Jeg er egentlig ikke til nytårsfortsætter, men jeg har i 2013 (og 2012, 2011, 2010, ahrem) været ret (alt) for mageligt anlagt. Noget med at tage på og så give fanden i, hvordan jeg tog mig ud. Smide håret i en knold, bære nul makeup, iføre mig joggingbukser, en t-shirt og en cardigan, gerne med maler- eller fedtpletter på. Gerne uflatterende i snit. Man skulle da nødig rende rundt og føle sig lækker, vel?
Det der ‘hov, jeg er lige stået op og er i øvrigt fuldkommen ligeglad med mit ydre’-look kan godt se kasualt og cool ud, jovist, det gør det bare ikke rigtig på mig. Jeg ligner ærligt talt bare en lille dame, der har givet op. Og når jeg ser glimt af mit nye, kedelige jeg, i butiksvinduerne, så bliver jeg trist, for jeg kan jo godt gøre det bedre. For helvede.
Selvom jeg er 36 år, og dermed gysende tæt på de 40, selvom jeg ikke går hen på et kontor hver dag for at arbejde, og selvom jeg ærligt talt kun orker komfortabelt tøj i ordentlige materialer, og ditto kun magter sko, der rent faktisk virker til at ville mine fødder godt, så har lidt læbestift vel aldrig skadet? Det gør vel i grunden heller ikke ondt at afse fem minutter til en hurtig up-do, at rulle mit tøj med en fnugrulle eller at fundere over, om den oversize t-shirt, jeg elsker så højt, rent faktisk gør noget godt (eller omvendt) for min figur?
Et af mine nytårsønsker (eller okay; det eneste) er at gøre mig umage med mit look og aldrig-aldrig-aldrig igen falde i hverdagsfælden, hvor det hele også kan være lige meget. Hvor dagene bare går. Hvor udvoksningen rent faktisk når at vokse ud i fuld længde. Hvor læbestiften er tørret ind. Nogle dage vil jeg skrue lidt mere ned, andre dage helt vildt op for smukkesér-Maria, men aldrig lade stå til.
For når jeg lægger eyeliner, giver vipperne en ekstra tur med mascara-børsten, har et rent, pænt, flatterende sæt tøj på og ifører mig høje hæle, så føler jeg mig meget, meget mere som Maria. Ikke Mor-Maria. Ikke arbejds-Maria. Ikke alle-andres-Maria. Bare Maria, som jeg svagt husker hende. Og når jeg gør noget ud af mig selv, så betyder de ekstra kilo, der satte ligeglads-lavinen i gang, ikke ret meget længere.
Hvis jeg skal forsøge at opsummere, så er det noget med at worke what you’ve got (time for). Har du kun tid til en krøllet skjorte og et par jeans, så lakér de negle og puds de sko, så du ser groomed ud. Hvis dit hår er små-fedtet, og du død-pine ikke har tid til at vaske det, så find en tutorial på nettet, der viser dig en hurtig opsætning på fem minutter. Det er vitterligt de små ting, der gør hele forskellen… det er neglelakken, læbestiften, det fnuller-frie tøj, den lette og enkle up-do, der gør, at du føler dig fin; kilo til trods.
Not rocket science, I know, men ikke desto mindre en vigtig huskeregel, ikke?
Ps. Selv dyret i baggrunden troede jeg var en del af naturen, hø.
]]>