Ligger her i sengen og drikker kaffe. Det regner og rusker udenfor, så no swimmingpool og no beach. Til gengæld bragede solen ned igår og vi havde pakket tasken for at tage til Xplor for at zipline og svømme i grotter. Og hvilken dag! Først skulle vi, som sild i en tønde, bevæge os op i et tårn, højt, højt oppe over trætoppene. Så i seletøj, op på en rampe, klikke seletøjet på linerne… og så var det ellers bare ud over junglen i noget der mest af alt mindede om frit fald.
Jeg har desværre ingen særligt gode fotos af herlighederne, men på den anden side er jeg nu heller ikke sikker på, at det vil være særligt inspirerende (for slet ikke at tale om flatterende) at se mig hvirvle rundt i luften ti gange. Men altså, fedt var det (selvom jeg efter første tur absolut syntes, at jeg havde prøvet dét og nu var mere klar på noget mad og en kop kaffe). Vi var på i alt syv ziplines, nogle mere vilde end andre… og vi endte i et vandfald til sidst og blev plaskvåde.
Herefter en svømmetur i (mørke!) drypstenshuler for derefter at forcere to vandfald. Tak for kaffe og hej til hængekøjerne, der lokkede i solen…
Vi sluttede i Playa del Carmen (intet autentisk mexicansk over hverken Cancun eller Playa del Carmen, kan jeg hilse og sige…), hvor vi endte på en italiensk restaurant, som Tripadvisor havde anbefalet. Og hurra! Maden var skønno. Jeg fik penne med tomatsauce, basilikum og parmesan, ren enkelthed, mens mine søde rejsekompagnoner fik pizzaer, som havde den helt rigtige, tynde og crunchy bund. Heaven!
Went to Xplor near Playa del Carmen yesterday and tried the ziplines. Awesome!
