Jeg er farligt dygtig til at se på alle de ting, der irriterer mig, det, der gør mig træt og sur og det, der gør mig ked af det. Men jeg øver mig på, selv i mørkegrå stunder, hvor søvn nok er den bedste kur, at huske mig selv på, hvor priviligeret, jeg egentlig er.

Jeg har den sødeste, dejligste, smukkeste kæreste, en pudsig, puttet hund og en smuk, fantastisk dreng. Da sidstnævnte kom ind i mit liv for 11 år siden, forsvandt jorden under mig… på den gode måde. Det at se sådan et lille væsen vokse op, smile for første gang, mærke hans små fingre i cirkelbevægelser kærtegne min ryg, og dermed vide med sikkerhed, at jeg havde lært ham at nusse, første gang han nød noget så simpelt som en rosin… første gang han cyklede uden støttehjul, første gang han blev sådan for alvor optaget af en interesse… alle de minder. Og de fortsætter heldigvis. Igår proklamerede han for eksempel overfor min kæreste: “Jeg tager ud i verden… skal du have noget med fra kiosken?”, tog sin cykel og cyklede helt selv op efter et Anders And-blad. Åh.

I skrivende stund sidder jeg i kolonihavehuset. det fine, sortmalede hus med hvidsprossede vinduer, blomsterflor udenfor og brændeovn. Charlie og Tatjana sover formiddagslur, og ser så søde ud, det regner udenfor og i min fine kop er der kaffe. Jeg mangler jo ikke noget. Overhoved. Jeg har alt, hvad jeg nogensinde kunne ønske mig indenfor et krams længde.

Nyd dagen og nyd hinanden.