



Hvad er hemmeligheden bag kærlighed og happy ever after? Efter at kunstnerens Lauren Fleishman, hvis foto-værker, jeg i lang tid har været betaget af, skulle rydde sin morfars dødsbo, fandt hun en række fine kærlighedsbreve hengemt i en bog. Kærlighedsbrevene var for mange år siden skrevet til Laurens mormor, som havde været morfaderens helt store kærlighed i over 55 år. Så fine og så spæde og så dybfølte var brevene, at Lauren tænkte, at vi, der ikke har været gift i over 50 år og måske endda slet ikke værdsætter fællesskabet og kærligheden som tidligere generationer gjorde det (og smider hverdagen ud til fordel for en nyere, mere spændende, mere ekstatisk forelskelse), måske kunne lære et par fifs af ægtepar, der har holdt sammen i tykt og tyndt. Måske vi kunne få et facit på, hvad den lim, der har holdt to mennesker forbundne år efter år, er skabt af?
Så Lauren Fleishman satte sig for at interviewe og fotodokumentere ældre ægtepar fra New York. Ægtepar, hvor kærligheden, respekten og nærheden var intakt. Ægtepar, der nok havde haft problemer, men var kommet igennem dem. Ægtepar, som sandsynligvis ville gå i graven sammen.
Resultatet er en, i mine øjne, enormt fin, øm og kærlig skildring af en række mennesker, man i vores samfund dels ikke tager sig tid til at lytte til, men som har så meget på hjerte… ikke mindst om kærlighedens væsen. Jeg håber, jeg en dag vil kunne stå sådan… gammel, grå og rynket, men med et glimt i øjnene, mens jeg kigger på min elskede, der er lige så gammel, grå og rynket, men stadig smuk og ung i min optik.
Resultatet? Intet facit. Heldigvis.
Læs og se mere til Lauren Fleishmans foto-essay ‘Love Ever After’.
Min taske er notorisk kendt for konstant at være fyldt til noget nær bristepunktet, men når jeg fjerner vanter, min drengs action-figurer, kvitteringer og tilfældige nipsgenstande (jeg er ikke heeelt overbevist om, at jeg virkelig har brug for fire kuglepenne, tre halskæder, 21 visitkort, et gammelt bykort over Paris og et æble, der har set bedre dage), bliver tasken pludselig meget mere overskuelig. Så her er et lille kig ned i den.
Tasken: Tasken med blingkæde er fra IRO, og jeg elsker, elsker, elsker den. Jeg er stor fan af IRO og er gode venner med ejeren Laurent, som jeg synes formår at skabe tøj, sko og accessories, der rammer tidsånden, men samtidig i snit, farvevalg og vibe forbliver skarpt og klassisk.
Indhold fra venstre: Lipgloss fra Chanel i en fin, fersken-farvet nuance, som jeg synes står godt til mine fregner (of all!), en lille hårpudder med jasmin-duft fra Lulu Organics, ‘Just Walk Away Renée’-neglelak fra Deborah Lippmann, som har kreeret lakken i samarbejde med Renée Zellweger, og en lak fra Max Factor, som jeg fik i en goodiebag under modeugen, men som jeg er blevet ret så glad for. Farven changerer mellem grå og lilla og er cool. Notesbog fra Karen Bjelke for Stilleben, tilfældig kuglepen, en lille pop-up-hårbørste fra dimsebutik i Paris, fin See by Chloé-tegnebog med sløjfe og leopard-foer. Solbriller fra Rayban. Vintage-halskæde, som jeg lige nu ynder at bruge til opknappede skjorter.
HUSK at smukke, søde Fie fra mit udtryk i dag udlodder den fineste, lille cardigan med pingvin-emblem fra Paul & Joe Sister. Skynd dig ind på hendes i øvrigt fantastiske blog og deltag.
Gosh, jeg er træt! Jeg er så træt, at jeg mest af alt har lyst til at curle mig selv op i et hjørne i sofaen med slikskål og et eller andet forfærdeligt, vidunderligt tv om for eksempel Hugh Hefners x-kone Holly, der indtager… Hollywood.
Og sofaen; det er den, du får et træt og liiidt overrasket billede af mig i. Med min nye, fine silkeskjorte fra Won Hundred på, som jeg allerede elsker, elsker, elsker, og som jeg nok skal få taget er billede af, så du rent faktisk kan se, hvordan silkeblusen tager sig ud. Den er dog klassisk og enkel, men med flagermusærmer og mere længde bagtil end fortil, hvilket giver den en god omgang kant. Det bliver uden tvivl en keeper. Så må jeg bare sørge for, at jeg ikke hælder sovs, spagetti eller ketchup ned af den, som jeg har for vane at gøre med alle mine pæne skjorter.
Btw, jeg serverer snart et stykke krydret banankage for dig med fine, små chokoladestykker i… eller i hvert fald opskriften på den. Det er endnu en kage, som du må og skal give dig i kast med. Haps.
Og nu jeg har dig… husk at deltage i Lisbeths konkurrence om en pæææn Won Hundred-kjole.
Besides me being extremely tired, I just bought a new white silk shirt from danish Won Hundred. And it’s cool… I especially love the batwings.
Jeg har jo så en hund. En meget langbenet dansk/svensk gårdhund, som hedder Charlie. En hund, der er kælen som ingen anden, en hund, der, som en anden baby, elsker at ligge på brystet af mig og sove, en hund, der er en sucker for Sonia Rykiel og IRO-ting… og en hund, der, og jeg lyver ikke, i sit første leveår åd for cirka 25.000 kroner af mine (pæneste!) sko (og her havde jeg seriøst lyst til at putte ham i blenderen…).
Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg skulle have sådan et kræ, og jeg havde aldrig i mit liv troet, at man kunne komme til at elske sådan en smågrim fætter så meget. Men det kan man, og det er jo helt vidunderligt.
I efteråret blev han kørt over, brækkede ryggen, men overlevede på mirakuløs vis (så stædig er han også) og nu trisser han rundt herhjemme efter 6 ugers rekonvalens, kan ikke hoppe så højt mere, men er ellers fit for fight og glad.
Så. Så lærte du sørme også Charlie at kende.
Say hi to my dog Charlie. He eats my shoes, he’s kind of smelly and he is cheeky as hell, but I love him so.
Der er lige et par pausefisk herfra i en halv eller hel dag. Kæmper med at få en artikel færdig, så byder i stedet ind med foto af, hvordan en travl, koncentreret Maria ser ud uden makeup, men med et kamera stukket op i ansigtet og en kæreste, der knipser løs.

Vel hjemme fra Spon Diogo med Nana… og fint var det. Meget skarpt og meget maskulint, som Spon Diogos DNA jo er, men også med fine, bløde former og den mest fantastiske (aften-)himmelblå nuance. Jeg er spændt på at se, om priserne stadig er himmelråbende eller om de har fundet metervarer, der gør at prisen kan sænkes og vi dødelige kan være med på deres pæne modekaravane.
Men hold nu op; sådan en modeuge er et realitetstjek. I dag havde jeg nemlig en af de dage, hvor jeg nærmest har film foran øjnene, er ude af stand til at konversere og allerhelst vil spise kage og læse tykke romaner, alene, og hvor ordene ikke rigtig kommer til mig.
Så selvom der intet var galt med showet, intet galt med menneskerne, intet galt med goodie bag’ens indhold af shampoo og neglelak og intet galt med den Sommersby, jeg hældte indenbords, kom jeg i tanke om, hvor meget jeg før i tiden til tider følte og stadig føler mig utilpas i kontekster som de her, hvor der er en uudtalt forventning om præstation. Ikke fordi jeg synes, at andre er smukkere end mig, sjovere end mig eller mere chikke end mig (… det er de så, og yngre også efterhånden, men det generer mig ikke som sådan, selvom det også er mærkeligt pludselig at føle sig overhalet indenom af en anden generation), men setuppet: Masser af mennesker står i samme rum, det er trangt, vi forsøger at sniksnakke, mingle, networke alt, hvad vi har lært… Jeg har bare aldrig været særligt god ud i sniksnakkens kunst, når der partout er en forventning om, at jeg burde. Jeg ved faktisk heller ikke, om jeg ønsker at være god til det altid.
Om det er sundt at forlade hverdagens bobbel og hoppe ud af min comfort zone? Jo, det er det nok… det er altid godt at blive udfordret, og det var hyggeligt, specielt med så sød en modemakker ved min side, men jeg kan også love for, at det er rart at komme hjem igen, tænde for ovnen, stege en culottesteg (of all!), hoppe i joggings, kramme min kæreste og se en dårlig engelsk krimi på fjerneren… and that’s it.
Ps. Apropos dagens tidligere tendens-indlæg… Spon Diogo viste også et par af de fine jakker og bluser med skøde!
Åh, jeg har ondt i hovedet i dag… var til min x-mands nye kones barns 16 års-fødselsdag igår (ja, fagre verden…) og selvom jeg ikke blev noget nær fuld, har jeg det tungeste hoved i dag. Må endnu engang konstatere, at jeg er ved at blive en gammel krage…
Menuen i går var fantastisk. Små canapéer, lam med perfekt tilberedte rodfrugter og en chokolademousse til dessert. Jeg skulle så komme med chokolade-gitre, som jeg sirligt havde lavet og hvid chokoladeis, og det gjorde jeg også, men værten mente, at isen sagtens kunne stå og fryse udenfor, indtil den skulle i brug… men de der minus 2 grader, som der blev kalkuleret med, holdt øjensynlig ikke stik, så hvid chokolade-is blev til hvid chokolade-sauce, som for øvrigt smager forrygende, men bare ikke var særligt smuk ;-)
Anyhow, en dejlig aften og en dreng og mor, der sov til klokken 11.30, en dreng og en mor, der har stenet foran fjernsynet, bagt en banan/chokoladekage og nu tre personer, der stener mere foran computeren. Flere af de søndage, tak.
Én ting jeg dog har nået er at fotografere et øjebliks-billede af min makeup-pung. Om det på nogen måde kan være til inspiration, lader jeg stå hen i det uvisse, men hvert og et produkt kan i hvert fald varmt anbefales.
Makeup-pungen indeholder 1-5: 1. Egyptian Magic Cream, som jeg bruger som natcreme, indeholder ikke andet end honning, olivenolie og bipollen, 2. Nipple Cream For Lipps fra Dr. Lipp er den sunde udgave af Eight Hour Cream, 3. En af mine absolutte favorit-farver lige nu, nemlig bordeaux neglelak fra Deborah Lippmann i farven ‘Just Walk Away Renee’, 4. Chanel’s mousse-øjenskygge i farven ’83/Illusoire’, som udemærker sig ved at fungere lige så godt som skygge som eyeliner, 5. Marc Jacobs’ parfume ‘Cucumber’, med duft af agurk, frisker op, er let og irriterer ikke min ellers så følsomme næse.
Makeup-pungen indeholder 6-10: Min anden favorit-neglelak lige nu, nemlig ‘Girls Just Wanna Have Fun‘ fra Deborah Lippmann; er en fin, klar, frisk og pangfarvet koral nuance, 7. NUXE rensegele ‘Aroma-Perfection’ med iris-ekstrakt, som er mild og tilmed kan fjerne min øjenmakeup, 8. Min favorit! Besamé creme-rouge ‘Besamé Rouge’, som gør at selv den trætteste udgave af Maria ser frisk ud, 9. Touché Eclair fra Yves Saint Laurent, 10. Jeg er kræsen med foundations, men Youthtopia fra Origins does the trick.
Makeup-pungen indeholder 12-19: Mascara fra Lancôme, 12. Olien ‘Body Oil’ fra Rudolph Care bruger jeg faktisk ikke som Body Oil, men som parfume… sart, enkel og fin duft, 13. Den bedste, og billigste, eyeliner ever, fåes så vidt jeg ved kun i Boots og hedder ’24 Hours Eyeliner’, 14. Lipgloss’en Rouge Allure Extrait De Gloss i farven 52/Génie fra Chanel er f.a.n.t.a.s.t.i.s.k og holder et par timer, 15. Stellar Beauty Balm fra Balance Me er super til tørre pletter på huden, er økologisk, uden tilsætningsstoffer og dufter skønt!, 16. Pensel til øjenskygge fra MAC; alle pengene værd, 17. Vintage-smykker, som jeg har en svaghed for, 18. Lille fin kompakt pudder fra Besamé i vintage-inspireret emballage, 19. Skintonic fra NUXE, som frisker min hud op uden at tørre den ud.


Ah, retur fra Mexi-land. Mørbanket, med masser af dejlige oplevelser i bagagen, et køb, som bliver en af mine nye favoritter, velkomst af en hund, der om nogen forstår sig på at vise glæde, træt som bare f… og med en nærmest, for mig i hvert fald, forskækkende oplevelse med hjem.
Da vi fløj over Atlanten, var der turbulens, og jeg mener ikke bare almindelig turbulens. Flyet, som var i to etager, havde utallige frie fald, blev smidt fra den ene side af luftrummet til den anden for derefter at falde, falde, falde igen. Uf! Min dreng græd, min kæreste græd, og jeg selv, der jo måtte holde sammen på mig selv og trøste grædende barn, var ved at kaste op af bare angst. Turbulensen varede det meste af fire timer, men var vildest i cirka en halv time… and I tell, you; det var møg-ubehageligt, og jeg skal ikke flyve så langt igen før om noget tid.
Det, jeg nok syntes var mest forskrækkende, var, at personalet ikke var at se og at cockpittet ikke meddelte os noget som helst. Vi talte efterfølgende med personalet, som sagde, at der fra British Airways’ side var en policy om ikke at give besked om turbulens, fordi det kunne gøre deres gæster bekymrede… og så er det, jeg tænker: Det kommer vel an på, hvad de siger over højtaleren? Jeg kan i hvert fald love for, at jeg ville have fundet det betryggende, hvis de havde afset to minutter til at meddele, at nok var det her vildt, men ingen motorer var sat ud og alt var under kontrol.
Nå, men nu til en mere cherry oh-nyhed, nemlig et vintage-køb ;-) Se nu bare denne paillet-leo-cardigan-jakke, jeg har fundet på Ebay! Jeg ved det… den er over-the-top, og ja, nok lidt for meget, men jeg knus-elsker den allerede! God til shorts og tights, til skinnies eller over en simpel, sort kjole.
Back from Mexico with lots of wonderful memories, but also with a scare of dimensions. When flying over the Atlantic Ocean we experienced a lot of turbulence, however it was not the regular kind of turbulence… There were lots of free falls and an airplane that was shaking and thrown from side to side. Terrifying! However, also some good news: I am here now, so no harm done, and I’ve bought this vintage leo cardigan on Ebay. Over the top, I know, but nonetheless great!
Farvel små vaskebjørne. Farvel mini-myreslugere. Farvel monster-myrer. Farvel dårlige mad. Farvel bounty-strand… jeg er på vej i flyet mod det kolde nord, når du læser blogindlægget her. Og når jeg kommer hjem, har jeg stærkt på fornemmelsen, at jeg skal spise den kage, der venter udenfor døren fra Lagkagehuset, og så på hovedet i seng… så måske går der et døgns tid, før du og I hører fra mig igen. Perhaps.
I’m heading home to Denmark again now, but will be in touch.
Jeg har læst med på Emily Salomons fine og vedkommende blog i dag, der handler om noget så aktuelt som, hvad man egentlig vil med sin blog, hvor meget man skal fortælle om sig selv og dermed hvilket image, man udsender til læserne af bloggen. Og jeg er i tvivl.
Jeg startede med at skrive på engelsk, men fandt hurtigt ud af, at det – for mig i hvert fald – var for højtragende og for tidskrævende, jeg tænkte, at jeg ville være en anderledes blog, måske endda en mere stilet livsstils-blog, der viser de lækre ting fra design-, beauty- og modeverdenen, men må sande, at jeg, selvom jeg elsker, elsker, elsker godt design, og absolut har i sinde at vise dem, jo også er nødt til at fortælle, at jeg ikke svanser rundt i designertøj dagen lang og måske endda er en kende ligeglad med tendenser, når det gælder tøj? Jeg vil hellere iføre mig mine stribede futte-sokker fra Rema 1000 til 40 kr., et par jeans, en tank, en lun cardigan og tosse mit hår op i en knold, end jeg gider bruge timer på at dulle mig op… eller det er løgn; jeg gider godt at se godt ud, men jeg er for doven til at bruge en time foran spejlet. Så er det sagt. Skal jeg vise billeder af min underskønne dreng og min smukke, søde kæreste? Har de egentlig en berettigelse på bloggen eller er bloggen kun halv uden at omtale/vise de mennesker, der betyder mest for mig?
Hvad jeg vil sige med blog-indlægget her? End ikke dét ved jeg ;-) Men jeg vil måske sige, at jeg synes, du skal læse med… jeg er ny, famler mig lidt frem, men finder forhåbentlig min stil hen ad vejen.
