Åh, jeg har det med at blogge alt for lidt, synes jeg. Så tager livet favntag med mig, og blogging er det sidste, jeg kan afse tid til. Så mener jeg ikke, at emnerne, der lige nu fløjter og flyver inde i mit hoved, kan være interessante for dig? Så kan jeg da ikke bare vise et nyt køb, kan jeg? Er det ikke for letbenet, helt ærligt? Summa summarum er, at jeg så ikke blogger. Og det går jo ikke.

Ikke desto mindre tager jeg mig nu sammen og forsøger også at skrive om de små ting. For eksempel fik jeg snøvlet mit korpus mod AC (måske bedre kendt som Amager Centret), hvor jeg i butikken Forvandlingskuglen nær ved faldt over tre fine vaser, der både er værdige afløsere for de så feterede (og, hvis du spørger mig, alt for hypede) Lyngby-vaser. Prismæssigt kan alle være med… omkring 250 kroner for alle tre kom jeg af med. De riflede, matte strukturer er så fine (men afskyelige at røre ved) og henleder mine tanker på smuk, japansk origami-kunst.

Smut i Forvandlingskuglen, hvis du er en Amager-pige, eller købe dem her hos Nordhjem.

Ak ja, så står man der igen og kigger sig i spejlet med vantro. 36 år, har født et barn, er ikke ligefrem særlig trimmet mere og føler sig allerede… gammel. Med strækmærker, en barm, der har set bedre dage (som i virkelig bedre dage!) og en følelse af, at andre, der har født (eller bare er blevet ældre) ser langt, langt bedre ud.

Well. Så er det, at jeg, sådan helt derinde, hvor hjertet sukker veltilfreds, bliver rolig, når jeg kigger billederne igennem på pinup- og boudoir-fotografen Ashlee Wells Jacksons foto-projekt ‘4th Trimester Bodies Project’, der er dedikeret til skønheden i de ændringer kvinders kroppe undergår gennem moderskab, fødsel og amning.

Projektet er inspireret af Ashlee Wells Jacksons egne oplevelser som mor til tre, for også hun rev sig i håret og bankede sig selv i hovedet over, at den smukke præ-graviditets-krop for hende havde forvandlet sig til en stor, blød krop med ar og mærker… motion og sund kost til trods.

Det, at vi ikke omfavner de ændringer, kroppen undergår, er en skam af flere årsager. Først og fremmest fordi det bare er sådan, det er. Kroppen ændrer sig, når der vokser et barn inden i en, mere end de fleste aner. Kroppen bliver en anden (og sjældent pænere) version af sig selv, når et barn hænger i brystet og når kroppen pludselig i flere måneder har båret eller stadig bærer rundt på usandsynligt mange ekstra kilo. Omvendt er det så ærgerligt, at vi (jeg siger vi, fordi jeg næppe kan være den eneste, der føler sådan) ikke mestrer at flytte perspektivet, både i os selv og som samfund, fra fysisk perfektion til at omfavne, eller bare holde lidt af, moderskabet og dermed ar, striber og strækninger efter at have båret et barn under hjertet.

Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt. Jeg kommer selv næppe nogensinde til at omfavne mine strækmærker, eller de ekstra kilo, men jeg er umådeligt stolt over, at der findes fine damer derude, som tør stå frem og vise mig, at jeg i hvert fald ikke er alene om ikke længere at have en krop som en 20-årig.

Jacksons gribende fotografier, og mere om projektet, kan ses og læses lige her.

Hvis vi bliver lidt i området omkring First World Problems, så har jeg rent faktisk brug for dit input. Som i seriøst brug for det.

Problem: Vi er ved at bygge en daybed, som skal betrækkes med bordeaux uld… så langt så godt. Men hvilke puder fra HAY skal vi vælge dertil? Nummer 1, 2 eller måske 3?

Hep hep – help!