Jeg befinder mig i venteposition. Og jeg er ikke så god til det der tålmod, kan man vist roligt sige. Så for ligesom at få noget af min vente-elendighed ud af hovedet, har jeg det med at nedfælde, hvad jeg venter på… og kan efter endt liste-skrivning konstatere, at al min venten (igen) centrerer sig om iver og kærlighed. Hvor privilegeret har man egentlig lov at være?

Vente-ærgerlighed nr. 1
I den nære fremtid venter jeg spændt på at skulle opleve August være spåkone i skole-cirkus i aften. Jeg glæder mig til at se ham jonglere med folks fremtid iført min sorte Manoush-kjole og tilhørende sort paryk, sort eyeliner og sorte negle… I går fortalte han min søster, at hun ville gå fallit. Sjovt, meget endda, fordi det nok er det sidste, hun nogensinde kommer til, og i øvrigt arbejder hun i en bank og er ret så retskaffen. Andre har fået at vide, at de får lesbiske døtre (uuh, hvor farligt!) eller kun ender med et korpus og en arm… jovist, fantasien fejler ikke noget hos den unge mand. Jeg aner ikke, hvor han har det fra.

Vente-ærgerlighed nr. 2
Jeg venter på, at vi på mandag flytter hjem fra en efterhånden kold kolonihave. Jeg venter således også på at kunne gå i gang med et par D.I.Y.-projekter derhjemme. Jeg tror sgu, at jeg er blevet overmandet af redebyggerinstinkt. So much to do, so little time… og hvad hvis hun arriverer inden tid? Må.pakke.en.taske.allerede.nu.

Vente-ærgerlighed nr. 3
Jeg venter også på at skulle sige farvel til August i morgen, hvor han tager 16 dage til Brasilien med far + familie. Suk for os, men absolut fantastisk for ham.

Vente-ærgerlighed nr. 4
Sidst, men ikke mindst: Jeg venter på, at knap 5 uger skal gå forrygende hurtigt, så vi får Elizabeth at se. Jordemoderen siger, at hun har meget hår på hovedet, men er det mørkt eller lyst? Bliver hun en rolig lille én eller en skrigeballon? Åh gud, jeg glæder mig så meget.

Der er nok at vente på. Og glæde sig til. Og blive varm om hjertet af.