Gosh, hvor havde jeg lige glemt, hvor HÅRDT det er at have et lille barn. Søvnløse nætter, skrigeture, ondt i maven, ‘underhold mig, underhold mig’-attitude… ak ja, det er hårdt som bare fanden, men i de stunder, hvor man mest af alt har lyst til at rive egen hårpragt af og man tænker: ‘Hvad er det, jeg har indladt mig på?’, så er det jo også givende og dejligt og skønt alligevel… og heldigvis har jeg jo prøvet det før, så mor-usikkerheden og efter-kroppen, vores omstændigheder taget i betragtning, er jeg så belejligt foruden ;-)
Men et lille eksempel på min frustration: Kan du huske, jeg skrev, at jeg nægtede at Elizabeth skulle have farvestrålende legetøj – og at jeg ville have pasteller i stedet? Nå, men den skråsikkerhed varede lige akkurat fire dage, så stod jeg og flagrede foran hende med en multifarvet Lamaze-slange, fandt en stor, fed, syngende and frem og til sidst fandt hun fred i Augustes absolut farverige værelse. Nuvel. Man har et standpunkt, til man bliver træt.
Et kompromis mellem Elizabeths farve-forelskelse og min egen fuldvoksne farve-forskrækkelse har jeg nu forsøgt at forene i den her, synes jeg selv, pæne uro fra Omm Design. Pom pom’er, tjek, nogenlunde afstemte farver, tjek, bambus, tjek. Så mangler vi bare, at Elizabeth også siger tjek.
Nå, men godnat herfra (klokken 14.55)…
]]>