Jeg hoster og hakker, min næse er blevet til sandpapir og jeg ligner l… jeg har ligget i sengen i, synes jeg, umenneskelige tider, og jeg er SÅ træt af det!
Heldigvis har det givet mig mulighed for at læse alle besvarelser i konkurrencen om den smukke, smukke kjole fra Raoul igennem flere gange (TUSINDE tak for de mange besvarelser… jeg er overvældet!), og jeg har fundet en vinder, som har inspireret mig til, hvordan jeg kan style kjolen over alle kjoler på en langt mere cool måde, end min ellers ret så klassiske stil byder det.
Og hvem har så vundet?
STINE JS – DU HAR VUNDET DEN SMUKKE KJOLE!
Grunden til, at netop Stine vandt, var hendes bud på at tilføje masser af (neon-)farver, edgy, etniske armbånd og farverige negle. Som begrundelse skrev hun blandt andet:
“Smuk kjole – Jeg ville gå efter farver og lidt sjov ;-) Ville købe mig et par gule lædersandaler – feminine og enkle, smække en frisk neglelak på og en masse farverige armbånd om håndleddet.”
… og så sendte hun et link med, hvor der var et foto… og det er netop det foto, du kan se på billedet ovenover. Jeg synes, sammensætningen er super cool.
Tusinde gange tillykke, Stine. Send mig en mail på maria@trier.dk med din adresse, så sender jeg info videre ;-)




Jeg har været i kolo i dag og er helt øm i kroppen… bedene er blevet luget, roserne har fået gødning og jeg har plantet de fineste lyserøde, tenderende til laksefarvede, kæmpevalmuer… så må det godt blive sommer (og må jeg i fremtiden bede om en lillebitte havemand, tak).
Nå, men det at sidde i bambusstolen med solen i ansigtet, en kop te i hånden og det at nyde stilheden, fik mig til at tænke på, at jeg ville finde fine, forårs-agtige fotos… så kiggede jeg på min beklædning og så igen-igen mig selv iført sort. Og der er ingen vej udenom det… jeg elsker sort, og selvom det bliver sommer, vil du se mig iført sort… jeg tror sjovt nok ikke, at jeg er alene om kærlighedsforholdet til farven, der ikke er.
Så here you go, en lille kavalkade over farven, der aldrig går af mode, farven, der i sandhed kan matches i det uendelige og farven, der får accessories til at shine.
I samarbejde med Odile og Douglas fra Raoul, og Tatjana fra Triercopenhagen.com, har jeg fået den udsøgte fornøjelse at være vært for en lex konkurrence, hvor vinderchancerne, tror jeg, kommer til at være overordentligt gode… så mange læsere har jeg jo altså heller ikke endnu ;-)
Kjolen, som har en værdi af 2.399 kr., er en to-i-en-kjole, og den er en af mine favoritter, ikke mindst på grund af den fine silketop med en snoet, høj hals og båndet i taljen, som giver den fineste vipsetalje… jeg ved det, for jeg har prøvet den (og jeg har, ahrem, købt den). Jeg er vild med, at den kan tages over hovedet og så er jeg på vej… og så er jeg ret vild med, at den både kan bæres med klipklappere en varm sommerdag og pumps, en kuvert-clutch og små, nedtonede ørestikker til aftenbrug.
Det eneste, du skal gøre, for at være med i konkurrencen er:
1. at tagge dig selv på et af konkurrence-billederne på min Facebook-side (Billedet kan du finde i mappen ‘Billeder’ og ‘Vind en kjole fra Raoul’. Husk at du skal være fan for at kunne tagge dig selv).
2. i kommentarfeltet herunder fortælle mig, hvordan du vil style kjolen til sommer, samt fortælle mig hvilken størrelse (36, 38 eller 40), du gerne vil vinde.
Jeg trækker vinderen næste fredag d. 13/4 (Jeg vælger den person, som jeg synes har inspireret mig mest ift. styling). Go, go go – og TAK fordi I læser med her på bloggen!
… kan du huske, at jeg var været noget nær besat af den her paillet-sag fra 3.1. Phillip Lim? Well well, now it’s mine! Fundet og vundet på Ebay til den nette sum af 650 kroner… sådan cirka 5.500 bananer under nypris. Hurrah!
Og ja, den er så godt nok i str. 36 (og guderne må vide, at det er jeg ikke…), men satser på, at den enten er stor i størrelsen eller at netop den her glimtende skønhed er den perfekte grund til rent faktisk at gøre alvor af min rablen om at skulle tabe mig og komme tilbage til min gamle størrelse.
To be (so!) continued…
I lørdags var vi i Birkerød for at fejre, at min smukke niece blev hele 18 år… og når man så tænker på, at jeg har kendt hende, siden hun var en lille 4-årig… oh, time flies. Jeg glæder mig sådan til at følge hendes transformation fra ung til voksen. Det er jo et helt mirakel, og enormt livsbekræftende, sådan at se børn blomstre, blive store, få kærester og have deres eget liv.
Jeg havde iført mig en vældig fin blå blondekjole fra Paul & Joe Sister, og havde matchet med sort Raoul-bælte og sorte pumps fra V Ave Shoe Repair… men havde da, qua mit indlæg fra i forgårs, ikke tænkt på, at outfittet skulle foreviges. Så her kommer to snapshots, taget i smug af min lige så søde, dygtige og dejlige niece på 13 år… som vel at mærke har et bedre kamera end mig, hmm, og en særlig fin evne til at indfange det gode lys.


Jeg ligger og kæler en hund på maven, drømmer mig væk til Cherry Blossom-fest i Washington og drømmer i øvrigt også om at blive glad for at servere dagens outfits til jer… men sandheden er, at jeg er en smule forlegen over det… og også tænker, at det gør mig alt, alt for bevidst om, hvordan jeg tager mig ud.
Ét er, at jeg ikke er pjattet med kameraer; noget andet er at jeg på billederne ser alle fejl og mangler helt skarpt og sikkert også forstørret… og det kan ikke være sundt.
Jeg er sådan lidt sært indrettet, at jeg faktisk har et vældig sundt selvbillede. Måske FOR sundt, for selvom jeg ikke er 22 år mere, og selvom jeg ikke er pivtynd og, øhm, stram mere, så tror jeg stadig inde i mig selv, at det er jeg, altså ung og tynd og møglækker. Når jeg så ser billeder af mig selv… øv, altså, så bliver jeg godt nok selvbevidst. Det er vel nok et reality check, men omvendt: Det kunne jeg sådan set godt være foruden og bare beholde mit indre billede ;-)
Anyhow, jeg skal nok få taget nogle billeder af mig selv i ny og næ, men jeg tror næppe, at de bliver omdrejningspunktet for bloggen her… med mindre at jeg altså skulle gå hen og blive ven med kameraet. Jeg tænker, at der også er så mange derude, der virker til at elske at lave dagens, så jeg i ro og mag kan koncentrere mig om at give dig noget andet. Eller?
I andre derude, der fotodokumenterer jeres dag… er I helt afslappede med de her dagens-billeder?
Wearing: Kjole fra Veronica B. Vallenes (sidste sæson) + bælte fra Paul & Joe Sister (sidste sæson) + Taske fra See by Chloé, 2.899 kr. + Støvletter fra Calvin Klein, €191.
Jeg har længe været betaget af bordeaux (faktisk så længe tilbage, jeg kan huske)… men yndlingsfarven er af uransagelige årsager kun endt som farve på mine negle. Jeg tager dog revanche nu med de her lex støvletter fra Calvin Klein (foto 1), som jeg hapsede hjem fra Theoutnet.com i sidste uge. Mage til smuksakker!
Og nu jeg har de fine (og høje, uh!) støvletter i hus, skal de da matches med mere af den dejlige farve… drømme, drømme. Specielt kan jeg næsten ikke være i min egen krop for lyst til at klikke den fine kjole fra Isabel Marant Etoilé hjem… den er jo noget nær perfektion (men kræver, at jeg lige tager mig sammen og taber de der fem kilo, som i vinterens løb har sat sig på min krop, hrmpf!).
Jeg har dog ét problem med de fine støvletter; nemlig, at de er så høje, at det ligesom giver stød ned i min ene tå. Giver det mening? Tænker, at gelesåle kan afhjælpe det, ellers må jeg forbi skomageren, så han kan forkorte hælen med en centimeters penge.
Featuring: 1. Støvletter fra Calvin Klein, €191.44, 2. Solbriller fra Celima Optique, €295 ,3. Crossover fra See by Chloé, 2.799 kr., 4. Isabel Marant Etoilé-kjole, €300.
Åh, jeg er lidt splittet… Jeg føler, at jeg har brugt det meste af mit voksne liv på at undgå den klassiske cat eye-solbrille. Jeg tror, at jeg lider under et sært Dame Edna-kompleks, der gør at jeg nærmest ikke kan tænke på den slags solbriller uden også at se lilla permanent og multifarvede nylonkjoler for mig.
Men, men, men. Jeg tror, jeg er nødt til at komme mig, da en af sidste års, og også det her års, helt store musthaves jo netop er cat eye-sunglasses. De svungne shades har været repræsenteret i alle de store designeres spring/summer-kollektioner, specielt hos Ralph Lauren, Tom Ford og Givenchy. Og jeg må gi’ mig og indrømme, at fortolkningerne på billedet ovenover er super fede… btw: Givenchys bud på cat eye-shades i velour er ikke med i collagen, men jeg kan alligevel klart anbefale dem. De er super, super cool.
Så hvad mon jeg skal i den nærmeste fremtid? På vintage-jagt (måske med dig?) for at finde et par originale cat eyes før alle de andre… eller måske skulle jeg investere i et par af ovenstående? Jeg er nok mest til Raybans diskrete version, men er også svært betaget af Sonia Rykiels dekadente og pompøse cat eye-solbriller… som dog ikke er fra den her sæson, but who’s counting? Bye bye Dame Edna – Hello Kitty!
1. Solbriller fra Tom Ford, $432, 2. Solbriller fra Ralph Lauren, €155 3. Solbriller fra Sonia Rykiel, €496
Man gad godt gå morgenen i møde med at ligne ovenstående… men sjovt nok sidder jeg med dobbelt op på stribede uldsokker, leggings, en krøllet kjole og en lang, lun cardigan og er… ikke særlig celeber.
Ps. Hvem mon der ved, hvor støvletterne er fra?
Kilde: Stockholm-streetstyle.com
Billedet her er fra sidste Paris-visit, så egentlig kan det næppe tilnærmelsesvist minde om et ‘dagens’, men det der nu er mest besynderligt ved billedet her er, at jeg ikke aner, hvor den kjole og de støvler, jeg har på, er henne? De er p.i.s.t. væk.
Nogle af mine ting efterlader jeg godt nok om vinteren i kolonihavehuset, men helt ærligt… man efterlader da ikke en kjole som den her og ruskinds-støvletter med guldhæl fra Sonia Rykiel i et koldt kolonihavehus? Hmm, det gør jeg åbenbart. Plejer ellers kun at efterlade mit kolo-tøj aka spraglede inder-bukser, hullede kjoler og alt andet, der ikke kan tåle offentligheden, i det fine sommerens hus.
Wearing: Gat Rimon-kjole, Sonia by Sonia Rykiel-støvletter, Rayban-solbriller, non-label cardigan og en pels fra Manoush, der flyder på jorden. Ahrem!
