Åh altså, hestehalen… den nemme updo, der, i min optik, aldrig slår fejl, kan bæres lavt og højt, stor og lille, touperet eller sleek, til hverdag og fest, til jobsamtalen og i biffen.

Jeg er fan af åbenlyse årsager: Jeg er hurtigt oppe af sengen om morgenen, og hurtigt ude af døren, så det at kunne trække håret tilbage, og derefter binde en elastik omkring, går an. Hestehalen er også, synes jeg, en ret så funktionel frisure, der holder håret væk fra ansigtet under daglige aktiviteter og sport, men mest af alt: Hestehalen er en dejligt alsidig størrelse, der kan styles på så vidt forskellige måder, at hestehalen nærmest er 200 frisurer i én.

Men så var det, jeg tænkte: Hvorfra stammer den der hestehale egentlig? Ja altså, jeg er med på, at idéen stammer fra… hestens hale (ahrem), men hvornår begyndte den at blive et modefænomen blandt andre end småpiger?

Udover at mænd i kolonitiden, under deres omfattende parykker, samlede håret i en hestehale, var det øjensynligt først i 50’erne, at den gudesmukke, amerikanske skuespiller, Sandra Dee, hvis udtryk jeg er stor fan af, arbejdede hestehalen på en smuk, fin og skødesløs facon, ligesom Audrey Hepburn forgudede den nemme opsætning. Herefter gik det stærkt, og hestehalen, gerne krøllet indad, blev de pæne pigers oprør, mens den viltre hestehale i 60’erne for hippiernes vedkommende nærmest blev en politisk erklæring mod den konservative herskende klasse. Og hey… Hvem glemmer i øvrigt Madonna, hendes høje hestehale og torpedo-bh i 80’erne og neon scruncies i ditto årti?

Ak ja. Herefter, selvom vi alle vel i grunden har worket hestehalen mindst et par gange om ugen i de seneste to årtier, gik hestehalen lidt i skønhedens glemmebog… indtil nu, that is, hvor både Gucci, Alexander Wang, Balmain, Marc Jacobs og Valentino har taget verdens bedste, og verdens nemmeste, frisure ind til (mode)hjertet igen. TAK!