Jeg har jo så en hund. En meget langbenet dansk/svensk gårdhund, som hedder Charlie. En hund, der er kælen som ingen anden, en hund, der, som en anden baby, elsker at ligge på brystet af mig og sove, en hund, der er en sucker for Sonia Rykiel og IRO-ting… og en hund, der, og jeg lyver ikke, i sit første leveår åd for cirka 25.000 kroner af mine (pæneste!) sko (og her havde jeg seriøst lyst til at putte ham i blenderen…). Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg skulle have sådan et kræ, og jeg havde aldrig i mit liv troet, at man kunne komme til at elske sådan en smågrim fætter så meget. Men det kan man, og det er jo helt vidunderligt.

I efteråret blev han kørt over, brækkede ryggen, men overlevede på mirakuløs vis (så stædig er han også) og nu trisser han rundt herhjemme efter 6 ugers rekonvalens, kan ikke hoppe så højt mere, men er ellers fit for fight og glad.

Så. Så lærte du sørme også Charlie at kende.

Say hi to my dog Charlie. He eats my shoes, he’s kind of smelly and he is cheeky as hell, but I love him so.