Deadstock Glasses.

Jeg kan godt lide gode køb. Det er noget, der er kommet med alderen. Pludselig ser jeg mig selv falde i svime over, at der på søndag er pointdag i Irma, bliver irriteret, når jeg glemmer at få vist mit Coop-kort i Fakta og gemmer ‘få to kaffe for en kaffes pris’-kuponer i Starbucks. Før i tiden fik jeg alskens gavekort og tilgodebevis til for eksempel lækre beauty-behandlinger, men glemte dem, tabte dem eller var ligeglad med dem. Not anymore. Inden du ser dig om, kan du finde mig med næsen begravet i reklameaviser… eller måske jeg begynder at samle flasker? Åh gud.

Nå, men jeg bilder mig ind, at jeg alligevel stadig er lidt hip, selvom jeg er blevet noget mindre laissez faire med økonomien. Et godt køb, jeg lige har foretaget mig, er for eksempel de her pæne 50-vibes-solbriller, jeg har fundet på Etsy fra en for en længst lukket brillebutik i Texas. Er de ikke pæne? Og når jeg så siger, at de er fundet til den rørende sum af 56 kroner, er du så ikke næsten lige så begejstret som mig?

Jeg har i øvrigt, nu jeg tænker over det, himlet om cat eye-ish solbriller før, men der fik jeg ikke købt solbriller (og rendte i stedet rundt med lidet flatterende Prada-par hele sommeren), så nu, nu, nu kan sommeren bare komme an.

Comments
No Responses to “Deadstock Glasses.”
Leave A Comment

Please verify that youre a not a spammer *