Uha, man var træt i går, så midt i et blogindlæg faldt jeg sørme i søvn. Men altså, sikke en fin eftermiddag med show hos Veronica B. Vallenes, hvor tøjet var meget, meget fint… og også ret sikkert. Ikke nødvendigvis, at det sikre valg er et dårligt tegn, slet ikke, for jeg kan godt lide at kunne se signaturen intakt sæson efter sæson, men det kunne være sjovt at have set bare en eller to styles der bød på lidt gakket nyskabelse… omvendt: Why break it if it works?

Anyhow, de sorte og grå nuancer var denne sæson budt op til dans af syren, lidt guld og sådan en fin, fin sart lysegrøn, som jeg snildt kunne forelske mig i… at den så samtidig fandtes på en ulden kappe; jamen, kan det være bedre. Cardeau til Veronica once again!

Damen selv var trukket i det dystre, sorte tøj. Draperet V Ave Shoe Repair kjole over et par sorte skinnies, Marc Jacobs-stiletter med silkesløjfe, prikkede strømper og en pels fra Manoush… altså, indtil jeg skulle ud af døren, hvor jeg følte mig for pyntet (eller som jeg vist sagde: Lidt russisk), så en gammel traver i form af en herreinspireret frakke fra Custommade røg på. Much better.

I dag vågnede jeg op og tænkte: ‘Forår!’. Solen stod ind ad vinduerne, og jeg blev glad helt ned til tåspidserne… i dag er der desuden Veronica B. Vallenes-show, så jeg tror sørme, at jeg har smidt det dystre tema fra igår og er klar til at vrinske som en anden showpony i dag (tak for det fine, sjove udtryk, Fie). Jeg kunne måske endda lokkes til at iføre mig grønne slangeskinds-støvler så store som mennesker, hvem ved.

Nå, men i forårets klare lys, blev jeg også inspireret til at kigge alle billeder igennem og fandt de her smukke billeder, der minder mig om forår i de engelske gader (og så minder de mig også om en tur til London, hvor jeg skulle mødes med en tidligere Net-A-Porter.com-chef + en tidligere Gucci Group-chef på en privat klub i Notting Hill… og jeg endte med at sidde lige overfor alle Take That-drengene… men det er en anden historie).

Vel hjemme fra Spon Diogo med Nana… og fint var det. Meget skarpt og meget maskulint, som Spon Diogos DNA jo er, men også med fine, bløde former og den mest fantastiske (aften-)himmelblå nuance. Jeg er spændt på at se, om priserne stadig er himmelråbende eller om de har fundet metervarer, der gør at prisen kan sænkes og vi dødelige kan være med på deres pæne modekaravane.

Men hold nu op; sådan en modeuge er et realitetstjek. I dag havde jeg nemlig en af de dage, hvor jeg nærmest har film foran øjnene, er ude af stand til at konversere og allerhelst vil spise kage og læse tykke romaner, alene, og hvor ordene ikke rigtig kommer til mig.

Så selvom der intet var galt med showet, intet galt med menneskerne, intet galt med goodie bag’ens indhold af shampoo og neglelak og intet galt med den Sommersby, jeg hældte indenbords, kom jeg i tanke om, hvor meget jeg før i tiden til tider følte og stadig føler mig utilpas i kontekster som de her, hvor der er en uudtalt forventning om præstation. Ikke fordi jeg synes, at andre er smukkere end mig, sjovere end mig eller mere chikke end mig (… det er de så, og yngre også efterhånden, men det generer mig ikke som sådan, selvom det også er mærkeligt pludselig at føle sig overhalet indenom af en anden generation), men setuppet: Masser af mennesker står i samme rum, det er trangt, vi forsøger at sniksnakke, mingle, networke alt, hvad vi har lært… Jeg har bare aldrig været særligt god ud i sniksnakkens kunst, når der partout er en forventning om, at jeg burde. Jeg ved faktisk heller ikke, om jeg ønsker at være god til det altid.

Om det er sundt at forlade hverdagens bobbel og hoppe ud af min comfort zone? Jo, det er det nok… det er altid godt at blive udfordret, og det var hyggeligt, specielt med så sød en modemakker ved min side, men jeg kan også love for, at det er rart at komme hjem igen, tænde for ovnen, stege en culottesteg (of all!), hoppe i joggings, kramme min kæreste og se en dårlig engelsk krimi på fjerneren… and that’s it.

Ps. Apropos dagens tidligere tendens-indlæg… Spon Diogo viste også et par af de fine jakker og bluser med skøde!

Ingen tvivl om det; skødet, det lille uskyldige stykke stof, der, fra en stram talje, falder i korte lag på en jakke, en cardigan eller en bluse, har haft sine øjeblikke før. Tilbage i 40erne og 50erne opfandt Dior ‘The New Look’ – en tendens, hvor taljen blev snøret – meget! – ind og et skøde faldt fra taljen og ned. Very chic. I 80erne kom det lille skøde så tilbage for fuld udblæsning, gerne sat til en lille jakke i en eller anden elastisk neon-pink version. Not so chic.

Well ladies, sug maven ind, for looket gør et comeback her i 2012… i hvert fald hvis du lurer på kollektioner fra Celine, Givenchy, Kenzo og McQueen, hvor netop denne lille skøde-tendens klart vinder førstepræmien som det item, der danner ramme om silhuette de Jour. Hvis du leder efter noget andet end pasteller at blive begejstret for her i foråret (der er blevet snakket så meget om de der sorbet-nuancer allerede…), så er det her it.

Forskellen, både fra Diors værk, 80ernes rædsel og også sidste sæson hos for eksempel Stella McCartney, er, at looket den her gang ikke er så piget, så sødmefuldt og så nuttet… det er som om, at looket fik buksevand i skolegården, smed sin uskyld og kom vred og forurettet ud på den anden side. Looket er i hvert fald mere drenget, det er hårdere og det er skarpere… i sidste ende er det nu konstrueret sådan, at jeg faktisk kan se mig selv afprøve tendensen… måske sætte en bluse med skøde a la Celiné til løse bukser eller shorts og en tee for et enkelt og i min verden mere bærbart look?

Nå, videre i teksten. Jeg har inviteret den søde Nana med til Spon Diogo-show i eftermiddag, så der er kedelige ting, der skal nåes inden, suk.

The peplum is back, yeah! For Spring 2012 focus on the waist made a great appearance at Givenchy, Celine, Kenzo and McQueen. It was the silhouette de jour.

Showing: Givenchy SS/12, Celine SS/12, Jason Wu SS/12 and Alexander McQueen SS/12

Selvom modellen ser mig noget utilpas ud, så er jeg head over heels over australske Cameo’s kollektion, som kommer til april. Tøjet, som rammer tendenserne spot on, men absolut ikke koster ret meget (Jeg mener, at vi ligger i prislejet 599-1199 kroner) er både grafisk og smukt. Jeg er specielt vild med cutout-detaljerne og det brusende, næsten opadgående skørt… vil gerne bede om det hele, tak!

Uh, se nu hvad jeg har erhvervet mig! Herlige støvletter fra svenske V Ave Shoe Repair… de minder lidt om Acne’s Pistol boots, men jeg synes alligevel, at de her, nok på grund af den lidt særegne galoche-detalje og remmene, er intet mindre end fantastiske. At støvlerne så også er  vildt gode at gå i, matcher nederdele og kjoler med vidde eminent og også er ret gode til skinnies, gør ikke sagen mindre herlig.

Hvor alle magasiner, og bloggere for den sags skyld, taler om, at mint og fine, sarte sorbet-farver kommer til at rocke foråret, vil jeg altså lige slå et slag for den dybe, og i min optik, super cool farve, orange, som specielt Celiné sidste sæson workede ret så eminent og som masser af mærker for alvor har taget til sig her i SS/12.

Brændte nuancer som mandarin, appelsin og grape er fantastisk til grå toner, til slangeskind, ja, sågar til leopard-print. Og så er jeg jo for evigt og altid fortaler for tone-i-tone-outfits, som jeg synes er indbegrebet af god stil… derfor vil et sæt som ovenstående, hvor bluse, sko og nederdel er at finde i samme brændte farveskala, og hvor en grå taske bryder det ensartede, være absolut velkommen i mit klædeskab.

Som et alternativ, hvis nu den orange knaldfarve er lige lovligt skrap, så hapser jeg den cool slangeskinds-taske fra Stella McCartney… I wish.

1. Acne, 1.850 kr., 2. Steve Madden, 480 kr., 3. House of Harlow, 1.100 kr., 4. Something Else, 1.399 kr., 5. Stella McCartney, 5.100 kr.

Sikke nogle sene blogindlæg, jeg formår at kreere de her dage… jeg har simpelthen så travlt med at indhente alverdens små ting og sager efter rejsen, så må ty til de sene aftentimer (og har desuden ikke fået vendt min døgnrytme endnu, så sover sådan cirka omkring klokken 04.30… og dermed til langt op på formiddagen. Meget irriterende!).

Jeg nåede dog at få taget et foto af, hvad jeg har haft på i dag. Enkelt, komfortabelt og blødt tøj, som ikke kræver den store tankevirksomhed at sammensætte, men som føles svært beroligende at svøbe mig i. Har I mon det med tøj også, altså at der er dage, hvor noget bestemt tøj bare føles helt, helt rigtigt, ja, nærmest beroligende?

Nå, men jeg nåede også at følge en tutorial på Youtube.com om at lægge den perfekte Cat Eyes eyeliner… om du mener resultatet er til at prale af, ser du imorgen.

Ps. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mit hår efter Mexico… min farve er totalt gået ud og er erstattet af en sådan rødlig nuance, så exuse me for looking like an irish woman these days ;-)

Featuring: Storm & Marie jeans, Won Hundred tanktop, V Ave Shoe Repair pumps og See by Chloé-cardigan.

Have had a busy day but managed to photograph my todays outfit… lowkey and very, very comfortable.