Nå, men i min febervildelse har jeg fået en ny passion… nogle af de, der går omkring mig hver dag, vil noook kalde det en art besættelse: Jeg kan, jeg vil, jeg skal få de der skide macarons til at stå midt i skabet. Men jeg fejler. De bliver grimme. Indmaden mangler og kun en skallet hat er tilbage. De får glinsende flot overflade, men ingen krave og ingen fødder (ja, macaron-terminologien har jeg også taget helt til mig)… Jeg har købt decideret macaron-sæt, men intet nytter. Jeg bliver (fandme) vanvittig.

Så midt i feber måtte kæreste, barn og far smide mig i seng, fordi jeg bare liiiige skulle prøve at røre endnu en macaron-dej sammen… og nu er jeg her så igen og kvæler muligvis en eller anden, hvis ikke de lykkes den her gang. Det værste er, at jeg ikke engang særlig godt kan lide de små åndssvage franske mandel-makroner, so what’s the fuzz?

Billedet? Nej, det er ikke mine macarons. Verdambt. Det er til gengæld Ladurées laberheder fra Paris.