Ak ja. Det er benhårdt at være en hund, der dagligt får serveret mundrette stykker af rødt kød. Det er så væmmeligt at være en lille hund, der har en plet midt på brystkassen, som mangler pels, fordi man får så mange kæl lige netop dér. Og åh, det er seriøst hæsligt at være en vovse, der hver nat sover trygt og varmt under vores dyne.

Spørger du Charlie, hvordan han har det, efter at Elizabeth er kommet til verden, så skal du bare se hundeøjne. Han kunne ikke finde på at gøre Elizabeth fortræd, men ignorere hende på brilliant vis; dét kan han!

Og så indtager han helst hendes sager: Sover i hendes lift, hapser hendes dyne, spiser det ene ben på hendes Kylling og sidste skud på stammen: Man slæber Elizabeths Voksipose OP på toppen af Elizabeths kurv med legetøj, rumsterer rundt med Voksiposen og troner derefter oven på hele herligheden alt imens man jamrer sig og tænker: “Åh, bare de ville kigge på mig. Se mig! Jeg er så ulykkelig!”

For at du virkelig får fornemmelsen af ulykke, foreslår jeg, at du slår lyden til – højt!