Der er bare de der dage… jeg tror, du kender dem (jeg er sikker på, at du kender dem), hvor det er mere end almindeligt svært at huske på, hvorfor det nu er fedt at være tilstede lige her og nu; tilstede, med det arbejde, de mennesker, det sted, du nu engang omgives af?

Jeg kender de dage, og jeg havde sådan et par i sidste uge, hvor jeg ærligt talt ville have været rigtig, rigtig glad for at kunne lukke døren bag mig, smide mig i dynerne, læse en krimi… og være alene. Fri for støvsugning, madlavning, en pludselig teenager i huset, der ikke ville tage et nej for et nej, en vandvarmer, der afgik ved døden, så kun kolde bade var en mulighed, jobs, der gik i vasken, en tå, der slog sig noget så eftertrykkeligt… listen er lang, banal, men ikke desto mindre havde jeg bare fået… nok.

Når sådan nogle dage overrumler mig… så er taknemmeligheden langt væk. Pludselig glemmer jeg alt det gode og fokuserer på det, livet også er til tider, noget værre lort. Så skal jeg lige hive mig selv op igen og huske mig selv på de gode tider… og at livet, trods ovenstående irritationer, jo altså ER ret fantastisk.

Jeg er derfor startet på en taknemmeligheds-liste af den ene grund, at der i mit liv er SÅ meget at være taknemmelig for, hvis nu jeg bare kigger efter… og er jeg blind en dag, så kan jeg, sort på hvidt, se at i forgårs tittede lykken frem.

Der er allerede mange, mange små lapper, fyldt med store og små taknemmeligheder, og alle de dejlige tanker skal nu bo i en krukke.