Jeg er farligt dygtig til at se på alle de ting, der irriterer mig, det, der gør mig træt og sur og det, der gør mig ked af det. Men jeg øver mig på, selv i mørkegrå stunder, hvor søvn nok er den bedste kur, at huske mig selv på, hvor priviligeret, jeg egentlig er.
Jeg har den sødeste, dejligste, smukkeste kæreste, en pudsig, puttet hund og en smuk, fantastisk dreng. Da sidstnævnte kom ind i mit liv for 11 år siden, forsvandt jorden under mig… på den gode måde. Det at se sådan et lille væsen vokse op, smile for første gang, mærke hans små fingre i cirkelbevægelser kærtegne min ryg, og dermed vide med sikkerhed, at jeg havde lært ham at nusse, første gang han nød noget så simpelt som en rosin… første gang han cyklede uden støttehjul, første gang han blev sådan for alvor optaget af en interesse… alle de minder. Og de fortsætter heldigvis. Igår proklamerede han for eksempel overfor min kæreste: “Jeg tager ud i verden… skal du have noget med fra kiosken?”, tog sin cykel og cyklede helt selv op efter et Anders And-blad. Åh.
I skrivende stund sidder jeg i kolonihavehuset. det fine, sortmalede hus med hvidsprossede vinduer, blomsterflor udenfor og brændeovn. Charlie og Tatjana sover formiddagslur, og ser så søde ud, det regner udenfor og i min fine kop er der kaffe. Jeg mangler jo ikke noget. Overhoved. Jeg har alt, hvad jeg nogensinde kunne ønske mig indenfor et krams længde.
Nyd dagen og nyd hinanden.
Nu jeg alligevel ligger her med rød tud, lommetørklæder og panodiler, og ynker mig selv noget så forfærdeligt, kan jeg lige så godt give en status på den der nye sundhedsreform, jeg har indført herhjemme.
Jeg har nemlig, 1000 trommehvirvler tak… tabt mig 2,2 kilo i alt på to uger (så mangler jeg bare de sidste fem, ahrem, for at ligne mig selv igen!).
Det, jeg gør, er helt simpelt: Jeg har for en stund skåret brød, ris og pasta væk fra menuen og i stedet spiser jeg masser af kød, æg, fisk, grøntsager, nødder og frugt (sidstnævnte frådser jeg ikke i, men spiser glad jordbær og melon, som er vandholdig og lavkalorie frugt).
Jeg ved erfaringsmæssigt, at ovenstående virker og at det at oppe protein-indtaget – sådan all in all – gør at jeg ikke er alt for sulten… og så ved alle, der kender mig, at jeg er en meat kind of gal, så bare det at kunne spise masser af kød, gør mig helt glad.
Billedet har i sagens natur ikke noget med slankekur at gøre… men (næsten) hver morgen åbner vi vinduet, og den sødeste dame + den sødeste hund (og tit også en sød 11-årig) hænger ud i vindueskarmen, hvor jeg så tager imod bestillinger. I dag blev der bestilt friskpresset vandmelonjuice, nybagt bolle med ost og abrikosmarmelade og et kys. Charlie skulle som sædvaneligt have tre godbidder. No more, no less.
Åh, jeg har en af de dage, hvor jeg er helt krøllet, nuldret og træt. Slapper af med iskaffe (og leger, at det ikke regner udenfor) og lytter til min absolutte yndlingssang, nemlig Landslide af Fleetwood Mac.
Her er en mærkelig version af sangen med små-dårlige still-billeder (sangen er trods alt så gammel, at musikvidoer nærmest var ikke-eksisterende dengang)… men luk øjnene og lyt. Den er så smuk og rørende.
Igår havde jeg en af de dage, jeg vil putte i min erindringens glædeslomme og tænke tilbage på, hvis jeg har en dag, hvor jeg vågner i dårligt humør, hvor ingenting arter sig, hvor min søn ikke har det alt for godt, hvor økonomien skranter eller alting kikser… dagen i går var dejlig.
Jeg vågnede til en kold brise ind ad det åbne vindue og slog øjnene op ved lyden af børn, der småfniste fra børneværelset. Bagte en ordentlig bunke af VERDENS bedste pandekager, dækkede op i haven, hvor solen bragede fra en skyfri himmel, inviterede børn + min skat ud til bordet, hvor pandekagerne hurtigt fik ben at gå på.
Cyklede mod stranden, hvor August, Augustes kusine + ven hoppede løs fra vipperne på Sneglen, hvorefter vi dasede i sandet. August faldt i søvn og fik sig en lur, hårdt tiltrængt, og så hjem, hvor jeg bagte kage og inviterede søde venner til kaffe. Derefter grill med søsteren min, kold Riesling og snak. Og til slut en iskaffe på terrassen.
Alle i kolonihaven havde øjensynligt bestemt sig for at være på tur, for der var bomstille… kun lyden af en sval vind og et par fugle, der pippede, fandt vej til mit øre. Quite frankly… aahh.
Ps. Lyder det for godt til at være sandt? Well, hvis karma-pendulet skal vise ligevægt, så kan jeg fortælle, at jeg er pissesur i dag ;-)
Apropos mit indlæg fra igår om at have så brede lægge, at de nær sætter sig fast i cykelkæden (sig mig… er det virkelig muligt?), har jeg – så godt som madøret her nu kan – bestemt mig for at jeg må gøre en lille indsats for at komme de snigende (syv, uf!) kilo til livs.
Mit problem består i, at jeg er så afsindigt glad for mad og synes det er urimeligt, for ikke at sige meget, meget urimeligt, at jeg skal rende rundt og passe på mit indtag… det føles komplet naturstridigt for mig. Så jeg boycottede en overgang det der med at ‘passe på’, og tænkte at det nok alt sammen løste sig, men så tog jeg sørme, og hold nu fast, 11 kilo på – og ja ja, maden smagte godt, it sure did, men jeg kan ikke rigtigt genkende mig selv.
Fire kilo er så siden røget, men det er ligesom ikke nok til, at jeg kan passe bare en brøkdel af mit klædeskab. Og jo, jeg ved godt, at jeg er midt i 30’erne, og dermed at mit stofskifte er så langsomt som en skildpadde, og jeg er skam også tilfreds, hvis ikke jeg taber syv kilo, men et par stykker mere vil altså være at foretrække… jeg render jo rundt og ligner et par bryster med ben.
Så here you go, ærede læser, du er mit vidne, og jeg vil dokumentere mine fremskridt hen ad vejen. Har købt mig neonpink løbeshorts (og guderne skal vide, at jeg hader al form for sport, der får mig til at svede) og har tænkt mig at skære ned på kager (Jeg bager dem stadig, men har så bare tænkt mig at gøre andre tykke, mens jeg kigger på…) og oppe mit indtag af grøntsager. Det MÅ være muligt at tabe et par kilo og stadig spise lækkert, varieret og syndigt engang imellem, så jeg ikke føler, at jeg er på kur… tænker jeg. Vi får se.
Men altså, jeg lover en update om en lille uge… længere frem kan jeg ikke rigtigt tænke ;-)
Hep hep!

Oh my, jeg har haft en dejlig dag. Den startede med, at jeg havde drømt en fæl drøm, og desuden havde sovet alt for meget, så jeg var gnaven. Men så fik jeg serveret lex morgenmad og en friskpresset appelsin/ananas-juice, og så synes jeg sjovt nok pludselig, at verden var mere venlig.
Resten af dagen? Jeg har ligget på et tæppe under blommetræet, set op i himlen, spist iskold vandmelon, haft venner på besøg, plantet nogle planter… og nu nyder jeg kolonihavens slumringstid. Lykke.
Jeg elsker, elsker, elsker mit lille lyserøde æbletræ i maj. Jeg elsker, når blomsterne erstattes af bittesmå æbler, der smager bittert, surt og vræler: ‘Ikke spise mig nu!’. Jeg elsker, når træet i slutningen af august bærer tunge, modne Ingrid Marie-æbler. Jeg elsker at have en have (… jeg vil bare godt bede om en lillebitte havemand, der kan holde den ajour for mig).
Ih, altså, jeg havde den dejligste fødselsdag ever… jeg vil gerne bede om flere af de dage, hvor verden centrerer sig om mig, hvor frugt skåret i mundrette stykker flyver min vej, hvor børn arter sig, hvor voksne er søde, hvor der er bagt boller, hvor man får de dejligste gaver og jeg egentlig bare er omringet af de mennesker, som fylder min sjæl, min hverdag og min verden… her kommer en lille billedbåren fortælling om dagen hvor jeg, oh gru, fyldte 35 år.
Jeg vågnede op til kaffe, frugt og den fineste omskrivning af et af mine favorit-digte af Dan Turéll… det er nok den bedste, sjoveste, mest personlige og smukkeste gave, jeg nogensinde har modtaget.
Et styks morgenbord blev serveret for mig selv og en lille, nuttet fyr på tre år (hold-nu-fast… min x-mands lille, nye dreng fylder år samme dag som mig… what are the odds?).
Den sødeste, lille trold fortalte mig om hjulene på en bil, vingerne på et fly og hans nye, seje Cars-tee.
Jeg kreerede en bunke børne-venlige cupcakes, så føromtalte 3-årige kunne dele ud i vuggestuen… de vakte glæde, siger rygterne.


Jeg drog i Tivoli med en flok legesyge børn og voksne, herunder min egen, søde August. Jeg beundrede også blomster (hvem, der havde sådan et bed i sin kolonihave!), drak vin og spiste lex mad på Ultimo og nød de fine lys over Tivoli by night. Det var en god, god dag… og så har jeg end ikke fortalt jer om gaverne.
Bam bam… og så gik den weekend. Jeg var på Cph Moda i Bella Centret og blandt en allerhelvedes masse ragelse, fandt jeg både lex hårprodukter fra REDKEN og et par cool flade støvletter i vintage-afdelingen (… skal nok vise stolt frem senere). Og så var jeg et smut inde i byen og faldt over cool neon-pink løbeshorts (… måske jeg så kan lette bagdelen?) og hamstrede de fine plexiglas-æsker til makeup og smykker, som flere, før mig, har vist.
Lige om lidt står den på pakning, for jeg rykker nemlig ned i kolonihaven, hvor æbletræet – forhåbentlig – blomstrer, hvor jeg skal plante lupiner og pæoner, som ankom med posten fra min far og hans kone med ønske om god fødselsdag på torsdag, og hvor havemøblerne og terassen skal have en omgang maling.
Hav en dejlig dag derude i det virkelige liv :-)
Kan det mon retfærdiggøres at bruge 12.000 bananer på en Dolce Gabbana-cykel med leopard-mønster (som også lidt ligner en giraf med hjul)? Jeg overvejer kraftigt.
Jeg lover at vende tilbage med vinderen af Raoul-konkurrencen… er syg og sengeliggende (suk) og læser alle de fantastiske besvarelser igennem nu <3
