Forleden havde vi besøg af ‘vores’ mødregruppe. Så hyggeligt med alle de her babyer og søde mødre, ikke mindst. Vejret var jo så herligt, så Elizabeth flashede koral-lyserød romper og ditto sommerhat. Dagen var fantastisk.
I hele den her dejlighed kom jeg i tanke om en ting, der i mange år har undret mig… hvor hyggeligt det end er at ses med dejlige mennesker (og det her besøg var kun af den livsgivende slags), kender du så det med at være komplet smadret efter socialt samvær?
Nogle gange tænker jeg, at jeg er en lille bitte smule underlig… altså fordi jeg virkelig – virkelig, bliver både fysisk og psykisk træt, sådan helt ind i marv og ben, når jeg har været sammen med mennesker i lang tid ad gangen.
Det er klart, at stressende eller anstrengende møder tærer mere på mig end den gode komsammen, men de skønne oplevelser med andre mennesker, altså dem, hvor jeg griner og hygger mig; dem skal jeg sgu’ også hvile lidt på.
Jeg ser og oplever mennesker, som bare elsker at være omgivet af liv og glade dage fra tidlig morgen til sen aften. Typer, som får kolosal energi af kontakt… og ja, selvfølgelig kender jeg også mennesker som mig selv, hvor kontakt, hvad end det er god eller dårlig, tærer på reserverne – selvom jeg for alt i verden ikke ville undvære at ses med søde mennesker og gode venner.
Hvordan gør de (du?) det mon, altså får energi af menneskeligt samvær uden at have brug for en slapper efterfølgende? Og hvad pokker er det, der gør, at nogle af os har det stramt efter en i øvrigt drønhyggelig komsammen i fire timer?
Man kunne jo begynde at tale om enten at være ekstrovert eller introvert, men det er vel ikke så simpelt endda, vel? Jeg nyder jo virkelig at være sammen med andre mennesker, og er helt vildt festlig (synes jeg selv, hø hø), mens det står på, men bagefter… mon dieu!
Jeg må være en slags In-between-o-vert. Findes det mon?
Jeg har det fuldstændig på samme måde som dig..
Er det rigtigt? Så er jeg øjensynligt ikke den eneste in-between-o-vert out there… det er svært rart at tænke på.
Det er altid rart at vide man ikke er alene <3 Tak for en god blog, nyder at læse dine velskrevne indlæg hver evig eneste gang :-)
<3
Er også fuldstændig som dig, elsker også at være sammen med andre mennesker, men det dræner mig virkelig også, hvilket kan være svært at forstå for et ekstrovert menneske – i deres øjne kan man nemt virke kedelig, fordi man ind imellem vælger eget selskab frem for andres eller er den der går tidligere hjem;)
Kære Trine,
Hvor er det fedt, at du skriver! Jeg kan berette, at jeg altid går tidligst hjem. Og gider ikke danse. Og kan ikke lide byture, receptioner eller pressearrangementer. Det er skide smart at være blogger så, ikke? ;-)
Kan af uransagelige årsager ikke få lov at kommentere på bloggen, men sødeste Maria, jeg kender det FULDSTÆNDIGT. Jeg blomstrer op, når jeg er sammen med andre.. kan næsten blive helt høj på hyggeligt samvær og sprudler vist også derefter, mens det står på. Men bagefter, puha, bagefter er jeg brugt. Noglegange helt smadret som du skriver. Måske hænger det sammen med sensitivitet? At det er overvældende at rumme så meget (dejlig) kontakt og impulser? Jeg så The Great Gatsy igår, og selvom man egentlig skulle mistænke formiddagsbiografture for at være senioraktvitet, så var jeg fuldstændigt bombet i hovedet efter 2,5 times ovendreven (måske endda over-the-top?) Baz Luhrmann behandling… mærkeligt!
Sensitiv… jeg tror, du har ret.
Jeg er forundret, forbavset og forbandet glad for, at jeg skrev det her blog-indlæg, for sikke nogle kloge kommentarer, der kommer. Og hey… det virker til, at jeg ikke er den eneste i verden, der bliver komplet drænet af dejligt samvær. Jeg har faktisk altid tænkt, at jeg var lidt underlig og sær – og sensitiv på en dårlig måde. Du har lige fået mig til at retænke det hele en smule… TAK <3
Jeg kender det SÅ godt, Maria. Og knytter det bl.a. an til min introverte side. Jeg er et meget åbent menneske, og de færreste ville umiddelbart kategorisere mig som introvert. I virkeligheden er jeg er nok lidt af en in-between som dig. Dog med med en lille overvægt af det introverte, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at jeg kan føle mig helt drænet efter (også dejligt) samvær. Derudover ser jeg, som Ann-Sophie ovenfor, også en klar forbindelse mellem sensitivitet og behovet for at trække stikket ud.
Mon du har læst bogen “Særlig sensitive mennesker” af Elaine N. Aron? Den er virkelig, virkelig god og har opklaret mange ting for mig:
http://www.saxo.com/dk/saerligt-sensitive-mennesker_elaine-n-aron_haeftet_9788721032142?utm_campaign=partnersite&utm_source=Pensum.dk&utm_medium=affiliate
…den beskrivelse der er af bogen i linket er i øvrigt ikke særlig god eller fyldestgørende. Men bogen er en perle, det siger jeg dig <3
På et tidspunkt tog jeg i øvrigt en coachinguddannelse hos Sofia Manning. De tre hovedundervisere, Sofia, Chris og Mie, var blændende. Levende. Inspirerende. Kraftfulde som ind i helvede. Og formidable formidlere. Alle tre opfatter sig selv som introverte! Først og fremmest fordi de primært (men ikke kun) henter deres energi indefra. De elsker at være sammen med andre mennesker, men lader bedst op alene.
Det kom bag på de fleste af tilhørerne, kan jeg fortælle. Hvilket nok hænger sammen med, at mange af os har et billede af introverte som indelukkede, lidt asociale mennesker. Noget man for alt i verden vil undgå at være.
Kære Maria,
det er sjovt, for jeg har også i tidernes morgen taget uddannelse derinde fra… og selvom jeg havde luret Sofia som introvert, så havde jeg ikke lige set hverken Mie eller Chris som introverte.
Jeg tror, du har ret i, at der hægtes super mange negative ladninger på det at være introvert. Måske er det derfor, jeg aldrig har tilladt mig selv at fundere over, om jeg måske egentlig primært ER introvert? Jeg mener: Jeg h.a.d.e.r. receptioner og presse-arrangementer (skide smart at være blogger, ikke?), jeg hader byture (Jeg har aldrig fattet meningen med at stå på et sted med høj musik og… ja, hvad gør man egentlig på sådan et sted?) og nogle dage er det bare som om, at jeg har sådan et slags filter foran øjnene, så jeg næsten ikke kan fokusere på overhoved at tale med andre ;-)
TAK for øjenåbneren… nu skal jeg bare have min øjensynligt sprudlende personlighed til at forstå, at overskud bør økonomiseres eller i det mindste fordeles over alle ugens dage.
Kram <3
Det har ihvertfald været en stor lettelse for mig at erkende, forstå og ikke mindst stå ved min introverte side.
Der var en del, der sprang ud som introverte i løbet af den udddannelse. Netop fordi de tre banede vejen, er jeg sikker på. Og det var sgu’ ret smukt.
Jeg er siden blevet bevidst om, at mine alleryndlingsmennesker (og dem jeg bonder hurtigst med), stortset altid er In-between-o-verts (fedt ord i øvrigt) med en petit overvægt af det introverte. Deres introverte side bevirker, at de er i kontakt med dybere lag i sig selv (og andre) og det ekstroverte, at de er i stand til (og har lyst til) at dele det med andre. Og så går de lige i hjertet på mig <3
Jeg tillader mig lige at være anonym i anledning af dette emne da det for mig lapper ind over et andet emne, som (for mange) er et tabu.
Jeg samler min energi hjemme, og drænder depoterne når jeg er ude på trods af jeg altid nyder det sociale samvær. At jeg er introvert er et faktum jeg altid har været klar over, omend det tidligere ikke har haft en større betydning for min trivsel.
Nu er jeg så havnet i den situation at den mand jeg har mødt, som i høj grad er mandén, kommer med en bagage der indeholder to børn fra et tidligere forhold.
Det har for alvor sat spot på den side af mig som er introvert. Børnene er utrolig søde, velopdragne og naturligvis en del af den pakke jeg har valgt. Men jeg må desværre erkende, at samværet dræner mig og køre energi depoterne helt i bund.
Dét at dele mit hjem, min intimsfære og mit mest private liv på den systematiske måde at samvær er, har for mig resulteret i regulær stress. Jeg kastede mig ud i opgaven, gjorde alt for meget og satte for få personlige grænser og det resulterede, efter halvandet års tid som samboende, i angst, depression og stress.
Efter yderligere et år har symptomerne lagt sig lidt, og jeg er ved at finde frem til et new normal hvor jeg i noget højere grad end tidligerer må skærme mig lidt fra omverdenen for at kunne håndtere min hverdag.
Det har været en smertefuld process for mig at erkende den side af mig, som jeg ikke på samme måde var bevist omkring tidligere og ikke midst erkende at et liv med min mand ikke er omkostningsfrit.
Altså er jeg en tidligere in-between-o-vert der er i dag må fungerer som full-blown introvert. Det er okay og mit eget personlige valg, men det koster dyrt når jeg bliver overmodig og i et øjebliks kådhed og manglende selvindsigt tror jeg er den ekstroverte type.
Jeg har også altid haft et stort behov for alene-tid, ellers bliver jeg simpelthen vanvittig. På et seminar i udlandet for nylig nåede jeg et punkt, hvor jeg fik ‘menneskespat’ – søde og dejlige mennesker, men vi havde bare været rigtig meget sammen, og det kan jeg kun op til et vist punkt, før jeg har brug for at være lidt alene. Jeg elsker også at være sammen med veninder og familie, og kan føle, at jeg sprudler og bobler af glæde sammen med andre og lige bagefter, men jeg har en tydelig grænse, hvorefter jeg bare har brug for ro. Omvendt bliver jeg så også rastløst efter et par aftener alene og trænger til selskab igen :)