Har du lige set en lækkerbisken af en søn, jeg har? I sidste uge, og faktisk også i går, var vi ude at wakeboarde (det vil sige: August wakeboardede, jeg drak kaffe i solen). Jeg kan godt blive forfalden til at blive en surfer mom… no problem, i hvert fald hvis det indbefatter bare ben, fødder i sand, lex kaffe og sol.

Der er bare de der dage… jeg tror, du kender dem (jeg er sikker på, at du kender dem), hvor det er mere end almindeligt svært at huske på, hvorfor det nu er fedt at være tilstede lige her og nu; tilstede, med det arbejde, de mennesker, det sted, du nu engang omgives af?

Jeg kender de dage, og jeg havde sådan et par i sidste uge, hvor jeg ærligt talt ville have været rigtig, rigtig glad for at kunne lukke døren bag mig, smide mig i dynerne, læse en krimi… og være alene. Fri for støvsugning, madlavning, en pludselig teenager i huset, der ikke ville tage et nej for et nej, en vandvarmer, der afgik ved døden, så kun kolde bade var en mulighed, jobs, der gik i vasken, en tå, der slog sig noget så eftertrykkeligt… listen er lang, banal, men ikke desto mindre havde jeg bare fået… nok.

Når sådan nogle dage overrumler mig… så er taknemmeligheden langt væk. Pludselig glemmer jeg alt det gode og fokuserer på det, livet også er til tider, noget værre lort. Så skal jeg lige hive mig selv op igen og huske mig selv på de gode tider… og at livet, trods ovenstående irritationer, jo altså ER ret fantastisk.

Jeg er derfor startet på en taknemmeligheds-liste af den ene grund, at der i mit liv er SÅ meget at være taknemmelig for, hvis nu jeg bare kigger efter… og er jeg blind en dag, så kan jeg, sort på hvidt, se at i forgårs tittede lykken frem.

Der er allerede mange, mange små lapper, fyldt med store og små taknemmeligheder, og alle de dejlige tanker skal nu bo i en krukke.

On a side note… jeg vil gerne bede om, at der flytter en lille ræv ind i mit hushold.

Jeg ved det, jeg ved det… min blogging er underprioriteret. Det er bare sådan, at det virkelige liv, du ved, det med børn og kæreste og madlavning og gulvvask og arbejde og livet sådan i al almindelighed, trækker så forfærdeligt i mit hjerte for tiden.

Der er kæreste, der har fået graviditets-iskias-smerter, en søn, der vil bade i havet konstant, vil tale om alt muligt og vise mig endnu mere, en kage, der skriger på at blive bagt, en slankekur, der insisterende tramper i gulvet og beder mig overholde den, og ind i mellem livets ulidelige lethed, er der pasning af andres små, fine børn, der nuldrer mit hår og be’r om noget lækkert fra den, hvis man er 4 år, øjensynligt magiske skuffe.

Bær over med mig… og savl i mellemtiden over den her gudesmukke blondebluse fra Anna Sui, som jeg vil elske at matche med et sort pencilshirt og ditto pumps (og absolut ikke med matchende blondeshorts, som på billedet). Helt simpelt og alligevel ganske bling. Og så minder blusen mig om fordums tiders sorte og dunkle brudekjoler, som jeg er ret stor fan af, og som jeg klart vil vælge at blive gift i, hvis altså jeg nogensinde skal giftes igen. Men 800 Euro? Uhm, no.

Jeg kommer altid sådan i tvivl, når jeg skal skrive om noget privat. Interesserer det andre? Er det for intimt? Måske egentligt for overfladisk? Mit indre svar er altid, at jeg ærligt talt ikke ved det, men jeg må prøve mig frem, for selvom jeg for guds skyld ikke anser bloggen her for min private dagbog (that would be a blast…), så er det interessante – for mig, når jeg følger blogs – netop at lære personen bag at kende.

Så, og her må du gerne forestille dig trommehvirvler, kindkys og multifarvet konfetti, tak: Til november ankommer en lille, nuttet baby-pige til vores familie, og vi glæder os som vanvittige!

Er jeg gravid? Nej, ikke direkte. Den trofaste læser vil dog sammensværgende smile og vide, at min kæreste er af samme køn som mig, så det er inde i hendes mave, at den lille baby vokser sig stærk. Jeg går dog med lige så stor ihærdighed op i tanken om at ekvipere hende med prikkede badedragter med flæse-skøde, kysse hendes buttede ben og trille rundt med hende i barnevognen. Nu er August jo 11 år, så det er laaaang tid siden, at jeg har prøvet at have en baby, men suk, hvor jeg glæder mig til at følge endnu et lille liv.

Et andet, ret så nærliggende, spørgsmål, når jeg lige har fortalt, at jeg er kæreste med en dame: Øhm, hvordan er babyen kommet derind? Det korte svar er gennem en sæddonor, men det lange svar skal du næsten have, for det er fandme en mærkelig biks at træde ind i – altså at handle med et firma, hvis eneste geschæft er at tilbyde forskellige donorer aka fædre. Biksen er sær, men det er også sært, så koldhjertet og forretningsagtigt det er at adskille de pæne fra de grimme, håndværkerne fra akademikerne, de lave fra de høje osv. Det kan føles unaturligt, but then again: Hvem vælger ikke en kæreste ud fra nogle, måske usynlige, parametre? Duft, højde, drøjde, intellekt?

Vi har fra starten vidst, at vi ville vælge en åben donor, så vores barn, når hun er 18 år, kan opsøge og lære sit biologiske ophav at kende – hvis altså hun har lyst til det. Allerede der var det tydeligt, at listen over potentielle donor-fædre indskrænkedes fra en enormt lang liste til en, well, overskuelig liste. Så var det ellers med at brygge en kop kaffe og læse profiler igennem, lytter til stemmer, lure på barne-billeder, læse private, håndskrevne breve og gennemtrevle medicinske historier. Også her slap ganske få gennem nåleøjet (mon dieu, hvor er der mange donorer derude, som efterlader et klart billede af, at det, de vil, egentlig bare er at sprede deres, ifølge dem selv, fremragende gener til verden), så vi til sidst var nede på ham, det skulle være. En meget sød mand med en ditto sød og indforstået kone, der gerne ville hjælpe, havde nogenlunde samme uddannelser som os og i øvrigt ligner mig, ha ;-)

Det lykkedes i første forsøg… og tak for det. Ingen af os havde magtet flere fintfølende jordmødre, der satte k.d. Lang på anlægget, bød os på kanel-te, malede lotusblomster i loftet og spurgte mig, om jeg ville ‘sprøjte livet op’. Mit svar var vist noget så poetisk som: ‘Gu’ fanden… Nej. Ad!’. Og så gik vi på Joe & the Juice.

Jeg hygger i sommerhus i det mørke, mørke Nordjylland, men er liiidt presset over, at vores net fra 3 intet (som i absolut intet) dækker og at Telias mobilnet er ikke- (som i virkelig ikke-) eksisterende. Uh… det har jeg ikke prøvet i lang, lang tid, og jeg kan godt mærke, at jeg skal afklimatiseres lidt. Er du vims, hvor jeg bruger nettet meget til alt muligt. Hurra for det lokale bibliotek, hvor vi så kan få vores netfix…

Det betyder dog, at min opdatering den her uge bliver yderst minimal. Jeg kan dog berette, at jeg har spillet yatzy, læst stakkevis af Søndag, bagt boller og makronmuffins (har så fortæret sådan cirka 12 siden igår, ahrem) og – tadaa – fået løbet mig en tur om end den var meget, meget kort. Og så hælder jeg ellers hjemmegjorte mojitos indenbords for at klare det hele (helt sikkert…)

Status på vægttab: Zero, nul, nada. Jeg er så ulydig (og lidt sur på mig selv), men må bare sande, at jeg må op på hesten igen og videre… om en uge eller to. Jeg kan, jeg skal, jeg vil.

Nå, tilbage til den der Mojito, som faktisk blev ret vidunderlig:

Ingredienser:
6 cl lys rom
4-6 limebåde
1 spsk rørsukker
4-6 mynteblade
Lidt danskvand

Fremgangsmåde:
Mynteblade, limebåde og sukker muddles i et glas. Fyld glasset op med knust is, og tilsæt rom. Rør rundt og hæld lidt danskvand på toppen. Servér. Uhm.

But of course skulle jeg da lige ned at ligge igen med 39.5 i feber, hosten og hakken… det var ligesom også kun 14 dage siden, det sidst skete.

Nå, men i min febervildelse har jeg fået en ny passion… nogle af de, der går omkring mig hver dag, vil noook kalde det en art besættelse: Jeg kan, jeg vil, jeg skal få de der skide macarons til at stå midt i skabet. Men jeg fejler. De bliver grimme. Indmaden mangler og kun en skallet hat er tilbage. De får glinsende flot overflade, men ingen krave og ingen fødder (ja, macaron-terminologien har jeg også taget helt til mig)… Jeg har købt decideret macaron-sæt, men intet nytter. Jeg bliver (fandme) vanvittig.

Så midt i feber måtte kæreste, barn og far smide mig i seng, fordi jeg bare liiiige skulle prøve at røre endnu en macaron-dej sammen… og nu er jeg her så igen og kvæler muligvis en eller anden, hvis ikke de lykkes den her gang. Det værste er, at jeg ikke engang særlig godt kan lide de små åndssvage franske mandel-makroner, so what’s the fuzz?

Billedet? Nej, det er ikke mine macarons. Verdambt. Det er til gengæld Ladurées laberheder fra Paris.

Jeg er skredet, jeg er smuttet, jeg er kørt ud i det blå med mine kærestes kære, iført shorts, skødesløs fletning og sommersol i kinderne… og jeg er naturligvis kørt afsted, ned mod Europas midte, i den her goodie af en ombygget lastbil fra Tumbelweed Tiny House Company. A girl sure can dream.

Se flere fantastiske huse her!

Øj. Efter at have solgt ud af klædesskabet på Fashion Flea igår (og også købt en draperet Céline-nederdel og ditto Helmut Lang-tee for ingen penge derude… will show!), kom jeg hjem, lavede aftensmad… og dejsede om på sofaen, hvor jeg så noget så intellektuelt stimulerende som ‘For lækker til love’ (alt imens jeg lagde is på min søns fod, der sjovt nok havde fået sig en slag, da han mente at han kunne hoppe 3 meter ned fra hans hems!?). Apropos ‘For lækker til love’, hvad sker der for hende Melanie? Var hun min datter, havde hun fået sig sådan et niv i øret ;-)

Well, på grund af ovenstående, så jeg slet ikke, at dagen rent faktisk lige var blevet endnu et nyk bedre… den altid ulasteligt klædte, og meget, meget skarpe, Camille fra Clamour for Glamour har nemlig omtalt min blog som en af hendes fem favorit-blogs. Af hjertet tak. Sikke en ære <3 Det at starte en blog op, og famle sig frem, fundere over, hvor meget man skal give af sig selv, starte kun med at ville skrive om mode, fordi det jo i sagens natur er hvad min hverdag centrerer sig omkring, men alligevel ikke at kunne affinde mig med at undlade facetter af mit liv, der fylder lige så meget... det at der er folk derude, der læser med, og at det er blevet en yndlingsblog for nogle... jeg bliver seriøst helt rørt over det. Så tak, tak, tak... til Camille og jer derude.