Da Elizabeth var inde i Tatjanas mave, lavede jeg sjov med, at hun, altså Elizabeth, talte. Og det eneste, hun talte om, var røde cykler. Med vimpler. Og trucker-bagagebærer. Og cool ringeklokker.

Det sjove er, at hun nu, hvor hun jo leger og synger og eksisterer, er fuldkommen head over heels i røde cykler. Det bevidner billeder fra min mor i hvert fald om. Hun nærmest aer de røde cykler, hun kommer i nærheden af. Det er sødt. Så afsindigt sødt, faktisk.

Ps. Den unge dame, der snart er et år gammel, er begyndt at sige ‘hej hej’, ‘baby’ og ‘uhm’ + hun kysser med lille, spids, nuttet mund. Åh <3

… eller faktisk er den mellemste mus ikke min, men det føles lidt sådan. Se nu bare, hvordan han gør nytte og støvsuger (+ han bagte faktisk kage samtidig!) <3

Faktisk er det her en repost fra mine tidlige blogger-dage. Men det betyder ikke så meget, for ingenting er sådan set forandret.

Jeg elsker stadig denne her sødsuppe-sang, og selvom jeg stadig ikke er til naivistisk kunst, well, så kan kombinationen af en af mine yndlingssange fra Snow Patrol sat til MusicAndMuffins’ fine, næsten barnagtige streger altså omtrent få mig til at græde… ikke kun fordi selve sangen er sørgelig, men mest fordi den, sat til tegningerne, er så fin og så livsbekræftende.

Kærlighed skal man passe godt på.