Hvis du spørger mig, om han har taget skade af det, så nej. Det tror jeg ikke, for jeg synes egentlig, at vi voksne har været eksemplariske og gode til at tage hans behov alvorligt, men det ændrer ikke på det faktum, at det må være sært at skulle fylde yndlings-dinosauerne, action-mændene, tøjet og savnet (og nu mobilen, det pæne tøj, udstyret til amerikansk fodbold og hvad der ellers fylder hans hverdag ud) ned i en til-formålet-taske og rykke sig selv et andet sted hen hver uge. Til mennesker, han elsker, og til mennesker, der elsker ham, ja, men du ved. Ikke at høre til ét sted.

Omvendt er det bare sådan, det har måtte være. Det er det, vi har skønnet har givet ham mest tryghed og kærlighed, trods alt, i en ikke alt for cool situation, hvor mor og far gik fra hinanden. Jeg har nogle gange tænkt på, om alle vi voksne ikke kunne flytte sammen under ét tag, men åh gud, hvor ville det alligevel være en katastrofe.

Så selvom jeg husker de første års hver anden fredage som ren og skær amputation (mixet med lige dele friheds-følelse, bevares), og selvom savnet nogle dage var ubærligt, så fortryder jeg ikke. Det gør jeg virkelig ikke, for det kunne ikke være anderledes. På den anden side: Selvom jeg lærte at nyde friheden, så har det aldrig givet mening. Det giver på inden måde mening at give sit barn fra sig hver anden uge, heller ikke selvom det er til trygge, kærlige mennesker. Det er naturstridigt, forkert og åndssvagt, men altså nødvendigt, fordi det bare er sådan, det er.

Det er på nogle måder blevet meget nemmere med årene, men dengang var det bare allround svært; sådan husker jeg det. At have en lille purk hos sig, på skødet næsten hele tiden, til lammende stilhed. Så fingrerede jeg et skænderi, lavede vilde kager eller andet, der ligesom udfyldte det tomme rum, indtil jeg på tredje-dagen fandt fred med realiteterne, nød dagene, indtil han kom tilbage, og jublede, når han sad på mit skød igen.

Nu er August blevet så stor, at han i sagens natur ikke hænger ud på mit skød længere, det er mere noget med en lukket dør, nogle venner og en Playstation, men hans fravær føles alligevel ret tydeligt. Jeg tager mig i at kalde på ham, fordi der er aftensmad, Elizabeth spørger, om han er på tur, Tatjana finder noget sjovt, som hun tænker, at han også vil synes er sjovt.

Det er mærkeligt. Stadigvæk. Men vi bliver i hans fravær til gengæld mindet om, hvor højt vi elsker ham.

Indbydelsen kom som sådan ikke bag på mig, for vi holder altid jul sammen (desuden praler deres fire-årige, nuttede mus jo i børnehaven med, at han rent faktisk har en lillesøster, der hedder Elizabeth… Det forklarer vist meget godt, hvor sammentømrede, vi egentlig er), men det har fået mig til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er for vores konstellation. Hvor privilegerede, vi egentlig er, og hvor sejt, det er – for det er det faktisk lidt – at alle parter er i stand til at se ud over egen næsetip. Med årene er vi (uden i øvrigt at kunne tale for andre end mig selv) endda kommet til at holde af vores middage og fredage, og juleaftener, sammen.

Tro mig. Det var pænt anspændt i starten at skulle spise middage sammen ‘for barnets skyld’. Og jo, vi har en gang imellem skændtes om opdragelse, regler og krav. Diskuteret. Og været uenige. Så meget, at jeg til tider har forsvoret nogensinde at ville tale med de røvhuller igen. Men. Og der er et men. Augustes far er Augustes far og dermed er August en del af sin far. Det er ikke så nemt at hade dele af sit eget barn, har jeg erfaret. Det samme gælder resten af familien, for vi vil jo alle det bedste. For August og hinanden. Og når man ved det, så bliver det pludselig nemmere at holde af.

Hvis jeg kunne ønske mig én enkelt ting, så må det blive det her: Giv samværet (endnu) et forsøg. Om det så betyder smalle, falske smil, spændte kæbemuskler og knyttede næver i jakkelommen. Det bliver nemmere, smilene bliver løsere med årene, man genfinder tilliden. Det gælder om at prøve, om at holde sig målet for øje; også selvom man ikke har lyst.

… og når så ovenstående sødmefulde december-svada er liret af: Jeg ved altså godt, at der skal to parter (eller fire, hvis der er nye kærester) til et godt samarbejde og at ét menneskes gode intentioner ikke opvejer en anden persons modvilje. Jeg ved også godt, at skilsmisse i reglen er noget lort og at en masse ubehagelige følelser er indblandet. Ikke desto mindre tror jeg også på, at én persons vilje kan flytte bjerge, i hvert fald et lille ét. Så bliv ved med at forsøge. Ikke for egen skyld, og slet ikke for din ex’es skyld, men for børnenes skyld.

Billederne viser vores december i det lille hjem. Noget med middage, grim marcipan-lavning, male på krus og brænde os på et peberkagehus, der aldrig blev dekoreret. Og glade børn.

God torsdag til jer alle <3

DAGENS KALENDERLÅGE
Jeg kender et par små væsener, der ville blive lykkelige for dagens kalendergave hos søde Pernille fra bloggen Børnetøjsindkøberen. I dag kan du nemlig vinde den ultimative præmie fra både Staedtler, Trunki og Bubble Bum. Værdi 3.000 kroner. Så er julegaverne da i hus, ikke?