Den 26. juni 2013 var en smuk dag. For Edie Windsor og afdøde Thea Spyer, og for andre homoseksuelle i USA, var højesterets afgørelse om, at Edie Windsors ægteskab med Thea Spyer i sandhed var juridisk anerkendt af regeringen, ganske banebrydende.
Indtil da havde homoseksuelle kunne blive gift, jovist, men trods ægteskabets bånd kunne de ikke få samme rettigheder som heteroseksuelle ægtefolk. For eksempel modtog Edie Windsor et krav på svimlende 63.053 dollars i ejendomsskatter, da hendes kone Thea Spyer døde, fordi regeringen i bund og grund ikke anerkendte dem som ægtefæller.
Hvis nogen i retsalen, den varme juni-dag i år, nogensinde havde tvivlet på dybden af Windsor og Spyers forhold, ville ét enkelt blik på parrets fotoalbum fjerne denne tvivl med et hjerteslag. Hvis man efterfølgende besøgte Windsors Greenwich Village-lejlighed ville man stå midt i en varm kærlighedens tidskapsel; fyldt med billeder fra hvert årti, fra 1960’erne indtil Spyers død i 2009, langs væggene som kapitler i et eventyr om forbudt kærlighed.
Sagen har viklet sig vej gennem retssystemet siden 2010, men kernen, kærligheden, går tilbage til 1962, hvor Edie Windsor og Thea Spyer mødtes på det lesbiske tilholdssted Portofino i West Village (og dansede, indtil Windsor fik huller i strømperne).
I en tid, hvor homoseksuelle i vid udstrækning blev betragtet som kriminelle eller psykisk syge, var forholdet i mange år kun kendt af Edie, Thea og den nærmeste homoseksuelle kreds af venner. Men på trods af undertrykkelse og homofobi blev de to kvinder i al hemmelighed forlovet efter fire år sammen – og dyrkede deres kærlighed til hinanden i mere end 40 år.
Billederne i Windsors fotoalbum er intet mindre end fantastiske. I en tid før mobiltelefoner og Instagram, dokumenterer de smukke fotografier en anden tid. Billederne giver et privat kig ind i to menneskers liv, både vellykkede og smukke, men ude af stand til at leve sammen som partnere.
Hver af parrets personlige fotografier afspejler en kærlighed uformindsket af tid, og personligt er jeg dybt – dybt – fascineret af dem. Stilen, farverne, tøjet (!), historien, men mest af alt kærligheden, der er så tydelig, at selv en dør vil kunne se, at her er der tale om ægte kærlighed.
Se med nedenfor, hvor flere fotos fra gemmerne vises, eller se om du kan få fingrene i dokumentaren ‘A Very Long Engagement’, der fortæller Edie og Theas historie. Den er meget, meget fin.
Og nu til en anden for for kærlighed:
Hos Guld.log kan du i dag vinde en præmie, som jeg vil DØ for. Vi taler noget Lanvin og noget Yvonne Koné fra webshoppen Henny and My til en værdi af 3.100 kroner. Hjerte, brist ikke…
Det her er interessant – og lidt sjovt.
Kunstner og designer Sebastian Errazuriz er i fuld gang med at færdiggøre et projekt, der i al sin enkelthed (og kompleksitet) går ud på at skabe 12 par sko, der er inspireret af 12 af hans tidligere kærester… og hvilke sko (og ex-kærester!), ha.
Hans udstilling er et forsøg på at gennemtænke tidligere forholds fejl og fortrin. Skulpturerne, for det er jo faktisk, hvad de er, er ledsaget af personlige fotos og historier, hvor Errazuriz placerer os lige midt i smørhullet mellem to kærester, hvis forhold afslører modsigelser og absurditeter, udfordrer hverdagen forskrifter og adresserer forholdets tabuer… og lad mig sige det sådan her: It ain’t nice.
Min umiddelbare favorit fra samlingen er et par hvide wedges, der gør, at det ser ud som om bæreren af skoene er kommet til at træde på en fyldt mælkekarton, hvilket resulterer i noget af et mælke-splash omkring fødderne. Skoen hedder, selvfølgelig, ‘Cry Baby’.
Smut over til Errazuriz hjemmeside for at læse mere om det ret så gribende og fascinerende projekt, der ganske kreativt illustrerer de komplekser og modsætninger, der er allestedsnærværende i romantiske relationer.
Og så væk fra forhold og sko… og hen til skønne og søde Pernille, som har den fremragende blog Børnetøjsindkøberen.
Som led i den lige så skønne pakkekalender, som jeg, jeg, Fie fra mit udtryk, Louise fra Guld.log, Jeanett fra Miss Jeanett, Kaja fra Shopping4kids og Pernille fra Børnetøjsindkøberen har stykket sammen til dig, byder Pernille i dag på den sejeste konkurrence.
Du kan nemlig vinde et gavekort på 2.500 kroner til købe af tøj fra Molo hos Smartkids.dk. Go, go, go!
]]>
Jeg har i mange år funderet over det her med, hvad god opdragelse er, hvordan jeg kan være den bedste, mest politisk korrekte og mest søde mor… og samtidig (holde ud at) være mig, for guderne skal vide, at jeg ikke er korrekt eller perfekt, guderne skal vide, at jeg ikke er propfyldt med overskud og guderne skal vide, at jeg ikke er den mor, der, i al min mor-kærlighed, har mistet lysten til enetid.
Jeg ved jo godt, at jeg har hjertet på rette sted, og jeg tror også, August vil sige, at jeg er den bedste mor i verden… jeg har tid, jeg bager kage, når der er venner på besøg, jeg trøster, puster, snakker, beroliger, griner og leger. Alligevel samler jeg, i et mørkt, mørkt rum indeni mig selv, på de gange, hvor jeg faldt igennem. De gange, hvor jeg, af ren og skær udmattelse, råbte alt for højt på et alt for offentligt sted, hvor jeg hvæsende bad sød dreng om at smutte ind ved siden af, fordi jeg bare slet-slet-SLET ikke gad glo på ham (eller nogen), hvor jeg fik sagt ting, jeg bitterligt fortrød efterfølgende. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Det håber jeg ikke, jeg er.
Foranlediget af en snak på Facebook, hvor en mor havde set en anden mor tage hårdt fat i sit barn, og førstnævnte mor funderede over, om opførslen burde anmeldes, kom jeg til at tænke på det her med, hvor grænsen går, hvor meget vi dømmer hinanden, hvor lidt slack, vi kvinder giver hinanden – og hvor overmenneske-agtig man skal være som forælder. Jeg er med på at det at slå sine børn er totalt no-go, så det er ikke det, jeg vil diskutere, men det er vel fakta, at man som forælder mister besindelsen fra tid til anden, gør og siger tåbelige ting – og fortyder efterfølgende? Og det er vel lige så sikkert som amen i kirken, at man, hvis man har bare lidt hjerneaktivitet og er varm om hjertet, slår sig selv grueligt oven i hovedet over at man kunne opføre sig så tåbeligt?
Jeg vil fortælle dig om en af de episoder, der gemt, men ikke glemt, bor inden i mig og som, er jeg sikker på, ville have fået føromtalte mor til at ringe til politiet med det samme: August var fem år og seriøst elendig til at spise med kniv og gaffel. Den dag var jeg en mor, der var træt, udkørt, udtværet og havde bunker af arbejde foran mig. Vi sad på en café, havde bestilt smørrebrød, og jeg insisterede på, at den stakkels unge skulle spise med kniv og gaffel… og han skulle holde på den der kniv og gaffel ordentligt. Han var ikke ligefrem god, men han prøvede. Uheldigvis, fordi jeg var så opkogt den dag, var det bare ikke godt nok til mig. Så jeg irettesatte, skældte ud og gjorde den bette fyr forskrækket – nok netop fordi jeg ikke plejer at råbe højt. Jeg hev barnet ud af caféen og skældte ham ud hele vejen hjem, alt imens jeg trak ham hen ad fortorvet. Barn græd som pisket. Mor hidsede sig endnu mere op – helt derop, hvor fornuft var passé og omsorg et fremmede ord.
Efter en rum tid hidsede jeg mig ned, jeg undskyldte og August kiggede på mig og sagde: “Mor, jeg kan ikke så godt lide, når du bliver så vred, at du viser tænder.” Åh. Hjerte, brist ikke. Tosse-mor viser øjensynligt tænder, når hun er urimeligt vred. Den dag bestemte jeg mig for aldrig-aldrig-aldrig at råbe igen; i hvert fald ikke på den måde. August vil nok hævde, at den lovning ikke holdt stik. Det gjorde den faktisk, sådan nogenlunde, altså… indtil sidste sommer, hvor, kan jeg vist roligt sige, at August opførte sig en kende teenage-agtigt… hvad alt hvad dertil hører. I hvert fald var han en dag så out there at jeg, i takt med hans raseri, rasede lige så meget. Needless to say, at det ikke holder. Inden jeg havde set mig om, viste jeg tænder igen. Og havde dyb, sort, frygtelig dårlig samvittighed. Jeg havde igen skuffet… ikke kun mit barn, men i særdeleshed mig selv.
Min morale? Well. Meld for guds skyld vold. Meld forældre, der dag ud og dag ind vanrøgter deres poder. Men møder du mig i supermarkedet, mens du divaer den overfor dit barn klokken alt-for-lang-tid-over-spisetid, vil du i mit blik ikke se andet end kærlig genkendelse. Jeg ved hvilken dårlig samvittighed, du har i aften, så jeg afstår fra at himle eller fundere over, om du mon burde anmeldes.
Mine 12 år som mor for August, i hvert fald når det gælder skældud, kan koges ned til tre råd:
1. Du kommer til at skælde ud. Også højt. Og du kommer til at opføre dig som en på fire år engang imellem. Men hey, du er bare et menneske.
2. Når punkt 1 er et uomtvisteligt faktum, så lær at undskylde. Lær at sætte dig ved siden af dit barn og undskyld. Sådan rigtigt. Forklar, at din opførsel overhoved ikke var i orden. Gør ham eller hende det 100% klart.
3. Prøv, bare prøv, at sætte en nål i det. Gem på oplevelsen som en kærlig reminder om, at både du og dit barn bliver stinkende kede af det efter sådan en omgang, men lad ikke episoden overvælde dig. Fortsæt med at være den bedste forælder, du kan være. Så er det mere end godt nok.
]]>
Kærlighed er sådan en udefinerbar størrelse. Ifølge Gyldensdals ordbog er kærlighed navn for tusindevis af følelser, der spænder fra en mere overfladisk og kortvarig sympati til den dybeste og varigste opfyldelse, et menneske kan opleve. Kærlighed kan give mennesker følelsen af, at de lever, og kærlighed kan få mennesker til at gå i døden. Kærlighed kan knytte et menneske til et andet: Det gælder i forholdet mellem børn og forældre og i ægteskabelig og/eller erotisk kærlighed. Og kærlighed kan knytte et menneske til en usynlig forestilling som i kærlighed til Gud, fædrelandet, sandheden eller partiet.
Jeg kunne ikke sige det bedre. Kærlighed er på en gang den enkleste og den mest komplicerede af menneskelige indstillinger og et sammensurium af kemiske processer, som griber ind i hele menneskets øvrige bevidsthedsliv. Kærlighed er det smukkeste, jeg kender.
Derfor blev jeg så glad, da jeg, traditionen tro, læste New York Times online (avisen er anbefalelsesværdig, kreativ, politisk, nytænkende, oldschool…). Livsstilssektionen har nemlig en on-going undersektion, der hedder Modern Love, som basalt set giver alle mennesker muligheden for at sende New York Times-redaktionen et essay om kærlighedens væsen. Og nej, klummerne handler ikke kun om den romantiske kærlighed, som, for os alle, vist er den mest indlysende interessante, men om kærlighed i alle dens aspekter: Selvkærlighed, kærlighed til familie, venner, dyr, tro eller ting. Intet emne er uinteressant.
Jeg elsker de klummer. Jeg elsker dybden, ærligheden og ikke mindst forguder jeg, at jeg får øjnene op for andre måder at leve sammen på; andre måder at elske på.
De fine essays kan varmt anbefales, hvis du vil udvide din kærligheds-horisont en smule. Jeg kan skrive under på, at min er blevet mere rummelig.
]]>
Æblet falder ikke langt fra stammen, vel? <3
]]>
Jeg forstår simpelthen ikke, hvor tiden bliver af. En dag var min søde, lille, store, dejlige August en lillebitte baby, en anden dag var han tre år og fræk som en slagterhund, en tredje dag lærte han at cykle uden støttehjul, så blev han bidt af en gal Manga-bog, startede i skole… og nu er han snart 12 år. 12 år! Jamen gud, det betyder jo, at han snart er teenager, og at jeg nærmest ALDRIG ser ham. Det er så ufatteligt smukt og fint at se ham vokse sig så stor og stærk og sjov… og det er så ufatteligt hjerteskærende, at tiden går så stærkt.
At få et barn, at opdrage det, er lidt som at starte med et hvidt lærred og derefter begynde at male på det – for så at erfare at farveklatterne, helt af sig selv, skifter form og farve. Først er det forvirrende, men min gud, hvor er det altså også bare fint at se at maleriet, som man selv troede var helt perfekt, pludselig er intet mindre end yppigt.
Kære August, min søde skat. Hver eneste øjeblik, hver dag og hvert år, du har været en del af vores liv, har jeg haft lyst til at råbe: “Freeze! Bliv ikke større. Du er HELT perfekt nu!”. For det er du altså; perfekt, sjov, finurlig, har de fineste fregner og det mest smittende smil, er så klog og så god og så sød – og ja, du er også hamrende irriterende til tider, men som jeg prøver at forklare dig: Det er normalt. Det vil være sært, hvis vi mennesker ikke engang i mellem træder ved siden af eller har dårlige dage. Det er helt okay.
Vi er så mange, der elsker dig, tror på dig, hepper på dig. Bliv ved med at være den, du er. Du er fantastisk (og læs det her blogindlæg de dage, hvor min lunte er kort, og jeg er en ko, eller de dage, hvor du synes, at alt er gået galt og dit selvværd trænger til et boost).
Kys fra mor.
Ps. Apropos at være fire år og smide støttehjulene: Se med her, hvor August gør netop dét.
]]>
Jeg er farligt dygtig til at se på alle de ting, der irriterer mig, det, der gør mig træt og sur og det, der gør mig ked af det. Men jeg øver mig på, selv i mørkegrå stunder, hvor søvn nok er den bedste kur, at huske mig selv på, hvor priviligeret, jeg egentlig er.
Jeg har den sødeste, dejligste, smukkeste kæreste, en pudsig, puttet hund og en smuk, fantastisk dreng. Da sidstnævnte kom ind i mit liv for 11 år siden, forsvandt jorden under mig… på den gode måde. Det at se sådan et lille væsen vokse op, smile for første gang, mærke hans små fingre i cirkelbevægelser kærtegne min ryg, og dermed vide med sikkerhed, at jeg havde lært ham at nusse, første gang han nød noget så simpelt som en rosin… første gang han cyklede uden støttehjul, første gang han blev sådan for alvor optaget af en interesse… alle de minder. Og de fortsætter heldigvis. Igår proklamerede han for eksempel overfor min kæreste: “Jeg tager ud i verden… skal du have noget med fra kiosken?”, tog sin cykel og cyklede helt selv op efter et Anders And-blad. Åh.
I skrivende stund sidder jeg i kolonihavehuset. det fine, sortmalede hus med hvidsprossede vinduer, blomsterflor udenfor og brændeovn. Charlie og Tatjana sover formiddagslur, og ser så søde ud, det regner udenfor og i min fine kop er der kaffe. Jeg mangler jo ikke noget. Overhoved. Jeg har alt, hvad jeg nogensinde kunne ønske mig indenfor et krams længde.
Nyd dagen og nyd hinanden.
]]>
Hvad er hemmeligheden bag kærlighed og happy ever after? Efter at kunstnerens Lauren Fleishman, hvis foto-værker, jeg i lang tid har været betaget af, skulle rydde sin morfars dødsbo, fandt hun en række fine kærlighedsbreve hengemt i en bog. Kærlighedsbrevene var for mange år siden skrevet til Laurens mormor, som havde været morfaderens helt store kærlighed i over 55 år. Så fine og så spæde og så dybfølte var brevene, at Lauren tænkte, at vi, der ikke har været gift i over 50 år og måske endda slet ikke værdsætter fællesskabet og kærligheden som tidligere generationer gjorde det (og smider hverdagen ud til fordel for en nyere, mere spændende, mere ekstatisk forelskelse), måske kunne lære et par fifs af ægtepar, der har holdt sammen i tykt og tyndt. Måske vi kunne få et facit på, hvad den lim, der har holdt to mennesker forbundne år efter år, er skabt af?
Så Lauren Fleishman satte sig for at interviewe og fotodokumentere ældre ægtepar fra New York. Ægtepar, hvor kærligheden, respekten og nærheden var intakt. Ægtepar, der nok havde haft problemer, men var kommet igennem dem. Ægtepar, som sandsynligvis ville gå i graven sammen.
Resultatet er en, i mine øjne, enormt fin, øm og kærlig skildring af en række mennesker, man i vores samfund dels ikke tager sig tid til at lytte til, men som har så meget på hjerte… ikke mindst om kærlighedens væsen. Jeg håber, jeg en dag vil kunne stå sådan… gammel, grå og rynket, men med et glimt i øjnene, mens jeg kigger på min elskede, der er lige så gammel, grå og rynket, men stadig smuk og ung i min optik.
Resultatet? Intet facit. Heldigvis.
Læs og se mere til Lauren Fleishmans foto-essay ‘Love Ever After’.
]]>