Når Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed.

… For et år og to dag siden så du verden første gang. Og vi så dig. Jeg tror roligt, jeg kan sige, at vores verden, i mødet med dig, har forandret os alle. I hvert fald har brikker indeni mig fundet deres plads, og jeg har lært ting ved at være sammen med dig, se dig vokse, favne os og bare berige os med din lille søde kyssemund, dine dybe, mørkebrune øjne, dine buttede kinder, dine små ben, din iver og din livsgnist. Ting, jeg ikke gjorde mig begreb om at jeg burde, kunne eller skulle lære.

Før jeg mødte dig havde jeg allerede oplevet lykken ved at få en baby én gang. August forandrede også totalt min verden og rokkede ved min verdensopfattelse. Sprængte fuldstændig rammerne for, hvordan man kan elske et andet menneske. Pludselig var han der, skulle elskes, krammes, passes på. At få August er, foruden at få dig, den største og vildeste glæde, jeg har oplevet i mit liv.

Men da du jo ikke voksede inde i min mave, kan jeg ikke undsige mig for at indrømme, at jeg simpelthen var så bange for ikke at være i stand til at elske dig. Fordi du ikke lå mageligt under mit hjerte og voksede. Og fordi jeg elsker August så højt, at jeg umuligt – umuligt! – kunne forestille mig at elske et andet menneske lige så inderligt. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke var ladsiggørligt, som menneske, at elske mere eller at rumme mere kærlighed.

Men åh, hvor gjorde du mine dystre tanker til skamme.

Søde, lille, dejlige, finurlige Izzy. Jeg græd som pisket, da du kiggede på mig med dine næsten sorte øjne første gang. Der var du. Jeg har også flere gange grædt af udmattelse, uden tvivl, men mest af alt har jeg grædt af glæde og stolthed over, hvad jeg kan se, du udvikler dig til. Jeg spår mange, mange flere stolte tårer, mens du vokser op.

Jeg kniber mig i armen. For sikken gave det er at få lov at kramme dig om morgenen, hvor du, stadig halvsovende, hænger på mig med din varme mave mod mit bryst. At være et voksent menneske, som du fuldkommen har overgivet dig til… hvor vildt er det egentlig lige. Sikke en inderlig, fantastisk, dybfølt glæde det er at få et af dine kys med den lille, spidse frømund, du ynder at forme. Og sikke en stolthed, jeg føler ved at opleve, at du siger dine første ord, alt i mens du smiler så meget og så se-mig-agtigt, at du blotter dine fire, små tænder i jubelskrig.

Du tvinger os til at være nærværende, Elizabeth. At se dig. Du tvinger os til at elske uden at frygte. Og det er ikke engang svært.

Så lille skat…

Det er så evigt ligegyldigt, hvor du havde til huse i din fostertilstand. Jeg skal nok passe på dig for evigt alligevel. Og Izzy, en ting mere. Det viste sig selvfølgelig, at jeg kan rumme mere kærlighed, end jeg troede muligt.

Tillykke med fødselsdagen, vores alle sammens skat.

Det er efterhånden lang tid siden, jeg har lagt en opskrift op her op bloggen. Årsagen er egentlig ret ligetil: Selvom jeg stadig er et madøre, og selvom jeg stadig elsker at afprøve, eksperimentere og kreere, så har det bare slet ikke været overskud eller tid til at tænke i andre baner end rygrads-retter, spagetti bolognaise og hverdags-favoritter i, suk, alt for lang tid.

Indtil nu, that is. For jeg må, helt ydmygt, sige, at jeg mener at have nået frem til den bedste hjemmelavede pizza – ever. Bunden er sprød og blød, tomatsovsen har bud, er krydret og alligevel børne-mild, osten er, well, mozarella-ost (den rigtige, ikke den i strimler fra en pose) og toppingen er lige akkurat, som du bedst kan lide den.

Dejen bliver bedst at at stå i køleskabet natten over, men hvis du nu er som mig, der ikke er voldsomt koordineret, så kan jeg afsløre, at dejen altså også er rigtig, rigtig god, selvom den kun har hævet en times tid. Og selvom pizzaen i sandhed også bliver bedst på en bagesten inde i ovnen, så virker en helt almindelig bageplade altså også fint til formålet.

Pizzadej
1/2 liter koldt vand
20 g gær
1 spsk. sukker
600 g mel type ’00’
250 g mel, durummel, gerne groftmalet
1/2 dl olivenolie
1 lille håndfuld salt

Ælt ingredienserne sammen (helst på røremaskine) til en ensartet dej, som hæver i mindst en time, evt. natten over, i køleskab. Den må gerne være klistret.

Tomatsauce
2 dåser koncentreret tomatpuré (a ca. 140 g)
4 tsk fintrevet (zittauer)løg
4 små, knuste fed hvidløg
2 tsk tørret oregano
2 tsk sukker
1 tsk groft salt
1 dl vindruekerneolie

Rør ingredienserne til tomatsaucen sammen.

Sådan samler du pizzaerne

Tænd din ovn på 275 grader (eller så varm, som din ovn nu kan blive) og læg samtidig en bagesten (eller en almindelig bageplade) ind i ovnen, mens ovnen varmer sig op.

Del din pizzadej i cirka 10 lige store stykker og vend dem i lidt hvedemel, så de ikke klistrer alt for meget. Rul en efter en bundene ud til en cirkel på cirka 20 centimeter i diameter (hellere små pizzaer end en stor, du ikke kan få manøvret over på bagepladen).

Fordel nu en god skefuld tomatsovs på bunden. Husk at lade en halv centimeter være fri hele vejen langs kanten, så får du en god skorpe. Fordel herefter et halvt stykke frisk mozzarella jævnt over pizzaen, samt din yndlings-topping. Slut af med et par dryp olivenolie og et drys oregano.

Tag bagesten/bageplade ud og smæk hurtigt pizzaen over på sten/bageplade og smid pizzaen ind i ovnen. Bag i cirka fem minutter. Tricket er at bage pizzaen, så den lige hæver, og dejen bliver til brød, men uden den tager alt for megen farve.