Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/mariatrier.com/public_html/wp-content/plugins/gravityforms/common.php on line 1117

Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /var/www/mariatrier.com/public_html/wp-content/plugins/gravityforms/common.php:1117) in /var/www/mariatrier.com/public_html/wp-includes/feed-rss2.php on line 8
at være mor – MARIATRIER.COM http://mariatrier.com Tue, 24 Jul 2018 16:44:46 +0000 en-US hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.9.26 Om at slå sig selv oven i hovedet. http://mariatrier.com/om-at-sla-sig-selv-oven-i-hovedet/ http://mariatrier.com/om-at-sla-sig-selv-oven-i-hovedet/#comments Mon, 12 Aug 2013 08:20:45 +0000 http://mariatrier.com/?p=5773 Jeg har i mange år funderet over det her med, hvad god opdragelse er, hvordan jeg kan være den bedste, mest politisk korrekte og mest søde mor… og samtidig (holde ud at) være mig, for guderne skal vide, at jeg ikke er korrekt eller perfekt, guderne skal vide, at jeg ikke er propfyldt med overskud og guderne skal vide, at jeg ikke er den mor, der, i al min mor-kærlighed, har mistet lysten til enetid.

Jeg ved jo godt, at jeg har hjertet på rette sted, og jeg tror også, August vil sige, at jeg er den bedste mor i verden… jeg har tid, jeg bager kage, når der er venner på besøg, jeg trøster, puster, snakker, beroliger, griner og leger. Alligevel samler jeg, i et mørkt, mørkt rum indeni mig selv, på de gange, hvor jeg faldt igennem. De gange, hvor jeg, af ren og skær udmattelse, råbte alt for højt på et alt for offentligt sted, hvor jeg hvæsende bad sød dreng om at smutte ind ved siden af, fordi jeg bare slet-slet-SLET ikke gad glo på ham (eller nogen), hvor jeg fik sagt ting, jeg bitterligt fortrød efterfølgende. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Det håber jeg ikke, jeg er.

Foranlediget af en snak på Facebook, hvor en mor havde set en anden mor tage hårdt fat i sit barn, og førstnævnte mor funderede over, om opførslen burde anmeldes, kom jeg til at tænke på det her med, hvor grænsen går, hvor meget vi dømmer hinanden, hvor lidt slack, vi kvinder giver hinanden – og hvor overmenneske-agtig man skal være som forælder. Jeg er med på at det at slå sine børn er totalt no-go, så det er ikke det, jeg vil diskutere, men det er vel fakta, at man som forælder mister besindelsen fra tid til anden, gør og siger tåbelige ting – og fortyder efterfølgende? Og det er vel lige så sikkert som amen i kirken, at man, hvis man har bare lidt hjerneaktivitet og er varm om hjertet, slår sig selv grueligt oven i hovedet over at man kunne opføre sig så tåbeligt?

Jeg vil fortælle dig om en af de episoder, der gemt, men ikke glemt, bor inden i mig og som, er jeg sikker på, ville have fået føromtalte mor til at ringe til politiet med det samme: August var fem år og seriøst elendig til at spise med kniv og gaffel. Den dag var jeg en mor, der var træt, udkørt, udtværet og havde bunker af arbejde foran mig. Vi sad på en café, havde bestilt smørrebrød, og jeg insisterede på, at den stakkels unge skulle spise med kniv og gaffel… og han skulle holde på den der kniv og gaffel ordentligt. Han var ikke ligefrem god, men han prøvede. Uheldigvis, fordi jeg var så opkogt den dag, var det bare ikke godt nok til mig. Så jeg irettesatte, skældte ud og gjorde den bette fyr forskrækket – nok netop fordi jeg ikke plejer at råbe højt. Jeg hev barnet ud af caféen og skældte ham ud hele vejen hjem, alt imens jeg trak ham hen ad fortorvet. Barn græd som pisket. Mor hidsede sig endnu mere op – helt derop, hvor fornuft var passé og omsorg et fremmede ord.

Efter en rum tid hidsede jeg mig ned, jeg undskyldte og August kiggede på mig og sagde: “Mor, jeg kan ikke så godt lide, når du bliver så vred, at du viser tænder.” Åh. Hjerte, brist ikke. Tosse-mor viser øjensynligt tænder, når hun er urimeligt vred. Den dag bestemte jeg mig for aldrig-aldrig-aldrig at råbe igen; i hvert fald ikke på den måde. August vil nok hævde, at den lovning ikke holdt stik. Det gjorde den faktisk, sådan nogenlunde, altså… indtil sidste sommer, hvor, kan jeg vist roligt sige, at August opførte sig en kende teenage-agtigt… hvad alt hvad dertil hører. I hvert fald var han en dag så out there at jeg, i takt med hans raseri, rasede lige så meget. Needless to say, at det ikke holder. Inden jeg havde set mig om, viste jeg tænder igen. Og havde dyb, sort, frygtelig dårlig samvittighed. Jeg havde igen skuffet… ikke kun mit barn, men i særdeleshed mig selv.

Min morale? Well. Meld for guds skyld vold. Meld forældre, der dag ud og dag ind vanrøgter deres poder. Men møder du mig i supermarkedet, mens du divaer den overfor dit barn klokken alt-for-lang-tid-over-spisetid, vil du i mit blik ikke se andet end kærlig genkendelse. Jeg ved hvilken dårlig samvittighed, du har i aften, så jeg afstår fra at himle eller fundere over, om du mon burde anmeldes.

Mine 12 år som mor for August, i hvert fald når det gælder skældud, kan koges ned til tre råd:

1. Du kommer til at skælde ud. Også højt. Og du kommer til at opføre dig som en på fire år engang imellem. Men hey, du er bare et menneske.

2. Når punkt 1 er et uomtvisteligt faktum, så lær at undskylde. Lær at sætte dig ved siden af dit barn og undskyld. Sådan rigtigt. Forklar, at din opførsel overhoved ikke var i orden. Gør ham eller hende det 100% klart.

3. Prøv, bare prøv, at sætte en nål i det. Gem på oplevelsen som en kærlig reminder om, at både du og dit barn bliver stinkende kede af det efter sådan en omgang, men lad ikke episoden overvælde dig. Fortsæt med at være den bedste forælder, du kan være. Så er det mere end godt nok.

]]>
http://mariatrier.com/om-at-sla-sig-selv-oven-i-hovedet/feed/ 16
Kærlighed | Og om at mærke den vokse… http://mariatrier.com/kaerlighed-og-om-at-maerke-den-vokse/ http://mariatrier.com/kaerlighed-og-om-at-maerke-den-vokse/#comments Sun, 27 Jan 2013 08:39:12 +0000 http://mariatrier.com/?p=4534 Jeg har funderet lidt over, hvordan jeg skal forklare det her uden at lyde utaknemmelig og uden at lyde som om, at jeg ikke fra dag 1 forgudede Elizabeth. For forgudede, det gjorde jeg, tog mig af, det gjorde jeg, nussede og puslede og kyssede, det gjorde jeg… men elskede? I min verden vokser en lille prik af kærlighed til uanede dybder og bredder, når jeg lærer at kende, får tid, og i øvrigt har overskud til overhoved at mærke efter. Sådan var det med August, og sådan er det øjensynligt også med Elizabeth.

Med August var jeg lidt bekymret for det, for hvorfor var jeg ikke head over heels? Hvorfor syntes jeg at det her med at tilsidesætte egne behov var downright irriterende til tider, og hvorfor syntes jeg at det at kigge på en baby dagen lang var små-kedeligt? Misforstå mig ikke… vi taler ikke om, at jeg gav færre kys, tog mig mindre af eller tilsidesatte hans behov, men jeg havde den der følelse af at andre bare fik deres barn på maven og elskede højt, inderligt og vildt med det samme… og når jeg ikke gjorde det, så måtte jeg jo være lidt til en side.

I dag ved jeg, at det ikke nødvendigvis behøver at foregå på den måde. Vejen til kærlighed er i sandhed uransagelig, og jeg tænker, at jeg selvfølgelig har elsket begge to fra første sekund, men omvendt har brug for (tid med det lille pus for) at vide, hvad jeg elsker.

Kærligheden vokser og vokser og vokser for hver dag… der er (mange) dage med smukke, søde August, og nu igen med lille, nuttede Elizabeth, hvor jeg kan mærke, at min hjerte næsten ikke kan være i brystkassen for bare kærlighed. Som i de her dage, hvor August forbereder sig til en DR-casting og Elizabeth hviner og smiler til mig…

]]>
http://mariatrier.com/kaerlighed-og-om-at-maerke-den-vokse/feed/ 5