Det er i sig selv noget af en bedrift at være 109 år gammel, og samtidig at have overlevet Holocaust, ophold i koncentrationslejr og at få og overleve brystkræft som 83-årig, men det mest underfundige er alligevel at have et så lyst livssyn, så bragende en optimisme, som pianisten Alice Herz-Sommer har.
Med sin jødiske baggrund udholdte hun elendigheden i Theresienstadt (Terezín) koncentrationslejr, hvor næsten 35.000 fanger omkom. Hendes mand blev flyttet til Auschwitz i 1944: Hun så ham aldrig igen. Hun mistede mange i hendes udvidede familie og de fleste af de venner, hun var vokset op med. Hvis hun nogensinde var bitter over de prøvelser, hun har udholdt, eller de tab, hun har lidt, er tavlen visket ren. I stedet er der en næsten evangelisk nidkærhed i at kommunikere nødvendigheden af optimisme.
Se den så fine 12 minutter lange video om Alice Herz-Sommer, der så fint siger: “Jeg leder efter de gode ting i livet. Jeg kender til de dårlige ting, men jeg vælger kun at se de gode ting.”
Ps. Jeg har øjensynligt en udefinerbar kærlighed til ældre visom, og hvis ikke du allerede har fulgt det her fine kunst-projekt om kærlighed uagtet alder, så synes jeg du skal gøre det.