Den dejligste dreng på jord blev 12 år i går. Jeg skal skåne dig for at fabulere over det mærkelige ved at være mo-ar til en dreng på hele 12 år (for ikke at tale om det faktum, at det er 12 (12!) år siden, at han kom til verden… men jeg kan nu ikke lade være med at fundere over tiden, der er gået, hvor meget, der er sket, og hvor meget den der udefinerbare kærlighed til ham vokser så voldsomt, at jeg til tider slet ikke kan trække vejret.

Foe 12 år siden, klokken 06.06 for at være præcis, så en noget uprøvet ung dame et lillebitte væsen for første gang. Tiden op til mødet havde været alt andet end sjov. Blødninger, kvalme, liggen i sengen, flere blødninger, uro, angst, en fødsel, jeg stadig ikke synes om at tænke på, selvom den nu egentlig var ret uproblematisk. Men her var han så. August. Bowlingkuglen. Ægget. Og hvad han ellers blev kaldt. Det her lillebitte væsen på 48 centimeter og 3050 g var min søn. Min. Det var så vildt.

Han kom med os hjem, vi listede rundt på tåspidser for ikke at vække ham fra søvnen i Leandervuggen. Jeg ammede ham, skiftede ham, puslede ham og snakkede med ham, så ham kravle, gå, sige sit første ord, vokse, udvikle humor, empati, forhandlingsteknik. Og hver dag tænkte jeg: “Nu tror jeg ikke, at jeg kan elske ham mere, end jeg gør.” Dagen efter tænkte jeg det samme. Og det samme tænker jeg nu, 12 år efter, hvor det lillebitte væsen ikke er så lillebitte mere, snart træder ind i teenage-årene, hvor der diskuteres, forhandles og skændes på livet løs, og hvor både intellekt, humor og længden på hans ben (!) er vokset til vilde dimensioner.

Åh gud, hvordan nedfælder man egentlig, hvor meget man elsker sådan en gut? Jeg tror ikke, jeg kan beskrive det. Han er så absurd morsom, mærkelig, klog, smuk – og jeg er så afsindigt stolt af at være hans mor. Hvor tosse-heldig har man egentlig lov at være?