Vel hjemme fra Spon Diogo med Nana… og fint var det. Meget skarpt og meget maskulint, som Spon Diogos DNA jo er, men også med fine, bløde former og den mest fantastiske (aften-)himmelblå nuance. Jeg er spændt på at se, om priserne stadig er himmelråbende eller om de har fundet metervarer, der gør at prisen kan sænkes og vi dødelige kan være med på deres pæne modekaravane.
Men hold nu op; sådan en modeuge er et realitetstjek. I dag havde jeg nemlig en af de dage, hvor jeg nærmest har film foran øjnene, er ude af stand til at konversere og allerhelst vil spise kage og læse tykke romaner, alene, og hvor ordene ikke rigtig kommer til mig.
Så selvom der intet var galt med showet, intet galt med menneskerne, intet galt med goodie bag’ens indhold af shampoo og neglelak og intet galt med den Sommersby, jeg hældte indenbords, kom jeg i tanke om, hvor meget jeg før i tiden til tider følte og stadig føler mig utilpas i kontekster som de her, hvor der er en uudtalt forventning om præstation. Ikke fordi jeg synes, at andre er smukkere end mig, sjovere end mig eller mere chikke end mig (… det er de så, og yngre også efterhånden, men det generer mig ikke som sådan, selvom det også er mærkeligt pludselig at føle sig overhalet indenom af en anden generation), men setuppet: Masser af mennesker står i samme rum, det er trangt, vi forsøger at sniksnakke, mingle, networke alt, hvad vi har lært… Jeg har bare aldrig været særligt god ud i sniksnakkens kunst, når der partout er en forventning om, at jeg burde. Jeg ved faktisk heller ikke, om jeg ønsker at være god til det altid.
Om det er sundt at forlade hverdagens bobbel og hoppe ud af min comfort zone? Jo, det er det nok… det er altid godt at blive udfordret, og det var hyggeligt, specielt med så sød en modemakker ved min side, men jeg kan også love for, at det er rart at komme hjem igen, tænde for ovnen, stege en culottesteg (of all!), hoppe i joggings, kramme min kæreste og se en dårlig engelsk krimi på fjerneren… and that’s it.
Ps. Apropos dagens tidligere tendens-indlæg… Spon Diogo viste også et par af de fine jakker og bluser med skøde!
Comments
8 Responses to “Fashion | Spon Diogo and thoughts”Leave A Comment
Follow Me
er helt med på hvad du mener! :) …Uhmm, culottesteg og hjemmehygge – så er jeg sikker på du er klar til en lille dose mingling og smalltalk igen i morgen! …Den hvide kjole til højre står der i øvrigt Louise på!! Nøj, hvor er den smuk :)
… så snupper jeg den sorte kjole til højre, så kan vi være et par skakbrikker sammen ;-) Hvilke shows skal du til? Måske vi render ind i hinanden… det kunne være hyggeligt. Lover at snakke, ha ha ;-)
Ahh, jeg kender godt følelsen, Maria. Nogle gange bliver jeg også helt kontrær af, at det forventes en særlig opførelse.. om det så er fordi, nogle har vedtaget, at x antal mennesker uden den fjerneste reele interesse i hinanden skal tage ud sammen, fordi “det gør man jo”.
Og andre gange, så vrinsker min indre showpony bare frydefuldt over at øjne en åbning for at at være en del af cirkusset.. Nevertheless så lyder det til, at du nød dagen næsten ligeså meget, som du nyder din stille aften, omend det nok er på hver sin måde :)
Ha, din indre showpony… fantastisk udtryk! Jeg har det på samme måde… visse dage er jeg så på og andre dage, som igår, orkede jeg bare ikke scenen. I dag er der dog Veronica B. Vallenes, og det plejer jo at være så fint <3
Jeg har det virkelig ambivalent med de shows – på den ene side er det jo super sjovt og interessant at få et indblik i sådan en lille lukket kreds, deres skøre påfund og skingrende stemmer og alt andet end praktiske outfits (store pelskåber eller hele læderoutfits bliver aldrig mig). Og showet i sig selv var jo smukt og absolut seværdigt. På den anden side føler jeg mig aldrig som “en af dem”, og når man spotter horder af 14-årige piger i alt for høje og moderne Acne-støvler, der sipper Sommersby (Er de gamle nok til det, har jeg lyst til at spørge), så føler jeg lidt, at jeg kommer fra en anden planet og ikke taler sproget.
Og efter showet styrtede jeg hjem under dynen, trak i de bløde bukser og spiste en hel pose popcorn af frygt for at ligne de tynde modeller, ha ha.
Men jeg er frisk på endnu en tur med dig som min sidekammerat, så må vi lade som om vi kan “det der modeshit og networking”.
Åh, hvor er jeg glad for at høre, at jeg ikke er ene om at føle mig små-forkert i de her setups. Jeg spiste så en Snickers og en pose slik af frygt for at ligne de tynde modeller, ha ;-) Hører i min øresnegl, at Veronica B. Vallenes har givet os fine pladser ;-)
Og ja, hvad sker der for de 14-årige med kamera-linser til 8000 kroner og dyre sko?
Hurra for gode pladser (og lækre goodiebags). Men de burde overveje at servere varm kaffe i stedet for kolde øl, når nu man fryser sådan i disse dage;)