg var så opkogt den dag, var det bare ikke godt nok til mig. Så jeg irettesatte, skældte ud og gjorde den bette fyr forskrækket – nok netop fordi jeg ikke plejer at råbe højt. Jeg hev barnet ud af caféen og skældte ham ud hele vejen hjem, alt imens jeg trak ham hen ad fortorvet. Barn græd som pisket. Mor hidsede sig endnu mere op – helt derop, hvor fornuft var passé og omsorg et fremmede ord.

Efter en rum tid hidsede jeg mig ned, jeg undskyldte og August kiggede på mig og sagde: “Mor, jeg kan ikke så godt lide, når du bliver så vred, at du viser tænder.” Åh. Hjerte, brist ikke. Tosse-mor viser øjensynligt tænder, når hun er urimeligt vred. Den dag bestemte jeg mig for aldrig-aldrig-aldrig at råbe igen; i hvert fald ikke på den måde. August vil nok hævde, at den lovning ikke holdt stik. Det gjorde den faktisk, sådan nogenlunde, altså… indtil sidste sommer, hvor, kan jeg vist roligt sige, at August opførte sig en kende teenage-agtigt… hvad alt hvad dertil hører. I hvert fald var han en dag så out there at jeg, i takt med hans raseri, rasede lige så meget. Needless to say, at det ikke holder. Inden jeg havde set mig om, viste jeg tænder igen. Og havde dyb, sort, frygtelig dårlig samvittighed. Jeg havde igen skuffet… ikke kun mit barn, men i særdeleshed mig selv.

Min morale? Well. Meld for guds skyld vold. Meld forældre, der dag ud og dag ind vanrøgter deres poder. Men møder du mig i supermarkedet, mens du divaer den overfor dit barn klokken alt-for-lang-tid-over-spisetid, vil du i mit blik ikke se andet end kærlig genkendelse. Jeg ved hvilken dårlig samvittighed, du har i aften, så jeg afstår fra at himle eller fundere over, om du mon burde anmeldes.

Mine 12 år som mor for August, i hvert fald når det gælder skældud, kan koges ned til tre råd:

1. Du kommer til at skælde ud. Også højt. Og du kommer til at opføre dig som en på fire år engang imellem. Men hey, du er bare et menneske.

2. Når punkt 1 er et uomtvisteligt faktum, så lær at undskylde. Lær at sætte dig ved siden af dit barn og undskyld. Sådan rigtigt. Forklar, at din opførsel overhoved ikke var i orden. Gør ham eller hende det 100% klart.

3. Prøv, bare prøv, at sætte en nål i det. Gem på oplevelsen som en kærlig reminder om, at både du og dit barn bliver stinkende kede af det efter sådan en omgang, men lad ikke episoden overvælde dig. Fortsæt med at være den bedste forælder, du kan være. Så er det mere end godt nok.

Comments
16 Responses to “Om at slå sig selv oven i hovedet.”
  1. Puh, jeg er sikker på, at jeg nok også skal gøre ting over for D, jeg fortryder. Men jeg vil huske på de øjeblikke, som du skriver, og gennem dem til erkendelse af, at jeg ikke er perfekt, og at jeg gerne vil styre uden om sådanne oplevelser.

    Tak for et rigtig fint indlæg, Maria <3

    • Og mere praktisk… Glemte at rette URL’en til ny adresse :)

    • Maria says:

      TAK for din søde kommentar, Marina <3 Åh ja, det er så svært at have børn. Så dejligt og så svært... men, når alt kommer til alt, så hanler det jo om at være opmærksom. På børnene og på ens egne skeletter i skabet. Er man det, så går det... tænker jeg ;-)

  2. Lickan says:

    Hvor er det godt skrevet. Virkelig godt. Kender den følelse helt ned i maven. Men vi er kun mennesker og gør det så godt vi kan.

    • Maria says:

      Åh ja, helt dernede i maven. Det er også sådan, jeg mærker det. Men ja, vi ER jo bare mennesker (eller meget store børn, tænker jeg nogle gange på)… erkendelse er bare det vigtigste.

  3. Signe says:

    Det er så godt skrevet, Maria! Jeg kan nikke genkendende til et par lignende episoder. Især for et par år siden hvor jeg virkelig manglede overskud og var ked af mit arbejdsliv. Men jeg er så enig i alt det du skriver, og dine råd er rigtig fine. Selvfølgelig skal man anmelde det, hvis man oplever et barn der bliver udsat for fysisk eller psykisk vold ofte, men en enkelt episode i supermarkedet i ulvetimen viser jo slet ikke det store billede, og vi skal passe på ikke at pege for meget fingre af hinanden, spm du også kommer ind på. Tak for et relevant og utroligt velskrevet indlæg.

  4. Rikke says:

    Maria, du er helt fantastisk!! Vi lever i en spelttid, hvor der er så meget fokus på at signalere overskud og jeg-kan-alt-og-slå-til-på-alle-fronter. Og det er bare ikke ret tit at nogen siger det modsatte – eller rettere, som dig bare påpeger at du er et menneske der begår fejl og fortryder og nogen gange gør det igen alligevel..

    Je har også hvæset af mine søde sønner flere gange end jeg har lyst til at erindre. Og fortrudt og græmmet mig og sagt undskyld. Og de vil sidde i kødet på mig til min sidste stund, tror jeg. Jeg prøver at tilgive mig selv men det er svært! Og jeg prøver at sige til mig selv at der er også en læring i det for mine børn – jeg er ikke perfekt, men indrømmer når jeg gør noget forkert og siger undskyld. Og det er en fin ting at give med videre, tænker jeg.

    • Maria says:

      Søde Rikke… du har ret. Der ER jo netop læring i det for ungerne. Jeg kendte engang en pige, hvis forældre fuldkommen pludseligt, i hvert fald i hendes optik, blev skilt. Hun havde aldrig hørt dem skændtes, havde aldrig hørt dem diskutere og havde aldrig været vant til følelsesudbrud eller hævede stemmer i familien (de manglende udtryk var dog ikke tegn på lykkelighed, viste det sig). Hun troede kort sagt at forældrene var overmennesker. Jeg tror faktisk ikke på, at man behøver at skåne ungerne så meget. Det er okay, at de ser, at man også kan være udkogt og irriterende… men efterspillet, at forklare hvorfor, hvordan og at børnene ikke har skyld, er vigtigt.

      PS. Du kan selv være fantastisk :-)

  5. Sidsel says:

    Maria. TAK fordi du tør blotte dig og dermed uddeler et varmt forstående kram til alle os mødre med høje idealer, som vi nu og da slet slet ikke lever op til. Tak.

    • Maria says:

      Det var absolut så lidt, Sidsel. Og tak for din ærlighed. Vi er jo nemlig slet ikke perfekte… og de der idealer, ikke? De er så tårnhøje, og falder vi igennem, er vi (kvinder) de værste til at slå os selv (og til tider også andre) gedigent oven i hovedet. Suk. Kram og med ønske om, at vi giver hinanden og os selv lidt mere slack… <3

  6. Julie says:

    Det er så befriende, SÅ befriende, at læse indlæg som dem her.. jeg kan føle mig som den største fallit-mor, fordi jeg:

    1) er rigtig dårlig til at lege med lego eller biler i flere timer. Det tog mig lang tid at erkende, at det er ok.
    2) har haft flere gange, hvor jeg har råbt og været ved at tude af afmagt i et supermarked eller andre steder i det offentlige rum og efterfølgende har set, hvor ked den 3-årige blev
    3) fordi jeg CRAVER alene-tid. Jeg ELSKER det. Og det er som om, jeg altid skal forsvare det over for andre mødre, der ikke forstår, at jeg f.eks. kan være hele SEKS dage i New York uden barn. SAVNER jeg da ham ikke??? Øh jo. Men hvornår er savn blevet en dårlig ting?

    Jeg gør mit bedste ligesom alle andre. Og ja, gid vi kvinder var lidt mindre hårde ved hinanden. Jeg har mere end én gang fået et dømmende blik fra en anden kvinde, når min søn har valgt at skrige løs i Rema 1000. Selv har jeg lyst til at gå hen og kramme mødre, der står i samme situation.

    • Maria says:

      Det er altså mig, der nu bukker og nejer og siger TAK for din ærlighed, Julie <3 Tak for at føle, at jeg ikke er alene... det betyder alverden.

Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] Der er en tendens til, at (især) kvinder dømmer hinandens måde at være forældre på, og jeg synes det er ved at være nok. Så længe et barn får kærlighed og har det godt, hvorfor har folk så så travlt med, om man er en god forælder eller ej? Det gælder selvfølgelig ikke kun problemstillingen om øreringe, men rigtig mange af de beslutninger vi tager som forældre. For eksempel, når man ser et uddrag af en situation mellem en mor og hendes barn, som Maria har skrevet et rigtig fint indlæg om her. […]



Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *