Jeg har funderet lidt over, hvordan jeg skal forklare det her uden at lyde utaknemmelig og uden at lyde som om, at jeg ikke fra dag 1 forgudede Elizabeth. For forgudede, det gjorde jeg, tog mig af, det gjorde jeg, nussede og puslede og kyssede, det gjorde jeg… men elskede? I min verden vokser en lille prik af kærlighed til uanede dybder og bredder, når jeg lærer at kende, får tid, og i øvrigt har overskud til overhoved at mærke efter. Sådan var det med August, og sådan er det øjensynligt også med Elizabeth.
Med August var jeg lidt bekymret for det, for hvorfor var jeg ikke head over heels? Hvorfor syntes jeg at det her med at tilsidesætte egne behov var downright irriterende til tider, og hvorfor syntes jeg at det at kigge på en baby dagen lang var små-kedeligt? Misforstå mig ikke… vi taler ikke om, at jeg gav færre kys, tog mig mindre af eller tilsidesatte hans behov, men jeg havde den der følelse af at andre bare fik deres barn på maven og elskede højt, inderligt og vildt med det samme… og når jeg ikke gjorde det, så måtte jeg jo være lidt til en side.
I dag ved jeg, at det ikke nødvendigvis behøver at foregå på den måde. Vejen til kærlighed er i sandhed uransagelig, og jeg tænker, at jeg selvfølgelig har elsket begge to fra første sekund, men omvendt har brug for (tid med det lille pus for) at vide, hvad jeg elsker.
Kærligheden vokser og vokser og vokser for hver dag… der er (mange) dage med smukke, søde August, og nu igen med lille, nuttede Elizabeth, hvor jeg kan mærke, at min hjerte næsten ikke kan være i brystkassen for bare kærlighed. Som i de her dage, hvor August forbereder sig til en DR-casting og Elizabeth hviner og smiler til mig…
Comments
5 Responses to “Kærlighed | Og om at mærke den vokse…”Leave A Comment
Follow Me
Hvor er hun fantastisk. Og sikke et billede – Jeg elsker æstetikken på din blog. Én dag (når der er mere tid & overskud) må du læse Karl-Ove Knausgårds bøger: han skriver (bl.a.) hudløst ærligt om familielivet, og det er opløftende, smukt og hæsblæsende modigt.
TAK – jeg bliver jo helt rørt <3 Vil klart få læst Karl-Ove Knausgårds bøger... de lyder interessante og ja, modige. Der er simpelthen så mange fordomme, skal og bør og dårlig samvittighed, så meget man ikke må sige uden, at andre mennesker ser helt forkerte ud i deres ansigter, så megen politisk mor-korrekthed, at jeg får lyst til at stille mig op på en lille sodavandskasse ved Nikolaj Kirke og råbe glæden, kærligheden OG frustrationen ved at få et lille myr ud... <3
Kære Maria,
Jeg kender ikke én eneste mor (som er tæt på i hvert fald), som ikke ind i imellem har et tvetydigt forhold til moderskabet. Du beskriver det det så fint, og helt uden den ironiske distance, som denne type “bekendelser” ofte er i følgeskab med. Dét er i sig selv befriende.
Knus herfra <3
Arh men hvor er det fint beskrevet. Jeg kender de følelser til hudløshed. Synes oveni at det at blive mor har manifisteret sig som en årelang identitetskrise her på matriklen – og nej, den er ikke slut endnu! Og hvor er Elisabeth dog smuk og meget karakteristisk af sådan et lille barn at være.
… og hvor er jeg glad for, at du siger det! Selvom jeg fik en del kommentarer med på vejen på Facebook, var kommentarfeltet til netop det her skriv på bloggen gabende tomt. Først blev jeg ramt af sådan en følelse af, at alle – ALLE – nu tænkte, at jeg var en lortemor, og jeg fortrød næsten det ikke mor-korrekte indlæg. Dernæst blev jeg trodsig og tænkte, at jeg da for pokker må have lov at ytre mig om de følelser, der unægteligt HØRER med til moderskabet – og som jeg VED masser af mødre føler. Men altså, det ER et svært emne og identitetskrise… I bet! Det at miste livet, som man kender det, og friheden, som man kender den, er en proces. En lang én ;-)
Kys & kram!