Jeg har læst med på Emily Salomons fine og vedkommende blog i dag, der handler om noget så aktuelt som, hvad man egentlig vil med sin blog, hvor meget man skal fortælle om sig selv og dermed hvilket image, man udsender til læserne af bloggen. Og jeg er i tvivl.

Jeg startede med at skrive på engelsk, men fandt hurtigt ud af, at det – for mig i hvert fald – var for højtragende og for tidskrævende, jeg tænkte, at jeg ville være en anderledes blog, måske endda en mere stilet livsstils-blog, der viser de lækre ting fra design-, beauty- og modeverdenen, men må sande, at jeg, selvom jeg elsker, elsker, elsker godt design, og absolut har i sinde at vise dem, jo også er nødt til at fortælle, at jeg ikke svanser rundt i designertøj dagen lang og måske endda er en kende ligeglad med tendenser, når det gælder tøj? Jeg vil hellere iføre mig mine stribede futte-sokker fra Rema 1000 til 40 kr., et par jeans, en tank, en lun cardigan og tosse mit hår op i en knold, end jeg gider bruge timer på at dulle mig op… eller det er løgn; jeg gider godt at se godt ud, men jeg er for doven til at bruge en time foran spejlet. Så er det sagt. Skal jeg vise billeder af min underskønne dreng og min smukke, søde kæreste? Har de egentlig en berettigelse på bloggen eller er bloggen kun halv uden at omtale/vise de mennesker, der betyder mest for mig?

Hvad jeg vil sige med blog-indlægget her? End ikke dét ved jeg ;-) Men jeg vil måske sige, at jeg synes, du skal læse med… jeg er ny, famler mig lidt frem, men finder forhåbentlig min stil hen ad vejen.