Det er i sig selv noget af en bedrift at være 109 år gammel, og samtidig at have overlevet Holocaust, ophold i koncentrationslejr og at få og overleve brystkræft som 83-årig, men det mest underfundige er alligevel at have et så lyst livssyn, så bragende en optimisme, som pianisten Alice Herz-Sommer har.

Med sin jødiske baggrund udholdte hun elendigheden i Theresienstadt (Terezín) koncentrationslejr, hvor næsten 35.000 fanger omkom. Hendes mand blev flyttet til Auschwitz i 1944: Hun så ham aldrig igen. Hun mistede mange i hendes udvidede familie og de fleste af de venner, hun var vokset op med. Hvis hun nogensinde var bitter over de prøvelser, hun har udholdt, eller de tab, hun har lidt, er tavlen visket ren. I stedet er der en næsten evangelisk nidkærhed i at kommunikere nødvendigheden af ​​optimisme.

Se den så fine 12 minutter lange video om Alice Herz-Sommer, der så fint siger: “Jeg leder efter de gode ting i livet. Jeg kender til de dårlige ting, men jeg vælger kun at se de gode ting.”

Ps. Jeg har øjensynligt en udefinerbar kærlighed til ældre visom, og hvis ikke du allerede har fulgt det her fine kunst-projekt om kærlighed uagtet alder, så synes jeg du skal gøre det.

Jeg.vil.flytte.i.kolonihaven.nu. Lige så meget som jeg elsker at flytte tilbage til civilisationen, når sensommeren går på hæld, lige så ihærdig og længselsfuld bliver jeg i det tidlige forår for at komme ned i den lille 54 kvm knaldhytte kaldet kolo. Ned til græs, terasse, sol, hav, hængekøje, børnene i haveforeningen, blommer og æbler på træerne.

Hvert år vil jeg egentlig gerne bede om et helt nyt hus, men når nu det desværre ikke sådan lige kan komme på tale, så funderer jeg over, hvordan jeg kan forskønne det eksisterende. Det er som regel noget med, at alle puder bliver skiftet ud, at blomster fylder vindueskarmene, at købe en ny hængekøje og at jeg tænker på at male havemøblerne (det sker i år!).

Det sjove ved at have to hjem, er at det ene hjem, vinter-residensen, giver mig liv til at udleve min hang til rå og skrabede Newyorker-lofts og kolonihaven får mormor slash lillepige til at hvine af fryd over liberty-mønstre, bærfarver og fine tapeter.

I år er ingen undtagelse. Jeg skal sippe te af fine mintfarvede tekopper, drikke hjemmelavet rabarbersaft af mine nyindkøbte, sarte og fine krystalglas, lege tittebøh med Elizabeth i en leopard-mønstret tipi, slikke sol på et tæppe midt på plænen, sætte min ismaskine i gang med at lave lækker is, så børnene i kolonihaven kan lege isbod, lave små kage-madder og finde smukke puder, som hver dag vil gøre mig glad.

Åh, jeg glæder mig til weekenden ♥

Need I say more? Et par kyllinger, en påskefrokost med familien, et par ovenud dejlige børn.

Jeg har fulgt det her projekt, siden dets start – og bliver ved og ved og ved med at blive (be)rørt af det. Jeg har svært ved at forklare hvorfor, for reelt set er det ‘bare’ en flok fotografer, der har sat sig for, på ugentlig basis, at dokumentere, hvordan de ser deres, for mig ukendte, børn.

Men. De her fotografer fanger på en sær måde børnenes sjæl, deres iværksætter-gen, deres glæder og sorger, deres personlighed – alt sammen via et simpelt knips. Det, at jeg kan følge med i børns liv, et eller andet sted på jorden; børn, hvis navn, jeg end ikke kender, og alligevel på en fin måde føle, at “dem kender jeg da”, det er jeg helt pjattet med. At billederne så også taler til min æstetiske forfinethed, ja, det hjælper selvfølgelig også på sagen.

Følg med hos you are my wild her

… også vinter. Det kan godt være, at jeg sidder her med små-fedtet hår, med skisokker på fødderne, med lidet flatterende bukser på, med baby, der karter rundt i sin leandervugge og nægter at sove, med et gulv, der skal støvsuges… men jeg er fandme lykkelig.

Solen skinner ind ad mine (ikke-nyvaskede) vinduer, jeg har koralfarvet neglelak på neglene, der kun er lidt afskallet (yah!), jeg har bagt boller – og om ikke så længe skinner solen for alvor, så jeg skal ned i den lille, fine kolonihave. Det er med at værdsætte hverdagen.

Et øjeblik, fordi jeg følte mig så ualmindeligt godt tilpas, ovevejede jeg endda at løbe en tur… men galskaben må og skal trods alt tøjles, hæ.

Først og fremmest: Tusinde tak for alle jeres fine betragtninger – og roser – både her på bloggen og på Facebook ift. mit indlæg om at være mor uden at være det biologisk. Jeg blev igen-igen rørt over at vide, at jeg har så søde, så velreflekterede og så kloge læsere derude. En af de ting, jeg har moret mig kosteligt over, er, at så mange af jer har skrevet privat til mig i en pludselig realisering af, at fædrene til jeres børn også har gennemgået en forvandling og bør roses lidt for at have holdt jer ud, ha.

Nå, men apropos babybarnet, som lige nu sover sødt: Hun er begyndt at spise grød og mos! Vi har haft et par søvnige nætter med mindre søvn, end vi plejer. Som udgangspunkt er Elizabeth ret fantastisk til at sove: Hun får mad 1-2 gange i løbet af natten og sover pt. ved 20-tiden, men de sidste par dage (eller er det uger, gab?) er hun begyndt at åbne øjnene, sådan cirka omkring klokken 04.00, og skrige i vildensky. Du ved; helt ulykkeligt og næsten så vildt, at hun er ved at kaste op. Oven i købet har hun cravet mere-mere-mere mælk i løbet af dagen, så vi ræsonnerede, at det nok var tid til at forsøge os med andet end, ja, mælk.

Vi forsøgte os med en ækelt smagende risgrød – som hun dog var pjattet med. Så kartoffel og gulerod, som hun blev hidsig over ikke kom kvikt nok, og i aften tror jeg, at vi forsøger os med en lex kartoffelmos. Så stor hun pludselig er blevet… og så lille alligevel.

Forresten og igen apropos babyer: Jeg har en konkurrence i ærmet, hvor du kan vinde tre styks af den fine og enkle heldragt, Rompy, fra danske MarMar – en dragt og et mærke, som jeg knuselsker. Jeg åbner op for godteposen på onsdag ♥

… så hvordan er det egentlig at være mor uden at være mor? Et kort, enkelt svar kunne være: Det er nemt, for jeg er Elizabeths mor. Omvendt er svaret ikke så enkelt, for selvfølgelig er der mange mellemregninger i det, mange spørgsmål og mange ubekendte, så jeg forsøger mig med en længere forklaring om, hvordan det egentlig er at blive mor, når man er kæreste med en dame, og hvordan det er at være mor, selvom jeg ikke har været gravid med det lille pus:

Vi bestemte os sammen for at skulle have et barn (det kan du læse mere om her), og selvfølgelig glædede jeg mig, men der var alligevel spørgsmål, som spøgte. Måske var de, retrospektivt set, ikke meget anderledes end de spørgsmål, man stiller sig selv, når man bærer sit barn under hjertet i 9 måneder (eller måske nærmere lig de spørgsmål faderen til et kommende barn stiller sig selv), men for mig var spørgsmålene ekstra forvirrende og til tider endda foruroligende, for ét var spørgsmålet om, hvorvidt jeg i grunden ville komme til at elske et barn, jeg ikke selv havde båret; noget andet var de juridiske men’er: Hvordan kunne jeg, lovformeligt, komme til at være hendes (med)mor, hvordan med arveret, hvordan kunne jeg sørge for at få 50% ‘ret’ til Elizabeth, hvis Tatjana mod forventning skulle blive mærkelig og løbe væk med Elizabeth, hvordan skulle vi forklare August, at han skulle være storebror… og så måske det mest forvirrende: Hvordan skulle jeg tackle det faktum, at få, men nok, krammede Tatjana (selvom guderne skal vide at RIGTIG mange fangede pointen med det samme og krammede mig lige så ivrigt) og lidt spørgende spurgte mig om “hvad min rolle så ville blive i det?”.

Det sidste, det at jeg ikke automatisk blev anset for at være mor, blev jeg små-såret over. Men omvendt: Det er jo sådan, man gør i almindelige sammenhænge: Krammer og siger tillykke til den gravide først, mens manden i en sidebemærkning får et ’tillykke farmand’… hvad siger man egentlig til to mødre? I min situation var det bare anderledes, så skrøbeligt, så forvirrende, det her med at skulle være forælder i en kontekst, ingen af os egentlig var trygge ud i, og derfor ramte dét at Tatjana fik 100% opmærksomhed mig fælt til tider. Til sidst blev jeg sommetider så obsternasig, at jeg bare svarede, når spørgsmålene haglede ned over Tatjana – og mest af alt dejligt: Tatjana huskede på at inddrage mig, når føromtalte spørgsmål automatisk blev stilet til hende.

Men jo, det var ikke let at være med-mor på sidelinien, heller ikke når det gjalt om at sætte mig ind i forandringerne. Jeg havde, igen akkurat som det vel er svært at være kommende far, svært ved at følge med i følelserne, det fysiske ubehag, humørsvingningerne… Men mest af alt, når jeg kigger tilbage… Kærligheden: Den svimlende, altoverskyggende kærlighed til hende, som man, i et klart øjeblik, kan se går utåleligt meget i gennem for at huse vores kommende baby.

Resultatet: Et styks nuttet, nem, smilende baby. Kærligheden? Ubeskrivelig. Mor-følelse? JA. Hun er min. Nemt? Nej. Jura? Kan ordnes. Besværet værd? Bestemt.

Lige nu sidder jeg og stirrer på denne fine skabning og føler mig heldig. Så heldig.

Ak ja. Det er benhårdt at være en hund, der dagligt får serveret mundrette stykker af rødt kød. Det er så væmmeligt at være en lille hund, der har en plet midt på brystkassen, som mangler pels, fordi man får så mange kæl lige netop dér. Og åh, det er seriøst hæsligt at være en vovse, der hver nat sover trygt og varmt under vores dyne.

Spørger du Charlie, hvordan han har det, efter at Elizabeth er kommet til verden, så skal du bare se hundeøjne. Han kunne ikke finde på at gøre Elizabeth fortræd, men ignorere hende på brilliant vis; dét kan han!

Og så indtager han helst hendes sager: Sover i hendes lift, hapser hendes dyne, spiser det ene ben på hendes Kylling og sidste skud på stammen: Man slæber Elizabeths Voksipose OP på toppen af Elizabeths kurv med legetøj, rumsterer rundt med Voksiposen og troner derefter oven på hele herligheden alt imens man jamrer sig og tænker: “Åh, bare de ville kigge på mig. Se mig! Jeg er så ulykkelig!”

For at du virkelig får fornemmelsen af ulykke, foreslår jeg, at du slår lyden til – højt!

Jeg kan ikke rigtig hidse mig op over eller hade Valentines Day. Jeg er med på, at blomsterhandlerne har kronede dage og at prisen på roser stiger sindssygt på selve dagen, jeg ved godt, at traditionen er sukkersød og amerikansk, og jeg er med på, at hver dag burde være en kærlighedserklærings-dag, men når alt kommer til alt, så kan jeg altså ret godt lide dagen og budskabet.

I år var min gave at krølle mit hår, noget som får en vis dame til at smile, og invitere dame, nu med bløde knæ, på scones og kaffe hos Meyer. Såre simpelt. Gaven, jeg fik, var fantastisk, nemlig ovenstående leopard-printede Nike-sneakers, som jeg har kvidret om før, og en fælles gave var en lex frokost på M:A:S:H.

Elizabeth var selvfølgelig med og smilede til en børnelæge i båsen ved siden af under hele måltidet… charmetrold.