Tak 2012 | Du har været et blast ♥

Kære 2012,

Du har været et… spændende år. På så mange planer. Jeg kalder dig året, hvor alting skete, alt det gode, men hvor trætheden har været overvældende, tyngende, trættende. Måske er det sådan, det er, når alting falder på plads? Altså at sjælen (endelig) sætter sig ned med et bump og tager sig en velfortjent hviler?

Så kære 2012. I året, der er gået:

… har du sørget for, at Charlie kom sig over at blive kørt over. Faktisk er han helt frisk (og fræk) igen. Vildt.

… har du skænket mig den fineste lille pige. Lige nu ligger hun på maven af sin mor og grynter og har endelig lært at smile… med gummer og det hele. Det er ret cute.

… har du allerede givet mig barselkuller. Omg, hvor havde jeg glemt, hvor små-kvælende det er hele tiden ikke at kunne prioritere sin egen tid.

… har du givet mig dårlig samvittighed over, og lysten til at argumentere for, ovenstående… altså, at jeg ikke bare er sådan en mor, der synes livet med en baby på armen konstant er smukt.

… har du sørget for, at jeg arbejdsmæssigt kom tilbage til det, jeg elsker. TAK for at jeg ikke længere skal værge mig ved tøj, men rent faktisk begynder at nyde det igen. Hej lommesmerter.

… har du foræret mig et skrivebord, hvor jeg lige nu, i det her øjeblik, sidder og kan se et kæmpe træ udenfor, hvor en fugl har bygget en rede på en af de alleryderste grene… ikke skidesmart, vel?

… har du så venligt erstattet rygrad i jern med rygrad som en regnorm, så mine bukser ikke kan lukke sig mere og jeg har besynderlige egernposer i ansigtet, der hele tiden lukker ned for mine telefonsamtaler, når jeg holder telefonen mod øret.

… har du med dybfølt glæde sørget for, at August, efter fire hårde år, endelig fik det langt, langt bedre. Det kræver sit eget indlæg en dag, for det er en magisk historie.

… har du givet mig lyst til at bage uanede mængder af kager.

… har du leveret solstråler, der varmede mine kinder, mens jeg lå på et tæppe i kolonihaven, lyttede til ‘Mads & Monopolet’ og nærmest følte mig lykkelig.

… har du ladt mig møde fantastiske mennesker, som jeg slet ikke kan forstå, jeg ikke kendte i 2011.

… har du sendt mig til Mexico, hvor jeg overvandt et par fobier… hvem havde troet, at jeg kunne lide øgler, myreslugere og vaskebjørne?

Jeg kunne seriøst blive ved. Men når alt kommer til alt, så har 2012 været et FANTASTISK år på så mange planer. I 2013 skal jeg så bare nyde… og da jeg ikke er ret god til det, må det blive mit nytårsfortsæt ;-)

Comments
4 Responses to “Tak 2012 | Du har været et blast ♥”
  1. manjalytz says:

    Det lyder til, at 2012 har været et skønt år, Maria! Og jeg tror, jeg vil dele nytårsforsæt med dig – jeg er heller ikke god til at nyde. Hvis du finder opskriften, må du gerne sig til ;)

    • Maria says:

      Det har det også – hårdt, men absolut skønt!

      Vi to må i træningslejr, så vi kan nyde mere ;-)

      Kram <3

  2. Maria M says:

    Dén magiske historie vil jeg glæde mig til <3 Godt nytår!

Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *