Yndlingsbeskæftigelse no. 1 hos ung dame på tre måneder… se bare; armene er endda i flyver-position.

Det her billede af den sødeste, lille Elizabeth hører til et af mine absolutte yndlings-fotos… selvfølgelig snapshot’et af intet mindre end August <3

Jeg forstår simpelthen ikke, hvor tiden bliver af. En dag var min søde, lille, store, dejlige August en lillebitte baby, en anden dag var han tre år og fræk som en slagterhund, en tredje dag lærte han at cykle uden støttehjul, så blev han bidt af en gal Manga-bog, startede i skole… og nu er han snart 12 år. 12 år! Jamen gud, det betyder jo, at han snart er teenager, og at jeg nærmest ALDRIG ser ham. Det er så ufatteligt smukt og fint at se ham vokse sig så stor og stærk og sjov… og det er så ufatteligt hjerteskærende, at tiden går så stærkt.

At få et barn, at opdrage det, er lidt som at starte med et hvidt lærred og derefter begynde at male på det – for så at erfare at farveklatterne, helt af sig selv, skifter form og farve. Først er det forvirrende, men min gud, hvor er det altså også bare fint at se at maleriet, som man selv troede var helt perfekt, pludselig er intet mindre end yppigt.

Kære August, min søde skat. Hver eneste øjeblik, hver dag og hvert år, du har været en del af vores liv, har jeg haft lyst til at råbe: “Freeze! Bliv ikke større. Du er HELT perfekt nu!”. For det er du altså; perfekt, sjov, finurlig, har de fineste fregner og det mest smittende smil, er så klog og så god og så sød – og ja, du er også hamrende irriterende til tider, men som jeg prøver at forklare dig: Det er normalt. Det vil være sært, hvis vi mennesker ikke engang i mellem træder ved siden af eller har dårlige dage. Det er helt okay.

Vi er så mange, der elsker dig, tror på dig, hepper på dig. Bliv ved med at være den, du er. Du er fantastisk (og læs det her blogindlæg de dage, hvor min lunte er kort, og jeg er en ko, eller de dage, hvor du synes, at alt er gået galt og dit selvværd trænger til et boost).

Kys fra mor.

Ps. Apropos at være fire år og smide støttehjulene: Se med her, hvor August gør netop dét.

Jeg har funderet lidt over, hvordan jeg skal forklare det her uden at lyde utaknemmelig og uden at lyde som om, at jeg ikke fra dag 1 forgudede Elizabeth. For forgudede, det gjorde jeg, tog mig af, det gjorde jeg, nussede og puslede og kyssede, det gjorde jeg… men elskede? I min verden vokser en lille prik af kærlighed til uanede dybder og bredder, når jeg lærer at kende, får tid, og i øvrigt har overskud til overhoved at mærke efter. Sådan var det med August, og sådan er det øjensynligt også med Elizabeth.

Med August var jeg lidt bekymret for det, for hvorfor var jeg ikke head over heels? Hvorfor syntes jeg at det her med at tilsidesætte egne behov var downright irriterende til tider, og hvorfor syntes jeg at det at kigge på en baby dagen lang var små-kedeligt? Misforstå mig ikke… vi taler ikke om, at jeg gav færre kys, tog mig mindre af eller tilsidesatte hans behov, men jeg havde den der følelse af at andre bare fik deres barn på maven og elskede højt, inderligt og vildt med det samme… og når jeg ikke gjorde det, så måtte jeg jo være lidt til en side.

I dag ved jeg, at det ikke nødvendigvis behøver at foregå på den måde. Vejen til kærlighed er i sandhed uransagelig, og jeg tænker, at jeg selvfølgelig har elsket begge to fra første sekund, men omvendt har brug for (tid med det lille pus for) at vide, hvad jeg elsker.

Kærligheden vokser og vokser og vokser for hver dag… der er (mange) dage med smukke, søde August, og nu igen med lille, nuttede Elizabeth, hvor jeg kan mærke, at min hjerte næsten ikke kan være i brystkassen for bare kærlighed. Som i de her dage, hvor August forbereder sig til en DR-casting og Elizabeth hviner og smiler til mig…

Åh, lille baby-pige.

Du vil senere i livet næppe blive lovprist for at sove i frøstilling – med en blenumse stukket i vejret, men altså; du ser SÅ sød ud!

Øj, en tid, det har været.

Juleaften skulle vi have 14 dejlige mennesker til middag, og jeg brillerede ved at slå øjnene op julemorgen og med det samme vide, at jeg fandme var blevet syg. Jeg kan ærligt talt ikke huske ret meget fra dagen og aftenen, andet end at selskab og mad var dejlig… og at jeg så, så, så gerne ville i seng.

Og så slog influenzaen mig totalt omkuld. Høj feber, rysten under fire dyner og bare generel utilpashed x 1000. Nu, 11 dage efter, er jeg stadig ikke på toppen. Mere vigtigt er det dog, at det er der en lille, ung dame, der heller ikke er, for jeg fik smittet hende… og vi endte på Hillerød Hospital til indlæggelse. Lillebitte Elizabeth fik taget en masse prøver, som viste uforfalsket influenza. Åh, så er det altså næsten som om, at ens hjertet brister. Knap 7 uger gammel og influenza-ramt, puha.

Vi nåede hjem til nytårsaften – til et hjem, der bar rimelig meget præg af halspastiller, manglende overskud, lommetørklæder og tomt køleskab. Vi tog det dog i stiv arm, så en masse afsnit af ‘Breaking Bad’ (fantastisk serie!), spiste lagkage fra lagkagehuset, smækkede en enkel, men lex middag sammen og skålede i hindbærsodavand klokken 24.00… og så sov vi ellers.

Perfekt aften for en perfekt, lille pige og hendes trætte forældre. August var med ex-mand, ex-mands søde kone og lille, sød 3-årig dreng til nytårskalas iført sort butterfly, knitrende hvid skjorte og, er jeg sikker på, masser af sjov i gaden af den slags, der matcher en 11-årig noget bedre end vores mormor-aften ;-)

Jeg leverer en liste over mine 2012-højdepunkter i morgen, for det har i sandhed været en begivenhedsrig tid… I mellemtiden kan du nyde synet af tre små mennesker, som står mit hjerte nær. Er de ikke fantastiske?

Hvis du kender filmen ‘En ny dag truer’, så har du essensen af, hvordan jeg går rundt og har det for tiden. Jeg kan nemlig på ingen måde undsige mig at have den samme gnavende følelse af kedelige gentagelses-dage her i mit epicenter af et såkaldt lyserødt barselsliv, hvor jeg sjovt nok både er på barsel (= delvist tage sig af barn) kombineret med fuldtidsarbejde, hvor deadlines er overskredet, og jeg dermed har udsigt til ingen juleferie. Jeg er fed up og det føles som om, at jeg nu ikke kun har ét job, men to.

Med et barn, der (som babyer gør) sover sporadisk om natten, latterlige programmører, der ikke gør, hvad de skal (så kontrakter forrykkes og deadlines er en saga blot), et barn, der insisterer på at være på arm konstant, divergerende meninger om, hvorvidt Elizabeth skal/bør holdes dag og nat, vask af flasker, gråd, skifte, underholde, skifte, gå med interesseret barn, gå med grædende barn, gå med barn, der hikker, gå med barn der er pylret og ikke vil noget, skifte, lege med sit overtrætte barn, handle ind, lave aftensmad, dikke-dikke, skifte igen, gå tur med hund, være en stadig opmærksom mor for August, læse lektier med ham, tage til julearrangementer med ham…

Ok, jeg stopper her – jeg tror, du har fanget min pointe. Bottom line: Jeg går rundt med forsvindende lidt tid til at kunne trække vejret frit, sådan helt ned i maven, og er ved at have nået punktet, hvor selv den bedste (mor) må tude lidt.

Jeg er kort sagt træt og lidt på grådens (eller måske raseriets?) rand disse dage. Hvor er tiden til at tage et bad, lakere negle (helt ærligt, min afskallede neglelak fra for 14 dage siden er so not chic) og hvis jeg er rigtig heldig: Læse et magasin? Hvor foreligger den mulighed? Ikke her i hvert fald.

Jeg føler mig virkelig fanget i mit eget liv. På den ene side er jeg jo simpelthen så LYKKELIG for det lille kræ (nu sniger den dårlige samvittighed ind på mig, så jeg må lige dementere eventuelle fordomme: Jeg ER glad for hende, jeg vil IKKE undvære, men samtidig, selvom jeg godt ved, at jeg træder i en vipserede, så synes jeg også, at det ER vigtigt at være ærlig omkring barslens til tider knap så heldige sider), synes min kæreste er så fin en mor, og samtidig føler jeg mig fanget i et ret så træls hamsterhjul af døgn, der ligesom mangler timer og glæde.

I skrivende stund er jeg flygtet på kaffebar for at kunne arbejde lidt. Jeg har kun lidt dårlig samvittighed (host).

Ps. Se lige, hvor nuttet hun er (når hun sover, ha).

Kære Julemand.

Okay, altså, jeg ved godt, at du sikkert er noget nær en stress-diagnose lige nu, at du hundser rundt med medhjælperne på nisseværkstedet, der sukkende fylder både sække og kaner med kaviar-neglelakker og stenalderkost-bøger, men jeg tager alligevel chancen og sender dig en ydmyg ønskeliste.

I år ønsker jeg mig…
– Overskud (du ved, sådan i helt lavpraktisk forstand)
– En ny Mac Pro (er lidt træt af at blive blæst væk af en fane, der er i udu)
– Barn, som sover i længere stræk (3-4 timer per gang ville være ønskværdigt)
– Barn, der på magisk vis er stor og selvhjulpen
– Barn, der altid bliver ved med at være så lillebitte og nuttet
– Muligheden for rent faktisk at holde min kæreste i hånden uden at være ved at dejse om af træthed
– En au pair og rengøringshjælp i ét
– Flere besøg af ex-mands nuttede tre-årige (sov her i nat og nussede mig så fint hele natten)
– Sol (Vintersol er okay)
– Stramme lår (og stramt maveskind, please)
– Plus på kontoen
– Strømme af Summerbirds kakao-overtrukne mandler, Irmas julegløgg og mango skåret i mundrette stykker
– En tur til vores by, London
– En personlig assistent (der tegner sig et billede af en dame, der gerne vil have, at andre tager over, ikke?)

Tak. Af hjertet.

+++ En lille servicemeddelelse:
Jeg har simpelthen så meget på hjerte, som jeg gang på gang ditcher at skrive om, fordi jeg ikke kan finde billedemateriale, der passer til mine standarder OG som passer med eksempelvis sådan en ønskeliste her. Og det går jo ikke… så fra i dag kan der forekomme tekstbårne blogindlæg. Uden billeder, jovist, men med noget på hjerte.

Et lillebitte kærligt kig indenfor hos familien Trier/Haddow lige nu… travlhed, alt for meget takeaway, kys og kram, en pige, der vil frem (ha, det rimer!), en nuttet hund (der tror, han også er en baby, og derfor ynder at sove i den anden ende af barnevognen?) og en dreng, der er så sød, så sød. Hvad mere kan en mo-ar egentlig ønske sig?

Nu lyder det hele rosenrødt, og det er det til dels også (Vi er vitterligt glade og lykkelige), men eftertiden har også været en prøvelse med brystbetændelse, 40 i feber, pencilin, stoppe med pencilin, brystbetændelse igen-igen, en dreng, der kom syg hjem fra skole, en hund, der også bestemte sig for at være syg, og ja, så naturligvis en sød, men bestemt lille dame, der ligesom vil ud, frem, videre.

Der var liiiige et par dage, hvor jeg tænkte: “Øhm, jeg tror… jeg smutter på spaferie”. Og nej, selvfølgelig gør jeg ikke det, men det er fandme hårdt med hårdt på… og dejligt med dejligt på.

Gosh, hvor havde jeg lige glemt, hvor HÅRDT det er at have et lille barn. Søvnløse nætter, skrigeture, ondt i maven, ‘underhold mig, underhold mig’-attitude… ak ja, det er hårdt som bare fanden, men i de stunder, hvor man mest af alt har lyst til at rive egen hårpragt af og man tænker: ‘Hvad er det, jeg har indladt mig på?’, så er det jo også givende og dejligt og skønt alligevel… og heldigvis har jeg jo prøvet det før, så mor-usikkerheden og efter-kroppen, vores omstændigheder taget i betragtning, er jeg så belejligt foruden ;-)

Men et lille eksempel på min frustration: Kan du huske, jeg skrev, at jeg nægtede at Elizabeth skulle have farvestrålende legetøj – og at jeg ville have pasteller i stedet? Nå, men den skråsikkerhed varede lige akkurat fire dage, så stod jeg og flagrede foran hende med en multifarvet Lamaze-slange, fandt en stor, fed, syngende and frem og til sidst fandt hun fred i Augustes absolut farverige værelse. Nuvel. Man har et standpunkt, til man bliver træt.

Et kompromis mellem Elizabeths farve-forelskelse og min egen fuldvoksne farve-forskrækkelse har jeg nu forsøgt at forene i den her, synes jeg selv, pæne uro fra Omm Design. Pom pom’er, tjek, nogenlunde afstemte farver, tjek, bambus, tjek. Så mangler vi bare, at Elizabeth også siger tjek.

Nå, men godnat herfra (klokken 14.55)…