Den syndigste kage: Gateau Marcel

Nytårsaften stod vi for små snacks til velkomst-drinken, og vi stod også for desserten, men der var så megen travlhed i køkkenet, at jeg ikke fik taget et eneste billede af den lille dessert-symfoni, som jeg havde komponeret.

Jeg kan afsløre, at jeg havde lavet følgende på mine nye skiferplader, som jeg i øvrigt knus-elsker: Verdens bedste, og nemmeste, Creme Brulée, en snasket, lækker Gateau Marcel, som du får opskriften på her, en lakrids-flødebolle fra Summerbird og små, fine hjemmelavede skumfiduser.

Gateau Marcel-kagen er en af mine favoritter. Nem at lave dagen i forvejen, smager syndigt og himmelsk og er så fin at se på. Kagen stammer fra den berømte franske kok Michel Michaud og kan bedst beskrives som en semibagt chokolade mousse, da dejen skal deles op i to, hvoraf den ene halvdel skal bages og det anden skal smøres på toppen af den bagte del. Uhm!

Ingredienser til 12 stykker:
1 vaniljestang
200 g sukker
250 g god mørk chokolade 64% eller 72%, gerne Valrhona
200 g smør
7 pasteuriserede æggehvider (210 g)
7 pasteuriserede æggeblommer (140 g)
2 spsk hvedemel
lidt neutral olie til formen
lidt kakao til drys

Sådan gør du:
Flæk først vaniljestangen og skrab kornene ud med en lille kniv. Hak herefter chokoladen fint, og smelt den for meget svag varme sammen med smørret. Sukker, vaniljesukker og alle æggene piskes til en tyk, hvid og luftig æggesnaps.

Æggesnapsen og chokolade-smørret vendes forsigtigt sammen til en ensartet dej, hvorefter du deler den i to portioner: Den ene del vendes med sigtet hvedemel og fyldes i en springform, der har en diameter på cirka 22 cm, foret med bagepapir på både bund og sider. Oliér formen, inden du lægger papiret i (klip en cirkel til bunden og én lang strimmel til siden for at undgå folder).

Bag bunden ved 165 grader, til den giver efter ved tryk. Det tager virka 30-40 minutter. Afkøl den kort i fryseren, inden den tages ud af formen.

Den anden halvdel dej stilles køligt, indtil bunden er bagt og er fuldstændig afkølet, hvorefter dejen lægges oven på bunden som creme. Stil kagen i køleskab mindst fire timer, men helst til næste dag.

Drys inden servering med kakaopulver og pynt med chokolade-stykker. Velkommen i chokolade-himlen <3

Comments
2 Responses to “Den syndigste kage: Gateau Marcel”
  1. Det må simpelthen være min yndlingskage! Min far introducerede den for mig, for mange år siden (10 år siden måske), hvor han lavede den, og siden da har den hængt ved. Heldigvis ved min far godt, hvor tosset jeg er med den, så den bliver jævnligt tilføjet til menuen, når vi er hjemme på besøg :)

Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *